Politik uden principper

Gandhi listede sine såkaldte "7 Blunders of the World", også kaldet "7 Deadly Social Sins"  op for sit barnebarn Arun Gandhi, den sidste dag de var sammen, kort tid før han blev snigmyrdet:

1. Politik uden principper
   
2. Velstand uden arbejde
   
3. Nydelse uden samvittighed
   
4. Videnskab uden menneskelighed
   
5. Viden uden karakter
   
6. Forretning uden moral
   
7. Tilbedelse uden afsavn

Arun Gandhi, barnebarnet, tilføjede en 8. dødssynd:

     8.Rettigheder uden ansvar

Der er i denne liste, som efterhånden har mere end et halvt århundrede på bagen, mere end rigeligt stof til eftertanke for nutidens politiske ledere og borgere, også i Danmark.

Lad mig prøve at reflektere lidt over den første - politik uden principper.

Den gælder også i herhjemme - værst af alt i begrebet "overbudspolitik". 

Når landets endnu største oppositionsparti vil bruge et tocifret milliardbeløb på at give borgerne "velfærdsrettigheder"...  Politik uden principper - allerhøjest involverer det "princippet" om at love hvad som helst for at blive valgt, det er i øvrigt også i modstrid med 8. synd. 

Når De Radikale og SF under den seneste valgkamp pludselig lavede årtiets politiske U-turn og over en nat blev tilhængere af den 24-årsregel, som de så bittert havde bekæmpet... politik uden principper.

(Da nu Villy Søvndal ønsker at pille Karl Marx ud af SF's partiprogram, vil jeg være så hensynsfuld at citere en anden Marx, nemlig Groucho, som beskriver denne form for politik: "Those are my principles, and if you don't like them... well, I have others.")

Socialdemokraternes skattepolitik er et overflødighedshorn af forsyndelser, værst af alt manifesteret i følgende berømte indrømmelse fra Lotte Bundsgaard omkring skattestoppet: 

"På skatteområdet har vi valgt den vælgerpopulære løsning og har støttet regeringens skattestop med få tilføjelser, selv om alle eksperter er enige om, at den øgede globalisering gør, at der er behov for en skattereform, som nedsætter skatten på arbejde og sætter skatten op på fast ejendom. Og på trods af at skattestoppet er med til at friholde store ekstra boligformuer for beskatning, mens de lavtlønnede skal betale skat af hver ekstra krone de tjener. Her valgte vi altså at satse på vælgeropbakning frem for at satse på egne værdier."

Hvad kan man sige? Politik uden principper i anden potens!

I retfærdighedens navn er vi borgerlige selvfølgelig heller ikke immune overfor synden. Det mest foruroligende eksempel er det bizarre postyr omkring Eva Kjer Hansen, da hun kom for skade at udtale, hvad der kun er sund borgerlig fornuft: 

"Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst stillede til gode."

Som bekendt blev socialministeren under trusler om fyring tvunget til at trække sin udtalelse tilbage. 

Hvad jeg dog aldrig forstod i dén sag var, hvordan kan det for en borgerlig politiker være et problem at mene, at når initiativrige borgere får lov at skabe værdier, også til dem selv, så skaber det nok ulighed, men det gør ikke andre borgere fattigere, tværtimod. 

I disse år med fænomener som triangulering, kamp om midtervælgere, "hugge" fra andres partiprogrammer, osv., er Gandhis advarsel mere aktuel end nogensinde. Når principløsheden vinder over de politiske kerneværdier udviskes grænsen ikke kun mellem partierne, men også mellem de politiske beslutningstagere og embedsmændene. Uden principper bliver politikere blot gummistempler for de initiativer, der kommer fra bureaukratiet - eller lader sig blot rive med af opportunistiske strøminger.

Gandhis beskrev selv listen over de 7 synder, som underliggende kræfter i ethvert samfund, som i sidste ende kan ødelægge det, kulturelle synder, som kan fremkalde et moralsk forfald.

Jeg tror afgjort synd nr. 1 er den mest skadelige af de syv. 

Om "Fra socialstat til minimalstat"

Statsministerens politiske programerklæring "Fra socialstat til minimalstat" huskes idag bedst af de fleste for Nyrups autodafé (en politisk, religiøs eller kulturel handling som udtrykker utilfredshed eller vrede over eksistensen af visse bøger eller forfattere) og tilintetgørelse af bogen under valgkampen 2001.

De færreste har dog læst den, og det er synd, for det er én af de skarpeste analyser af velfærdsstatens indbyggede problematik, som er skrevet. 

Hvad der ifølge statsministeren selv drev ham til at skrive bogen var opgøret med, at 80 procent af befolkningen omfordeler til de selvsamme 80 procent i en ond cirkel, hvor middelklassen pga. skattetrykket er blevet gjort afhængig af offentlige ydelser, med den uheldige virkning at dem, der virkelig har brug for hjælp, bliver skubbet i baggrunden.

Som læsere af denne blog vil vide, kunne jeg ikke være mere enig

Statsministeren bekendte sig engang som inspireret af Ayn Rand, den russisk-amerikanske forfatter og friheds-filosof. 

Til borgerlige læsere af denne blog må jeg anbefale hendes »Atlas Shrugged«, som jeg ikke er et øjeblik i tvivl om, at Fogh må have skelet til under tilbringelsen af "Minimalstaten". 

Begge bøger kritiserer et sørgeligt aktuelt fænomen:

• At velfærdspolitikere leder sig selv og befolkningen ud i den vildfarelse, at omfordeling står over produktionen af de værdier, der omfordeles.
• At man ser politisk interesse i at skyde på "de rige" der betaler 80 pct. i samlet skattetryk når disse - uhyre sjældent - får noget "forærende" ved en skattelettelse, idet man belejligt glemmer, at de intet får, men blot beholder lidt mere af det de selv skabte
• At systemet, som har frembragt verdens højeste skat, alligevel kun leverer en tredje klasses service på en række områder
  
• At politikere tager æren for samfundets fremgang, som rettelig burde tilskrives privates initiativ og virkelyst 
  
• At udligne i sådan en grad, at respekten for hårdt arbejde og for at skabe værdier undermineres, og så virkningen af den enkeltes valg i livet neutraliseres 
  

Læs selv minimalstaten. Den fortjener det, for den indeholder sunde universelle borgerlige værdier, som man også som konservativ i høj grad kan tilslutte sig. 

Socialdemokratisk "selvkritik"

Berlingske Tidende og Politiken  bringer i anledning af 10-års jubilæet for pinsepakken, som blev startskuddet til én lang socialdemokratisk deroute, et ganske afslørende indblik i ledende socialdemokraters analyse af partiets problemer.

Afslørende i den forstand, at nok kan socialdemokraterne med ca. 20% opbakning ikke længere benægte eller bagatellisere problemerne, men viljen til oprigtig selvkritik er hos mange af partiets ledere fortsat yderst begrænset. Eksempelvis Mogens Lykketoft:

»Pinsepakken har nok skærpet de borgerliges usaglighed omkring vores skattepolitik.« 

Hvad er det for en "borgerlig usaglighed" omkring socialdemokraterns skattepolitik, den tidligere S-formand taler om? Den ubekvemme sandhed, som socialdemokraterne så gerne vil fortrænge er, at almindelige borgere oplevede pinsepakken således: 

• En funktionærfamilie med 2 børn, ejerbolig til 1,4 mill. kr. og bil kom til at betale ca. 65.000 kr. i merskat i perioden 1998-2002.
  
• En HK/SID familie med 2 børn og bil samt ejerbolig til 500.000 kr. kom til at betale ca. 25.000 kr. mere i skat fra 1998-2002.
  
• Især boligejerne stod for skud, med sænkningen af rentefradraget til ca. 33% skulle boligejerne nu betale to tredjedele af renteudgifterne mod ca. halvdelen førhen. 
  

Det er intet under, at koblingen af de to fænomener "socialdemokater" og "skat" giver almindelige borgere nervøse trækninger. Granatchokket fra pinsepakken sidder stadig tungt i de fleste af os. Og at Mogens Lykketoft blot afskriver dette som  "borgerlig usaglighed" viser, hvor uendelig lidt man har lært af fortidens fejl.

S-næstformand Nick Hækkerup har i modsætning til både den nuværende og tidligere formand ganske fornuftige holdninger på skattepolitikken, men jeg måtte alligevel studse over følgende udtalelse:

"Vi er gode på 500-meterbanen. Daginstitutioner, hvor børnene kan blive passet og udfordret, en folkeskole, hvor man faktisk skal lære noget, en ældrepleje, hvor der gives omsorg og tryghed."

Det er kommunale opgaver, næst-formanden her fokuserer på, men hvad mener han egentlig? At børnene ikke bliver passet og udfordret i daginstitutioner i borgerligt styrede kommuner? 

Og ældrepleje - mange borgerlig kommuner, heriblandt min egen, Helsingør, bruger langt langt over landsgennemsnittet på ældrepleje, og den borgerlige prioritering af ældreplejen har betydet at de ældre og de pårørende er blevet forskånet for de skandaler i ældreplejen, som mange ikke-borgerligt styrede kommuner har oplevet. 

Og "en folkeskole, hvor man faktisk skal lære noget" lyder jo som taget ud af De Konservatives valgprogram. Men Nick Hækkerup udelader her en anden ubekvem sandhed - at socialdemokraternes skolepolitik siden 1968 har resulteret i en systematisk undergravning af lærernes autoritet og en dyrkning af kundskabsløsheden, som kulminerede med den ultimative eye-opener, PISA 2001. Ønsker man en "folkeskole, hvor man faktisk skal lære noget" ved den almindelige borger godt, hvor man skal sætte sit kryds, og det er ikke ved A.

Endelig Svend Auken:

"Prisen, som de borgerlige har betalt for regeringsansvaret, har været, at de stort set har overtaget de socialdemokratiske synspunkter. Så kan man sige, at det er en stor skuffelse for os, at vi er gået tilbage, men omvendt må man også vænne sig til det paradoks, at tabet af vælgere ikke skyldes, at vores ideer ikke bliver brugt."

Når det gælder værdipolitikken er det selvfølgelig noget sludder, at de borgerlige har overtaget socialdemokratiske synspunkter. På retspolitik, indvandringspolitik og uddannelsespolitik er forskellen mellem os borgerlige og socialdemokraterne markant. 

Når det gælder fordelingspolitikken har Svend Auken derimod en pointe. Jeg har flere gange her på bloggen peget på nødvendigheden af et opgør med den socialdemokratiske omfordelingsmaskine, som har resulteret i en verdensrekord i GINI. Se verdenskortet for oven, det viser at Danmark (mørkegrønt markeret) helt utroligt har udjævnet borgernes indkomster i en grad, som langt overgår alle andre lande, heriblandt verdens få tilbageværende kommunistiske regimer. 

Til dét opgør med socialdemokratisk politik mangler vi endnu at få Venstre og Dansk Folkeparti med ombord. 

Nyt socialdemokratisk skatte-galimatias

Den røde skole barsler nu med en idé om at "rige" boligejere skal beskattes med op til 30 procent af gevinsten, når de sælger deres bolig.

Man orker næsten ikke beskrive, hvor uendelig meget skade dette sanseløst tåbelige forslag ville medføre, men til en start kan man jo nævne:

• Det vil skade mobiliteten usigeligt, folk som skal flytte pga. nyt job i anden landsdel skal påtage sig et enormt tab, som ikke refunderes når man køber den nye bolig
  
• Det vil fuldstændigt sætte al ejendomshandel i stå i en situation, hvor der er brug for det modsatte
• Boligen ville blive et tredobbelt beskattet objekt - idag betales nemlig både ejendomsværdiskat og grundskyld
  
• Hvad når der ikke er "gevinst" ved salg af bolig, som det ofte vil være tilfældet i et faldende marked - har socialdemokraterne så tænkt sig at staten omvendt skal refundere tabet, for at "mindske uligheden"?

Enhver med sund fornuft kunne blive ved med at hive modargumenter frem imod denne socialdemokratiske "nyskabelse", men det er ikke umagen værd, for dette totalt ugennemtænkte forslag kommer ikke til at leve længere end en døgnflue - og det har heller ikke meget mere værdi. 

Men som det ultimative symbol på et socialdemokrati, der er uhyggeligt kreative, når der gælder opfindelsen af nye uhørte beskatningsformer at plage befolkningen med, er forslaget særdeles illustrativt.

Tidevandet løfter alle skibe i søen

Strejken har udstillet et politisk dilemma: De offentligt ansatte har succesfuldt argumenteret for, at de får for lidt belønning og anerkendelse for deres vigtige arbejde. Dét er stort set alle enige med dem i, også jeg. Men lønstigninger i den størrelsesorden, som kræves for at rette op på det underslæb de fleste offentligt ansatte har i forhold til den vigtige indsats de yder, vil uundgåeligt smitte af på det private erhvervsliv, svække konkurrenceevnen og i sidste ende skade samfundsøkonomien.

For populisterne på venstrefløjen, især SF og dets "gavmilde" formand, er sagen såre simpel - blot at give de strejkende det de beder om, uden respekt for den danske aftalemodel eller for samfundsøkonomien.

Men den komplekse sandhed er, at mange flere, også de offentligt ansatte, ville få mere ud af lønnen, hvis man i stedet sænkede skatten markant. Modsat lønstigninger ville skattelettelser nemlig styrke Danmark, holde inflationen under kontrol, sikre konkurrenceevnen og samtidig skaffe flere i job. 

Med den nuværende lavkonjunktur truende, er skattelettelser faktisk lige præcis hvad økonomien hungrer efter.

Den socialdemokratiske forestilling om at flere offentlige penge - som bekendt hentet ud af helt almindelige borgeres lommer - per automatik skaber mere og bedre velfærd, klinger i denne tid mere og mere hult. Udover den globale krise, slås vi også med den langsigtede udfordring, at aldersfordelingen i samfundet ændrer sig, således at der til stadighed bliver færre til at skabe velstanden i erhvervslivet samt sikre velfærden i det offentlige.

Regnskabet går ikke op - med den globale økonomiske krise og til stadighed færre hænder på arbejdsmarkedet vil den socialdemokratiske omfordelingsmaskine få en til stadighed mindre og mindre lagkage at skære i stykker og dele ud af, hvis ikke vi har modet til at tænke nyt.

Lad os dog i stedet diskutere, hvordan vi får vækst.

Som bekendt løfter tidevandet alle skibe i søen.

Efter strejken - hvordan kommer vi videre

Når strejken forhåbentlig snart er slut, vil eftertanken forhåbentlig melde sig:

Jeg tror alle har stor sympati for lønløft til sygeplejersker og andre offentligt ansatte. Samtidig er midlerne dog ikke ubegrænsede, og det gavner ikke hverken vækst eller velfærd, hvis det offentlige og private erhvervsliv over en bred kam nu skal til at konkurrere om de samme stadigt færre medarbejdere i en lønspiral.

Hvis dette dilemma skal løses, kommer vi ikke udenom at skabe en slankere, men samtidig stærkere offentlig sektor.

Når vi i fremtiden skal have flere sygeplejersker og politibetjente til en højere løn - og dét skal vi - så skal der skæres andre steder. Jeg vil pege på administrationen af velfærdssamfundet som et oplagt sted at effektivisere.

Forleden blev det afsløret, at det store fald i antallet af ledige i Danmark ikke har medført en tilsvarende reduktion i antallet af ansatte i beskæftigelsessystemet, således at der i dag kun er otte ledige per ansat i beskæftigelsessystemet, hvorimod de ansatte i 2004 kunne håndtere hele 16 ledige hver.

Hvor mange andre "blinde pletter" skjuler sig i administrationen i stat og kommuner?

Historien viser, at når offentligt finansierede institutioner får mere at lave, tilføres naturligvis penge og ansatte, men når de får mindre at lave, forsømmes det ofte at nedjustere antallet af ansatte i systemet tilsvarende.

Dét kræver politikere med modet til at tilpasse systemet, når behovet bliver mindre - sådan som enhver god erhvervsleder helt naturligt ville gøre det i det private.

Sandheden er, at politik og moral er uadskillige

Ronald Reagan sagde i en berømt tale i Texas 23 August 1984, umiddelbart før genvalget til USA's præsident:

"Sandheden er, at politik og moral er uadskillige." 

I 1990'erne tog Poul Nyrup, især i rollen som oppositionsleder, men også som statsminister, tråden op og udråbte 1990'erne som ”anstændighedens årti”. Hans tilsyneladende høje moralske profil i værdi-politikken viste sig i praksis dog at blive til en lidt trættende form for moralisering, som mest gik ud på at Nyrup og hans ligesindede nægte at debattere med dem, som ikke var "stuerene".

Siden Nyrup har der derfor af gode grunde været stille om forholdet mellem moral og politik, bortset fra de Radikale, som fortsat ynder at stemple deres politiske modstandere med tung moralsk fordømmelse.

Men det er synd, for der ER en sammenhæng, og man kan faktisk godt koble moral og politik, uden at det ender i moralisering eller bedreviden.

Når vi taler skat, handler diskussionen eksempelvis altid om de umiddelbart målbare økonomiske konsekvenser af at skrue op eller ned for satserne.

Men hvad med de moralske følger af skattepolitikken?

Vi har som bekendt et velfærdssamfund, hvis fornemste pligt er at sikre de svage - dét er for mig moral. Det er denne moral, som får mig til at betale min skat med den glæde at vide, at frugterne af mit arbejde ikke kun går til at forsørge mig og mine, men også de, som ikke har samme mulighed for selvforsørgelse.

Men i Danmark er denne ellers fornemme idé om at omfordele fra de stærke skuldre til de svage som bekendt kammet fuldstændigt over, så det reelt handler om at omfordele fra de 80% rigeste til de 80% fattigste, uden hensynstagen til reelle behov. Efterløn, børnecheck, indefrysning af ejendomsskatter er jo én stor gang intern omfordeling fra middelklassen til middelklassen.

Dét er til gengæld ikke en særlig nobel form for omfordeling.  Og jo større denne misforståede omfordeling bliver, jo større bliver det moralske forfald. Fordi vilkårlig omfordeling sætter konsekvensen af den enkeltes egne frie valg og indsats helt ud af kraft, når man ikke høster frugterne af sit slid, men omvendt nyder godt af ydelser, som man ikke har behov for.

Vi må derfor finde tilbage til den rigtig balance - moralsk set. Et samfund, som velfærdsstatens borgerlige støtter oprindeligt havde tænkt sig, hvor de, som kan, forsørger sig selv, hvor de stærke skuldre bærer byrderne for de svage, men hvor man aldrig afstår mere til det offentlige, end man har tilbage selv.