Radikale på vej hjem til de borgerlige?

De radikale kalder sig på papiret et borgerligt parti, selvom de har en ejendommelig tradition for at springe frem og tilbage mellem den blå og røde blok. Det har indimellem været svært at få øje på de borgerlige værdier i partiets politik, men når det gælder økonomi er der en tendens til, at de bliver mere og mere enige med de borgerlige partier, især De Konservative, og fjerner sig mere og mere fra S-SF.

Seneste finanslovsudspil fra partiet ser sjældent lovende ud: Man fokuserer på præcist de instrumenter, som kan øge arbejdsudbuddet - lavere topskat, kortere dagpengeperiode, men til gengæld til en sats, som er til at leve af.

De radikale har her fat i den helt rigtige opskrift til påny at få vækst i Danmark.

Til gengæld er det svært at se, hvorfor de stadig ser sig som en del af et fremtidigt alterativt regeringsflertal (bank under bordet for at det ikke sker) med S og SF, der jo lider af allergisk berøringsangst overfor skattesænkninger og nødvendige reformer af dagpenge og efterløn.

Borgerlig dynamik, socialdemokratisk stilstand

Det er glædeligt at se Venstre-folk langt om længe tilslutte sig, hvad vi Konservative har sagt så længe - at dansk økonomi i den globale økonomi langsomt, men sikkert er ved at kvæles under skattetrykket, og at lettelser i topskatten er den sikreste vej til at få folk til at arbejde mere.

Og arbejde mere, er den eneste vej ud af det, der kan gå hen og blive den værste økonomiske krise siden oliekrisen.

I skærende kontrast til denne analyse er Socialdemokraternes svar. Morten Bødskov "tordner" imod lettelser, fordi "de ikke er fuldt finansieret".

S vil i klassisk Keynesiansk stil hellere igangsætte store offentlige anlægsinvesteringer.

Det giver mindelser om Stauning og 1930'ernes krisestyring.

Men man skal altså passe uhyre meget på med paralleler til nutidens krise og 1930'ernes depression. Vi har idag i modsætning til 1930erne ingen massearbejdsløshed.

Krisen skyldes tværtimod, at industrien skriger efter arbejdskraft og derfor ikke kan udnytte kapaciteten.

Og så vil S offentlige anlægsinvesteringer! Dvs. enten konkurrere med erhvervslivet om den i forvejen utroligt knappe arbejdskraft eller skulle importere endnu mere arbejdskraft for at få det gjort!

Det er et helt ubrugeligt og direkte skadeligt forslag!

Og så er Socialdemokraternes snævre fokus på, om skattelettelser er fuldt finansierede eller ej, krone for krone, udtryk for en betonagtig tankegang.

De dynamiske effekter af, at produktiviteten stiger pga. skattelettelser, som dermed i høj grad bliver selvfinansieret, er veldokumenteret og har virket glimrende i de lande, som har været mindre berøringsangste overfor reformer.

Som det bedrøveligvis har været tilfældet i mange år, så lever Socialdemokraterne i fortiden, og deres svar på nutidens problemer er utidssvarende løsninger.

Kun borgerlig økonomisk politik kan redde Danmark ud af krisen.

En sidste kommentar: Véd S iøvrigt selv hvad de vil?

For kun få måneder udtalte Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup:"Det er min vurdering, at topskatten skal sænkes. Det kan være, at der bliver tale om en kombination af, at færre skal betale topskat, og at skatten på den sidst tjente krone sættes ned."

Kloge ord, som man nu løber fra hurtigere end en hest kan rende.

Privatforbrug dækker legitime behov - ikke luksus

Ritt Bjerregaard går idag i Politiken til angreb på privatforbruget og påstår, at regeringen "prioriterer fladskærme og designermøbler over børn og gamle".

Man mærker den typiske socialistiske forargelse over den storforbrugende småborger, som altid tænker mere på sig selv end på fællesskabet.

Jeg vil dog godt sætte spørgsmålstegn ved præmissen.

Hvor meget af almindelige danskernes disponible indtægt går i virkeligheden til fladskærme, designermøbler og anden luksus?

Forsvindende lidt. Virkeligheden er en anden, end Ritt fremstiller den.

Takket være verdens højeste skattetryk har danskerne nemlig trods nogle af verdens højeste lønninger kun et særdeles middelmådigt privatforbrug sammenlignet med USA og andre vestlige lande.

Privatforbrug i Danmark handler derfor sjældent om den slags unødvendig luksus, som Ritt Bjerrgaard antyder, men oftest mere om at tage sig råd til at kunne give sine børn sund mad, at tage sig råd til en tryg bolig og transport frem og tilbage mellem hjem og arbejde, at tage sig råd til lidt fritidsaktiviteter med børnene.

Det er helt urimeligt at latterliggøre privatforbruget som investeringer i ”fladskærme og designermøbler”. Privatforbruget handler tværtimod om i hverdagen at kunne dække fuldt legitime behov og er derfor omdrejningspunktet for den enkeltes og familiernes velfærd.

Når skatten som i Danmark når et niveau, hvor rådighedsbeløbet ofte reduceres til langt under halvdelen af lønnen, er det derfor ødelæggende for borgernes følelse af velfærd.

Dette er baggrunden for privatforbruget, ikke bevidstløs trang til overdreven luksus, som Ritt så arrogant antyder.

1987

Året 1987 bød på premieren af TV-serien Simpsons, en morsom afklapsning af middelklassen.

 

Året 1987 bød også en anden afklapsning af middelklassen, men den var knap så morsom: Topskatten.

Topskatten, lad mig minde om, på 15% ekstra oven i alle de andre skatter giver skattevæsnet hjemlen til at inddrage næsten to tredjedele af almindelige danskeres lønforhøjelser. 

Topskatten rammen nemlig omtrent 40% af befolkningen,  nærmere bestemt 960.000 danskere som tjener 29.600 kr. om måneden eller derover. 

Om 3 år vil antallet af danskere, der rammes af topskat runde en million.

Jo, det lyder som en idé så absurd, at den kunne være hentet ud af Simpsons.

Absurd, fordi det der var tænkt som en skat på "rige", nu inkluderer skolelærere, sygeplejersker og sågar pædagogmedhjælpere!

Som bekendt tjener pædagogmedhjælpere på almindelig grundløn ikke 29.600 kr. om måneden, så når de rammer topskat-grænsen er det naturligvis fordi de og andre blandt disse snart 1 million danskere blot gør, hvad samfundet så hårdt har brug for, nemlig arbejder over. 

Man burde kalde en spade for en spade og omdøbe topskatten til "overarbejdsskat". 

Måske kunne dette så også åbne folketingsflertallets øjne for, at i et Danmark med skrigende mangel på arbejdskraft, er det nok noget nær det dummeste man kan gøre at straffe mennesker, som påtager sig overarbejde.

Socialdemokratisk "selvkritik"

Berlingske Tidende og Politiken  bringer i anledning af 10-års jubilæet for pinsepakken, som blev startskuddet til én lang socialdemokratisk deroute, et ganske afslørende indblik i ledende socialdemokraters analyse af partiets problemer.

Afslørende i den forstand, at nok kan socialdemokraterne med ca. 20% opbakning ikke længere benægte eller bagatellisere problemerne, men viljen til oprigtig selvkritik er hos mange af partiets ledere fortsat yderst begrænset. Eksempelvis Mogens Lykketoft:

»Pinsepakken har nok skærpet de borgerliges usaglighed omkring vores skattepolitik.« 

Hvad er det for en "borgerlig usaglighed" omkring socialdemokraterns skattepolitik, den tidligere S-formand taler om? Den ubekvemme sandhed, som socialdemokraterne så gerne vil fortrænge er, at almindelige borgere oplevede pinsepakken således: 

• En funktionærfamilie med 2 børn, ejerbolig til 1,4 mill. kr. og bil kom til at betale ca. 65.000 kr. i merskat i perioden 1998-2002.
  
• En HK/SID familie med 2 børn og bil samt ejerbolig til 500.000 kr. kom til at betale ca. 25.000 kr. mere i skat fra 1998-2002.
  
• Især boligejerne stod for skud, med sænkningen af rentefradraget til ca. 33% skulle boligejerne nu betale to tredjedele af renteudgifterne mod ca. halvdelen førhen. 
  

Det er intet under, at koblingen af de to fænomener "socialdemokater" og "skat" giver almindelige borgere nervøse trækninger. Granatchokket fra pinsepakken sidder stadig tungt i de fleste af os. Og at Mogens Lykketoft blot afskriver dette som  "borgerlig usaglighed" viser, hvor uendelig lidt man har lært af fortidens fejl.

S-næstformand Nick Hækkerup har i modsætning til både den nuværende og tidligere formand ganske fornuftige holdninger på skattepolitikken, men jeg måtte alligevel studse over følgende udtalelse:

"Vi er gode på 500-meterbanen. Daginstitutioner, hvor børnene kan blive passet og udfordret, en folkeskole, hvor man faktisk skal lære noget, en ældrepleje, hvor der gives omsorg og tryghed."

Det er kommunale opgaver, næst-formanden her fokuserer på, men hvad mener han egentlig? At børnene ikke bliver passet og udfordret i daginstitutioner i borgerligt styrede kommuner? 

Og ældrepleje - mange borgerlig kommuner, heriblandt min egen, Helsingør, bruger langt langt over landsgennemsnittet på ældrepleje, og den borgerlige prioritering af ældreplejen har betydet at de ældre og de pårørende er blevet forskånet for de skandaler i ældreplejen, som mange ikke-borgerligt styrede kommuner har oplevet. 

Og "en folkeskole, hvor man faktisk skal lære noget" lyder jo som taget ud af De Konservatives valgprogram. Men Nick Hækkerup udelader her en anden ubekvem sandhed - at socialdemokraternes skolepolitik siden 1968 har resulteret i en systematisk undergravning af lærernes autoritet og en dyrkning af kundskabsløsheden, som kulminerede med den ultimative eye-opener, PISA 2001. Ønsker man en "folkeskole, hvor man faktisk skal lære noget" ved den almindelige borger godt, hvor man skal sætte sit kryds, og det er ikke ved A.

Endelig Svend Auken:

"Prisen, som de borgerlige har betalt for regeringsansvaret, har været, at de stort set har overtaget de socialdemokratiske synspunkter. Så kan man sige, at det er en stor skuffelse for os, at vi er gået tilbage, men omvendt må man også vænne sig til det paradoks, at tabet af vælgere ikke skyldes, at vores ideer ikke bliver brugt."

Når det gælder værdipolitikken er det selvfølgelig noget sludder, at de borgerlige har overtaget socialdemokratiske synspunkter. På retspolitik, indvandringspolitik og uddannelsespolitik er forskellen mellem os borgerlige og socialdemokraterne markant. 

Når det gælder fordelingspolitikken har Svend Auken derimod en pointe. Jeg har flere gange her på bloggen peget på nødvendigheden af et opgør med den socialdemokratiske omfordelingsmaskine, som har resulteret i en verdensrekord i GINI. Se verdenskortet for oven, det viser at Danmark (mørkegrønt markeret) helt utroligt har udjævnet borgernes indkomster i en grad, som langt overgår alle andre lande, heriblandt verdens få tilbageværende kommunistiske regimer. 

Til dét opgør med socialdemokratisk politik mangler vi endnu at få Venstre og Dansk Folkeparti med ombord. 

Det er ikke et nulsumspil

S angriber påny Bendt Bendtsen for at kæmpe for skattelettelser, læs mere her. Det er den sædvanlig beton-agtige tankegang S ligger for dagen:

»Vi har lige været igennem regeringens kvalitetsreform, som skulle give de effektiviseringer. Samtidig har regeringen i 2015-planen indregnet fem milliarder kroner i effektiviseringer i kommunerne, som kommunerne får lov til at beholde for bare at have en nogenlunde vækst. Så når Bendt Bendtsen nu snakker om effektiviseringer af den offentlige sektor, så er der i virkeligheden tale om besparelser. Her springer Bendt Bendtsen jo ud af skabet og siger, at han hellere vil have skattelettelser end velfærd«, siger Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup, til Ritzau.

Efter at S-formanden i Berlingske ellers med en klædelig selverkendelse har fastslået at valgkamptemaet "Skattelettelser eller velfærd" havde slået fejl, kører S stadig videre med pavlovske reflekser, så hver gang en S-politiker hører ordet "skattelettelser", kan man ikke dy sig for at køre videre med det fortænkte dilemma, som ingen ved sin fulde fornuft køber.

Hvad Socialdemokratiet ikke vil forstå er:

- Det er ikke et nulsumspil
- Der er noget, som hedder "dynamiske effekter" fordi skattelettelser øger aktiviteten i samfundet
- Skattelettelserne som Konservative kæmper for vil derfor i stort omfang være selvfinansierende
- Danmarks fantasihøje skattetryk er fuldstændigt uforeneligt med globaliseringen, og vi har ikke råd til at vente
- I stedet for at være så forhippet på at fordele en lagkage, som i forvejen er verdens mest ligeligt fordelte, skulle man hellere tænke på at få kagen til at vokse

Danmark blandt verdens rigeste - hvorfor? Og hvor længe?

De fleste af os er vokset op i den vished, at vi lever i ét af verdens rigeste lande. 

Og rigtig nok sagde statistikken fra Verdensbanken sidste gang jeg tjekkede, at vi lå på 5. pladsen, overgået kun af Luxembourg, USA, Norge og Schweiz.

Det er på sin vis en rar følelse, ikke?

Men det kan også let ende som en sovepude på den måde, at vi - borgerne - kommer til at tage velstanden som noget selvfølgeligt.

Lad mig slå fast, at det er Danmarks velstand ikke - noget vi skal tage for givet. 

Velstanden er ene og alene resultatet af millioner af danskeres fælles hårde slid i erhvervsvirksomhederne, både i vores egen tid og i de tidligere generationers.

Pengene er altså ikke bare dumpet ned fra Himlen.

Pengene er heller ikke et evigt fyldt overflødighedshorn, som venstrefløjen kan "fordele" med rund hånd som de nu finder det "retfærdigt".

Men som politisk engageret kan jeg af og til blive bekymret for, om vi har været gode nok til at forklare både unge og ældre for den sags skyld, hvordan samfundets værdier egentligt er blevet skabt.

Tidens skingre velfærdsdebat og overbudspolitik har nemlig vænnet nye generationer til at forvente omsorg på stadig nye områder uden at tænke over hvor betalingen kommer fra.  Og enhver snak om "prioritering" i velfærden bliver straks fejet af banen som "besparelser" og "nedskæringer".

Man forestiller sig tilsyneladende, at samfundet råder over ubegrænsede ressourcer, og når nogen nægtes noget eller fratages et gode man er blevet vænnet til, mener man at det blot er en reaktionær politisk uvilje, som skal fejes af banen med de kampmidler man nu rådet over.

Oven i dette sikrer vores skattesystem, at der for mange ikke er den store økonomiske gevinst ved at arbejde fremfor at lade sig understøtte af det offentlige.

Alt sammen i "retfærdighedens" navn, for arbejder man, må man jo per definition have "brede skuldre" og forventes dermed uden klynk at aflevere langt mere end halvdelen af indtægten til det store fællesskab.

Problemet er selvfølgelig, at politikerne har undladt at fortælle folk den indlysende sammenhæng, at velstanden opstår fordi hårdtarbejdende privatansatte - trods det tunge konfiskerende skatteåg på skuldrene - driver erhvervslivet forbløffende effektivt og nytænkende og dermed danner det økonomiske grundlaget for, at vi kan have en evigt voksende offentlig sektor.

Som konservativ ønsker jeg selvfølgelig at yde til de, som har behov, og som ikke kan kan klare sig selv. 

Men tidens krævementalitet til velfærdsstaten, hvor store grupper som let kan klare sig selv også står med hatten i hånden overfor det offentlige, mener jeg vi er tvunget til at gøre op med. 

Vi må lade de som kan klare sig selv, klare sig selv, og til gengæld lade de som skaber værdierne i samfundet beholde i det mindste en rimelig del. Og som Konservativ mener jeg rimeligt er mindst halvdelen, af værdierne, som skal blive hvor de ligger bedst, nemlig i lommerne hos dem, der rent faktisk tjener pengene hjem. 

Det kræver mod fra borgerlige politikere at turde fortælle denne indlysende sandhed. 

Men sandheden må og skal fortælles. 

Politikerne må til og interessere sig for motoren i samfundsøkonomien, erhvervslivet og de ansatte i det, og se dem som andet end skatteobjekter, hvis værdiskabelse respektløst kan konfiskeres efter forgodtbefindende. F.eks. se dem, som nogen der skal have de bedste betingelser i den globale landsby for at sikre, også på langt sigt, at Danmark har en velfærd at dele ud af.