nej til Ligelønskommission

Mit parti, De Konservative, har nu meldt klart fra overfor tanken om en såkaldt "Ligelønskommission" i kølvandet på strejken.

Jeg finder der er langt flere grunde til at være imod sådanne kommissioner end for:

• Det ville være en bureaukratisk, centralistisk styring af løndannelsen - måske nærmest planøkonomisk - som er fjernt fra danske traditioner og vores berømte aftalemodel
• Det ville skabe helt urealistiske forventninger, som aldrig ville kunne indfries
• Dele af fagbevægelsen selv, ser forslaget som utidig indblanding, f.eks. Ingeniørforeningens formand, Lars Bytoft Olsen, som har sagt, at en ligelønskommission hører til "i det gamle Sovjet eller i Maos Kina".
  

Hvad vil jeg så sætte i stedet?

Fremfor mere centralisme, vil jeg foreslå en tiltrængt modernisering af den offentlige sektors bureaukratiske lønsystem, så det minder meget mere om det private erhvervsliv. 

Stive løntrin, hvor man stiger i løn udfra anciennitet eller uddannelse alene er fuldstændigt outdated. Tværtimod bør lønnen også i det offentlige få lov at variere markedsmæssigt efter udbud og efterspørgsels-princippet. 

Sagt med andre ord, er der mangel på eksempelvis sygeplejersker, bør prisen på dem, lønnen naturligvis også stige. Men hvor meget lønnen skal stige bør ene og alene være betinget af markedskræfterne, og i hvert fald ikke være ideologisk begrundet, sådan som sygeplejerskernes formand noget malplaceret lægger op til. 

Efter strejken - hvordan kommer vi videre

Når strejken forhåbentlig snart er slut, vil eftertanken forhåbentlig melde sig:

Jeg tror alle har stor sympati for lønløft til sygeplejersker og andre offentligt ansatte. Samtidig er midlerne dog ikke ubegrænsede, og det gavner ikke hverken vækst eller velfærd, hvis det offentlige og private erhvervsliv over en bred kam nu skal til at konkurrere om de samme stadigt færre medarbejdere i en lønspiral.

Hvis dette dilemma skal løses, kommer vi ikke udenom at skabe en slankere, men samtidig stærkere offentlig sektor.

Når vi i fremtiden skal have flere sygeplejersker og politibetjente til en højere løn - og dét skal vi - så skal der skæres andre steder. Jeg vil pege på administrationen af velfærdssamfundet som et oplagt sted at effektivisere.

Forleden blev det afsløret, at det store fald i antallet af ledige i Danmark ikke har medført en tilsvarende reduktion i antallet af ansatte i beskæftigelsessystemet, således at der i dag kun er otte ledige per ansat i beskæftigelsessystemet, hvorimod de ansatte i 2004 kunne håndtere hele 16 ledige hver.

Hvor mange andre "blinde pletter" skjuler sig i administrationen i stat og kommuner?

Historien viser, at når offentligt finansierede institutioner får mere at lave, tilføres naturligvis penge og ansatte, men når de får mindre at lave, forsømmes det ofte at nedjustere antallet af ansatte i systemet tilsvarende.

Dét kræver politikere med modet til at tilpasse systemet, når behovet bliver mindre - sådan som enhver god erhvervsleder helt naturligt ville gøre det i det private.

globaliseringen kræver stærke stater

”Minimalstaten”, forstået som afskaffelsen af alt offentlig service bortset fra politi, retsvæsen og militær, er der mig bekendt ingen eksempler på er blevet indført noget sted.

Som konservativ mener jeg da også det ville være en utrolig dårlig idé. Konservative har altid støttet en stærk stat. Derfor er mange af venstrefløjens hyppige udsagn om borgerlige som slet skjulte ideologiske modstandere af den offentlige sektor det rene vrøvl.

Tværtimod er der blandt borgerlige gennem de sidste 10-20 år sket en stigende anerkendelse af, at globaliseringen kræver stærke stater, og at vores store offentlige sektor ikke hæmmer, men tværtimod på mange måder understøtter Danmarks konkurrenceevne.

Når det er sagt, må det dog ikke blive et tabu at stille spørgsmålstegn ved især flexibiliteten og omstillingshastigheden i den offentlige sektor.

Et godt eksempel:

Det store fald i antallet af ledige i Danmark har ikke medført en tilsvarende reduktion i antallet af ansatte i beskæftigelsessystemet, som har med de ledige at gøre. Derfor er der i dag kun otte ledige per ansat i beskæftigelsessystemet, hvorimod de ansatte i 2004 kunne håndtere hele 16 ledige hver, skriver Agenda, der udgives af Dansk Arbejdsgiverforening.

Ifølge Asbjørn Sonne Nørgaard, professor ved Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet, er udviklingen helt klassisk for offentlige bureaukratier.

"Det er som i andre offentligt finansierede driftsområder, der får mindre at lave. Det er ikke let at nedjustere antallet af ansatte i systemet, der selv er systembevarende. Og politikerne har ikke tilpasset systemet, mens behovet blev mindre," siger Asbjørn Sonne Nørgaard til Agenda.

I en privat virksomhed havde konkurrencesituationen automatisk sørget for, at en halvering af arbejdsmængden havde ført til en tilsvarende reduktion i medarbejderstaben, men det sker ikke automatisk i den skattefinansierede offentlige sektor.

Dét er der brug for modige borgerlige politikere til at sørge for sker.