Politik uden principper

Gandhi listede sine såkaldte "7 Blunders of the World", også kaldet "7 Deadly Social Sins"  op for sit barnebarn Arun Gandhi, den sidste dag de var sammen, kort tid før han blev snigmyrdet:

1. Politik uden principper
   
2. Velstand uden arbejde
   
3. Nydelse uden samvittighed
   
4. Videnskab uden menneskelighed
   
5. Viden uden karakter
   
6. Forretning uden moral
   
7. Tilbedelse uden afsavn

Arun Gandhi, barnebarnet, tilføjede en 8. dødssynd:

     8.Rettigheder uden ansvar

Der er i denne liste, som efterhånden har mere end et halvt århundrede på bagen, mere end rigeligt stof til eftertanke for nutidens politiske ledere og borgere, også i Danmark.

Lad mig prøve at reflektere lidt over den første - politik uden principper.

Den gælder også i herhjemme - værst af alt i begrebet "overbudspolitik". 

Når landets endnu største oppositionsparti vil bruge et tocifret milliardbeløb på at give borgerne "velfærdsrettigheder"...  Politik uden principper - allerhøjest involverer det "princippet" om at love hvad som helst for at blive valgt, det er i øvrigt også i modstrid med 8. synd. 

Når De Radikale og SF under den seneste valgkamp pludselig lavede årtiets politiske U-turn og over en nat blev tilhængere af den 24-årsregel, som de så bittert havde bekæmpet... politik uden principper.

(Da nu Villy Søvndal ønsker at pille Karl Marx ud af SF's partiprogram, vil jeg være så hensynsfuld at citere en anden Marx, nemlig Groucho, som beskriver denne form for politik: "Those are my principles, and if you don't like them... well, I have others.")

Socialdemokraternes skattepolitik er et overflødighedshorn af forsyndelser, værst af alt manifesteret i følgende berømte indrømmelse fra Lotte Bundsgaard omkring skattestoppet: 

"På skatteområdet har vi valgt den vælgerpopulære løsning og har støttet regeringens skattestop med få tilføjelser, selv om alle eksperter er enige om, at den øgede globalisering gør, at der er behov for en skattereform, som nedsætter skatten på arbejde og sætter skatten op på fast ejendom. Og på trods af at skattestoppet er med til at friholde store ekstra boligformuer for beskatning, mens de lavtlønnede skal betale skat af hver ekstra krone de tjener. Her valgte vi altså at satse på vælgeropbakning frem for at satse på egne værdier."

Hvad kan man sige? Politik uden principper i anden potens!

I retfærdighedens navn er vi borgerlige selvfølgelig heller ikke immune overfor synden. Det mest foruroligende eksempel er det bizarre postyr omkring Eva Kjer Hansen, da hun kom for skade at udtale, hvad der kun er sund borgerlig fornuft: 

"Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst stillede til gode."

Som bekendt blev socialministeren under trusler om fyring tvunget til at trække sin udtalelse tilbage. 

Hvad jeg dog aldrig forstod i dén sag var, hvordan kan det for en borgerlig politiker være et problem at mene, at når initiativrige borgere får lov at skabe værdier, også til dem selv, så skaber det nok ulighed, men det gør ikke andre borgere fattigere, tværtimod. 

I disse år med fænomener som triangulering, kamp om midtervælgere, "hugge" fra andres partiprogrammer, osv., er Gandhis advarsel mere aktuel end nogensinde. Når principløsheden vinder over de politiske kerneværdier udviskes grænsen ikke kun mellem partierne, men også mellem de politiske beslutningstagere og embedsmændene. Uden principper bliver politikere blot gummistempler for de initiativer, der kommer fra bureaukratiet - eller lader sig blot rive med af opportunistiske strøminger.

Gandhis beskrev selv listen over de 7 synder, som underliggende kræfter i ethvert samfund, som i sidste ende kan ødelægge det, kulturelle synder, som kan fremkalde et moralsk forfald.

Jeg tror afgjort synd nr. 1 er den mest skadelige af de syv. 

Sandheden er, at politik og moral er uadskillige

Ronald Reagan sagde i en berømt tale i Texas 23 August 1984, umiddelbart før genvalget til USA's præsident:

"Sandheden er, at politik og moral er uadskillige." 

I 1990'erne tog Poul Nyrup, især i rollen som oppositionsleder, men også som statsminister, tråden op og udråbte 1990'erne som ”anstændighedens årti”. Hans tilsyneladende høje moralske profil i værdi-politikken viste sig i praksis dog at blive til en lidt trættende form for moralisering, som mest gik ud på at Nyrup og hans ligesindede nægte at debattere med dem, som ikke var "stuerene".

Siden Nyrup har der derfor af gode grunde været stille om forholdet mellem moral og politik, bortset fra de Radikale, som fortsat ynder at stemple deres politiske modstandere med tung moralsk fordømmelse.

Men det er synd, for der ER en sammenhæng, og man kan faktisk godt koble moral og politik, uden at det ender i moralisering eller bedreviden.

Når vi taler skat, handler diskussionen eksempelvis altid om de umiddelbart målbare økonomiske konsekvenser af at skrue op eller ned for satserne.

Men hvad med de moralske følger af skattepolitikken?

Vi har som bekendt et velfærdssamfund, hvis fornemste pligt er at sikre de svage - dét er for mig moral. Det er denne moral, som får mig til at betale min skat med den glæde at vide, at frugterne af mit arbejde ikke kun går til at forsørge mig og mine, men også de, som ikke har samme mulighed for selvforsørgelse.

Men i Danmark er denne ellers fornemme idé om at omfordele fra de stærke skuldre til de svage som bekendt kammet fuldstændigt over, så det reelt handler om at omfordele fra de 80% rigeste til de 80% fattigste, uden hensynstagen til reelle behov. Efterløn, børnecheck, indefrysning af ejendomsskatter er jo én stor gang intern omfordeling fra middelklassen til middelklassen.

Dét er til gengæld ikke en særlig nobel form for omfordeling.  Og jo større denne misforståede omfordeling bliver, jo større bliver det moralske forfald. Fordi vilkårlig omfordeling sætter konsekvensen af den enkeltes egne frie valg og indsats helt ud af kraft, når man ikke høster frugterne af sit slid, men omvendt nyder godt af ydelser, som man ikke har behov for.

Vi må derfor finde tilbage til den rigtig balance - moralsk set. Et samfund, som velfærdsstatens borgerlige støtter oprindeligt havde tænkt sig, hvor de, som kan, forsørger sig selv, hvor de stærke skuldre bærer byrderne for de svage, men hvor man aldrig afstår mere til det offentlige, end man har tilbage selv.