Kontraktpolitikkens endeligt?

Trods besværgelser om det modsatte fra det for tiden største regeringsparti, sættes der nu spørgsmålstegn ved om begrebet kontraktpolitik har udspillet sin rolle. 

Jeg støttede selv kontraktpolitikken i tiden efter Nyrup. Efter Socialdemokraternes vanemæssige brud på valgløfterne, mest eklatant med efterlønsskandalen, var der brug for at forny tilliden mellem regering og vælgere.

Men finanskrisen har også på dette punkt vendt op og ned på meget, Tiden er blevet mindre forudsigelig, mindre stabil. 

Man kan med rette spørge om ikke landets regering har fået udtalt behov for i særlige situationer at kunne reanalysere situationen og dermed kunne handle mere frit imellem valgene, om nødvendigt også i modstrid mod afgivne valgløfter, hvis f.eks. en global finanskrise kræver ændrede beslutninger? 

Alternativet er jo enten handlingslammelse overfor ændrede forudsætninger, eller at gennemføre de afgivne løfter med hovedet under armen og i strid mod bedre vidende, dvs. hvad landets bedste kræver.

Selvfølgelig kræver det en tvingende omstændighed at bryde kontrakten indgået med vælgerne ved sidste valg, og det skal altid være med tungt hjerte at der gribes til sådanne skridt, men fire år er desværre nok for lang tid - især i disse tider - at have hænderne bundet på ryggen.

laissez faire?

Når man som konservative og borgerlig ønsker mere frihed og mindre indblanding fra det offentlige, mødes man nogen gange med den holdning, at man er "laissez faire".

Men sandheden er som borgerlig må man altid nære skepsis, når venstrefløjen lover at løse små og store samfundsproblemer gennem nye offentlige tiltag.

En ting er, at stadig mere stat koster dyrt - og skatteskruen er allerede strammet til det ubærlige - men det drejer sig IKKE kun om økonomi. Det er mere et spørgsmål om menneskesyn.

Som konservativ er jeg ikke utopist. Venstrefløjens socialistiske ideal-borger, opslugt ene og alene af fællesskabets interesser, er utopiske karikatur-tegninger. Virkelighedens mennesker er på godt og ondt styret af egne, lokale og nationale interesser. Egeninteresse lyder måske ikke så nobelt, men det er realiteten, og som borgerlig anerkender jeg, at lige præcist egeninteresse er en meget vigtig driver af samfundshjulene.

Når man vil lade det offentlige løse et givent problem, skal man derfor kritisk spørge, hvordan løsningen vil påvirke borgernes egen interesse i at løse problemet. Vil den offentlige løsning fjerne privates incitament til selv at gøre noget? Kan man omvendt tilskynde privat løsning gennem bedre incitamenter? Og ikke mindst - er den offentlige løsning overhovedet nødvendig, eller bare en panik-reaktion på dagens avisoverskrifter? 

Ofte er den fornuftige, konservative konklusion på ovenstående, at man i en given situation ikke nødvendigvis skal iværksætte en række nye offentlige initiativer, men stole på borgernes egen formåen.

Laissez faire? Jo, faktisk betyder udtrykket jo "lade gøre" - og det er jo præcist, hvad vi vil: Lade borgerne gøre noget ved tingene selv.

Det udgiftspolitiske flertals Pyrrhyssejr

Ved de det mon ikke godt - sådan inderst inde?

Jeg taler om forhandlerne fra S, SF, og Dansk Folkeparti, som i ugens løb udadtil jublede over deres "sejr", da det "udgiftspolitiske flertal", som den uhellige S-SF-DF alliance rammende er blevet kaldt, fik dagpengereformen til at kuldsejle.

Men jeg spørger om disse forhandlerne fra S, SF, og Dansk Folkeparti ikke inderst inde godt ved, at de i populismens navn har vundet en Pyrrhus-sejr - en meget dyrekøbt sejr?

For det er jo ikke for sjov, at regeringen ønsker at tage fat på et så ømtåleligt emne som dagpengeperioden. Det er ikke noget man som politiker bliver populær på, at skære i velerhvervede rettigheder.

Men grunden er selvfølgelig, at den strukturelle mangel på arbejdskraft, allerede HAR skadet vores økonomi ganske voldsomt, og at skadevirkningerne kun bliver større og større, så længe handlingslammede populister nægter at se virkeligheden i øjnene.

Så det udgiftspolitiske flertal vandt muligvis en sejr på den korte bane, men taberne bliver desværre mange, f.eks. de mennesker som ønsker sig et holdbart, finansieret velfærdssamfund sikret i længere tid end til næste valg. 

Min tale til opstillingsmøde KV 2009

Holdt ved ekstraordinær generalforsamling 26. oktober 2008, hvor Helsingørs Konservative Vælgerforenings 20 kandidater til kommunalvalget 2009 blev valgt

Hvorfor jeg blev konservativ?

Ja, det er - som Lene Espersen sagde her på landsrådet lige så meget et spørgsmål om livsanskuelse, som om politik.

Jeg er ud af en søskendeflok på 5 - pengene var ikke altid lige store. Jeg har derfor arbejdet siden jeg var 10 - også mens jeg gik på gymnasiet, også mens jeg læste til dyrlæge. Ikke alle mine jobs var lige sjove, men jeg LÆRTE noget af dem alle. Det jeg især lærte var, at hvis man evner det skal man forsørge sig selv. I et velfærdssamfund skal man yde før man kan nyde.

Som konservativ støtter jeg derfor skattestop og skattelettelser. Hårdtarbejdende familier -ikke specielt de velstående, men almindelige familier, der tager fat og måske også arbejder over i ny og næ til samfundets bedste - de skal ikke plukkes økonomisk. Man skal ikke straffes for at tage vare på sig og sine, men tværtimod belønnes.

Men ikke alle har mulighed for at yde. Jeg har arbejdet i mange år med at udvikle ny medicin mod alvorlige sygdomme. Jeg har gennem mit arbejde set, hvad det betyder at blive alvorligt syg. Derfor mener jeg også, at de som har brug for hjælp, syge, ældre, handicappede, skal samfundet gøre ALT det vi kan for.

Derfor har jeg også rost Per for, at Helsingør kommune er én af dem i landet, som bruger allermest på f.eks. ældrepleje - det fortjener de, det er for mig en konservativ mærkesag.

Så personligt ansvar og omsorg for de svage - det er nogle af mine grunde til at være konservativ.

Anmeldelse: Phillip Bobbitt's 'Terror and Consent'

Phillip Bobbitt: 'Terror and Consent'
Allen Lane, 672pp, £25.

Af Kristian Juul

Philip Bobbitts 'Terror and Consent' handler om det 21. århundredes terrorisme, som adskiller sig kvalitativt fra tidligere tiders. De nye typer terroristceller er paradoksalt nok spejlbilleder på den selvsamme ”markedsstat” – karakteriseret ved outsourcing, netværk og ”frit valg på alle hylder” – som de bekriger. Kontroversielt finder Bobbitt, at ”målet helliger midlet”, og at vi i terrorbekæmpelsen må nytænke begge dele, både mål og midler. Terrorbekæmpelsens realistiske mål kan ikke være ”sejr”, men "ikke at tabe", hvilket især betyder størst mulig beskyttelse af civilbefolkningen. Og til opnåelse af det mål, må vi acceptere nye midler, som hidtil har været fremmede for retsstaten med dens traditionelle fokus på bagudskuende opklaring og bevisføring – nye forebyggende midler som ikke sigter på straf, men på optrevling og afværgelse af planlagte terroraktioner.


Krigen mod terror – eller krigene, som Bobbitt insisterer - som befinder vi os i nu og i lang, lang tid fremover, kan ikke sammenlignes med nogen andre krige verden har kendt til.

Det hænger sammen med den helt nye slagmark, som disse krige foregår på: Ikke på åbne, ”post-Westphalske” sletter med to hære opmarcheret overfor hinanden, men som oftest i det skjulte lige midt i hjertet af det han kalder ”markedsstaten”.

Slagmarken ”markedsstaten”, den centrale præmis i bogen, kræver en uddybning: Markedsstaten ifølge Bobbitt skal forståes som afløseren til vores velkendte nationalstater. Dens basale forhold til sine borgere adskiller sig fra nationalstaten ved mere at ligne forholdet mellem private firmaer og deres kunder. I modsætning til nationalstaten ser markedsstaten sig ikke som mere end "minimal provider of goods and services", og har derfor trukket sig ud af luftfartselskaber, teleselskaber og andre traditionelle statsselskaber.

I stedet for at skabe større lighed gennem omfordeling og velfærdsydelser til marginaliserede grupper, satser markedsstaten på uddannelse, efteruddannelse og jobtræning. Samfundets velstand søges maximeret gennem vækst , som beriger alle grupper i sidste ende, snarere end ved omfordelingsmekanismer, som historien har vist bremser vækst, og snarere gør alle lidt fattigere end de behøvede at være. Pensioner er i markedsstaten i mindre grad en fast betingelsesløs ydelse, men i højere grad en afspejling af individets egne valg omkring opsparing gennem arbejdslivet. Hæren er ikke værnepligtsbaseret, men baseret på frivillige.

Kort sagt, staten forventes ikke at skabe velstand, men til gengæld at skabe infrastrukturen, de samfundsmæssige rammer for at borgere og virksomheder kan skabe velstand.

Fremfor alt er markedsstatens opgave dog at beskytte borgerne mere end at beskytte territoriet og grænserne.

Dér hvor Bobbitt virkelig bliver original og provokerende er, når han efter sin karakteristik af markedsstaten erklærer, at Al Qaida og fremtidens terrorgrupper i deres organisation og virkemidler minder forbløffende meget om markedsstaten selv.

Paradoksalt nok - trods sin krigserklæring mod alt moderne – benytter de nye terrorgrupper sig, som markedsstaten, af decentral organisering, af løst sammenvævede netværk, af udlicitering, bruger frivillige som kæmpere, og de financieres ved frivillige bidrag fremfor tvangsudskrevet beskatning. Man har ikke mange regler, men til gengæld en ufravigelig "grundlov" nemlig shariaen.

Bobbit argumenterer for at Al Qaida derfor er en "virtual stat", der uventet har fundet sin niche, sit leverum, sit virtuelle ”territorium” i netop den grænseløse globaliserede verden, hvor det er let at skjule sig i de enorme bysamfund og udnytte nettet til planlægning og finansiering af terroristaktiviteterne.

Ligesom andre stater råder Al Qaida-”staten” over masseødelæggelsesvåben, og ligesom stater erklærer man krig, som da man 23. august 1996 erklærede krig mod USA, og fik modsvaret 14. september 2001, hvor USA erklærede krig mod terror.

Al Qaidi er med andre ord en af de uventede, utilsigtede komplikationer ved globaliseringens åbne, grænseløse verden – på samme tid et spejlbillede af og en svoren fjende af den nyankomne markedsstat.

På denne jomfruelige ”slagmark” med disse to nyankomne fjender – markedsstaten og dens teroristiske vrængbillede som defineret her - overfor hinanden er det klart, at militære mål og midler må nydefineres.

Eksempelvis begrebet ”sejr”: Tidligere tiders absolutte "sejr" over fjenden, hvor man efter kampen vender hjem i triumtog kan vi glemme alt om. "Mission Accomplished" er en umulighed i denne krig, for den decentraliserede fjende har ikke ét hovedkvarter, ikke én leder, hvis udslettelse kan sikre sejren

Evnen til at beskytte civilbefolkningen betyder derfor ALT i krigen mod terror. Vi, de åbne demokratiske samfund, skal ikke gøre os håb om at vinde, forstået som at nå det utopiske mål at udrydde al terror fra klodens overflade en gang for alle. Men vi skal ifølge Bobbitt istedet stræbe efter ikke at tabe, hvilket vi kan gøre ved at forhindre, forpurre de store anslag, og ved en effektiv indsats når katastrofen alligevel slår til.

Denne anskuelse leder forfatteren til skarpt at kritisere Bush-administrationen for dens manglende styring af Iraq efter sejren i 2003 over Saddam Hussein. Man så sig som to nationalstater i en traditionel konflikt og led derfor under den gammeldags opfattelse at militær sejr var førsteprioritet. "Mission Accomplished" blev udråbt alt for tidligt, hvor man burde haft travlt med at sikre civilbefolkningen og genoprette lov og orden.

Bobbitt udvider dog sin pointe overraskende, idet han finder, at markedsstatens absolutte fokus på beskyttelse af civile også gælder når katastroferne ikke er menneskeskabte. Iagttagere har eksempelvis udråbt USAs humanitære indsats efter tsunamien som et sjældent succesfuldt slag mod terror. Omvendt har fiaskoen ved orkanens Katrinas oversvømmelse af New Orleans skadet USA’s omdømme umådeligt – og indirekte USA’s lederskab og chancer for succes i krigen mod terror.

Hvis målet ikke er ”sejr”, men ”ikke at tabe” gennem beskyttelse af civilbefolkningen – hvad så med midlerne ifølge Bobbitt i den nye krig?

Bobbitt kritiserer her skarpt de mange kritikere af krigen mod terror, som har krævet at mål og midler skal være helt sepererede, og spørger provokerende - hvis målet ikke helliger midler, hvad gør så?

Kravet om at skille mål og midler ad i krigen mod terror ser Bobbitt som et absolutistisk renhedskrav, som medfører en paralyse og forhindrer os i at forsvare os, eller som ender op i dræbende kritik af ethvert behjertet forsøg på at forsvare os.

Vi må se i øjnene, at skal vi nå målet ikke at tabe til terroren, kræver det midler, som vi ikke før ville tage i anvendelse: Forebyggende tilbageholdelse af mistænkte terrorister, øget overvågning, mere nærgående afhøringsteknikker (dog selvfølgelig ikke tortur).

I terrorbekæmpelse - specielt når/hvis masseødelæggelsesvåben falder i terroristhænder - er opklaring og straf, modsat ordinær kriminalitetsbekæmpelse, helt underordnet i forhold til at forhindre ugerningerne. Det betyder, at vi som borgere skal lære at anerkende efterretningstjenesternes forpurring af plots og optrevling af terrorgrupper som det tætteste vi kommer på "sejr". Det betyder også, at i myndighedernes afhøring af mistænkte terrorister er fremskaffelse af beviser til en fremtidig retssag underordnet det mål at fremskaffe informationer som kan afværge nært forestående angreb eller optrevle andre netværk.

Denne argumentationsrække leder Bobbitt til en diskussion af den ubehagelige ”Tikkende bombe”-problematik – om man for at afværge et terrorangreb skal have lov at torturere en mistænkt.

Her er Bobbitt befriende klar: Afhøring af mistænkte terrorister skal foretages indenfor loven, og tortur skal aldrig lovliggøres. Men samtidig pointerer han, at i en ”Tikkende bombe”-situation vil enhver ansvarlig myndighedsperson forventes at gøre, hvad situationen kræver – og retsvæsenet selvfølgelig efterfølgende forventes at se med milde øjne på eventuelle lovovertrædelser, som situationen krævede.

Krigen mod terror rejser i det hele taget mange moralske og juridiske dilemmaer, men retssamfund skal naturligvis altid respektere egne love. Hvis loven af idag ikke tillader de midler, situationen iøvrigt kræver, så understreger Bobbitt, at loven skal laves om fremfor at bøje eller bryde den i terrorbekæmpelsens navn.

Et godt eksempel er aflytning og overvågning: Når intet er lettere for en terrorist end at oprette en hotmail eller købe en anonym mobil med taletid kan tidligere tiders krav om klar juridisk begrundelse og dommerkendelse som grundlag for aflytning og overvågning ikke opretholdes. Det må tillades at "screene" al kommunikation - selvom det involverer uskyldige borgeres og på en måde krænker eller indskrænker deres retssikkerhed.

Dilemmaerne får Bobbitt til at citere filosoffen Waltzer (1973), der i sit essay "Political action: the problem of dirty hands" påviste, hvordan beslutningstagere kan havne i dilemmaer, hvor ingen af valgene er entydigt moralsk forsvarlige – hvilket dog ikke er det samme, som at man skal afholde sig fra at træffe det valg, som redder flest mulige uskyldige, trods at det giver ”beskidte hænder”.

Bogen er dybt originalt og indsigtfuldt, klart den bedste post 9/11-bog jeg har læst. Som få andre blander Bobbitt historie, jura og miltær strategi sammen i en overbevisende forklaring af den nye tids terror, hvis udspring ikke er religion eller fattigdom, men som udspringer af modstanden mod markedsstatens frihedsrettigheder og næsten ubegrænsede valgmuligheder, paradoksalt kombineret med terroristernes kyniske udnyttelse af selvsamme markedsstats historiske teknologiske, økonomiske og demokratiske landvindinger.

Min største anke er dog, at jeg savner en mere udtømmende definition på netop "market-state", Bobbitts centrale præmis. Markedsstatens fokus beskrives udelukkende i forhold til samfundets økonomiske, juridiske og militære funktioner - men hvor i markedsstaten bliver der plads til den rolle nationalstaten har haft i 150 år som bærer af de kulturelle, historiske og religiøse bånd mellem borgerne? Staten har jo og vil altid have andre formål end "frit valg på alle hylder". Jeg synes man kan stille spørgsmålstegn ved, om "borger" og "bruger" og "forbruger", som jeg læser Bobbitt, i markedsstaten virkelig smelter sammen til én og samme.

Som europæer føler man sig også lidt overset, når Bobbitt i sin analyse af markedsstaen og den globale terrorbekæmpelse stort set kun dybdeanalyserer US/UK, mens EU-landene stort set lades udenfor beretningen, fraset nogle drøje hug til især enkeltmedlemmer som Frankrig, Tyskland og Spanien. Ruslands og Kinas (voksende) rolle diskuteres heller ikke.

I Bobbitt’s risikovurdering af terrroristers mulighed for at anskaffe og bruge WMD sad jeg som læser med en lille tvivl – især indenfor mit eget kompetencefelt, oligonucleotider (jeg arbejder for et biotech-firma specialiseret i oligonucleotider), en teknologi som Bobbitt mener meget let og billigt kan anvendes til at ”genoplive” koppevirus og bruges som biologisk våben. Dét er, selvom jeg også selv kender Guardian-historien fra sommeren 2006, dog ikke så let som det fremstilles!

Kissinger, Blair, vores egen Per Stig Møller og mange andre har rost denne bog til skyerne, og med god grund.

Vil man forstå det 21. århundredes hidtil største sikkerhedspolitiske udfordring, terroren, er bogen et must.

Uberettiget kritik af udenrigsminister

I forlængelse af redegørelsen om formodede CIA-flyvninger i dansk luftrum, kritiserer diverse oppositionspolitikere Udenrigsminister Per Stig Møller.

Historien handler om, at regeringens redegørelse beskriver, at Storbritannien - efter at det kom frem, at USA i to tilfælde havde krænket britisk luftrum - fik en amerikansk forsikring om, at det ikke var sket i flere tilfælde siden 2001.

Dette mener oppositionen skulle være i modstrid med, at udenrigsministeren på pressemødet i torsdag fastslog, at  "alle de lande, der har forsøgt at få USA til at af- eller bekræfte hemmelige fangeflyvninger, er blevet afvist af Washington".

Dette får oppositionspolitikerne til at konkludere, at der er en modsigelse her, og at udenrigsministeren derfor taler "usandt", f.eks.  Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod:

»Per Stig Møller taler jo usandt, når han siger, at ingen lande har fået noget af vide om transporterne fra amerikanerne« 

Men er der nogen reel selvmodsigelse mellem redegørelsen og udenrigsministerens ord?

Og hvad var det egentlig, der skete i den omtalte sag om krænkelser af britisk luftrum?

Det beskæftiger interessant nok de noget skingre oppositionspolitikere sig ikke nøjere med i deres iver efter at mistænkeliggøre regeringen. De danske medier er heller ikke til meget hjælp.

Vil man kende  UK-sagen nærmere er man nødt til at gå til internationale medier, f.eks. ABC eller USAToday eller Guardian

Her er historien, som daterer sig til februar 2008:

CIA Director Michael Hayden acknowledged Thursday that two rendition flights carrying terror suspects refueled on British territory, despite repeated U.S. assurances that none of the secret flights since the Sept. 11 attacks had used British airspace or soil.

Hayden told agency employees that information previously provided to the British "turned out to be wrong."

The spy agency reviewed rendition records late last year and discovered that in 2002 the CIA had in fact refueled two separate planes, each carrying a terror suspect, on Diego Garcia, a British island territory in the Indian Ocean.

"The refueling, conducted more than five years ago, lasted just a short time. But it happened. That we found this mistake ourselves, and that we brought it to the attention of the British government, in no way changes or excuses the reality that we were in the wrong. An important part of intelligence work, inherently urgent, complex, and uncertain, is to take responsibility for errors and to learn from them," Hayden stated in the message obtained by The Associated Press.

Hayden said neither man was tortured and denied there has ever been a holding facility for CIA prisoners on Diego Garcia. Both men remained on their respective planes during the brief stops, according to a U.S. intelligence official who spoke on condition of anonymity because of the sensitivity of the matter.

Hvad er altså sagens substans her: At CIA 5 år efter transporterne gennemgår deres optegnelser og opdager, at man har begået en fejl. USA underretter derefter på eget initiativ UK, og beklager meget og lover at lære af denne fejl.

Når Per Stig Møller derfor forklarer, at "alle de lande, der har forsøgt at få USA til at af- eller bekræfte hemmelige fangeflyvninger, er blevet afvist af Washington", er det derfor 100% korrekt. 

Det var ikke UK, som fik af- eller bekræftet noget som helst. USA tog tydeligvis selv initiativ til at fortælle briterne om sagen om de ulovlige CIA-landinger på Diego Garcia i det Indiske Ocean.

Det er en vigtig forskel, og hvis oppositionspartierne havde sat sig ordentligt ind i sagen, ville de indse, at udenrigsministeren ikke har talt "usandt".

Oppositionen har som demokratisk pligt at kritisere regeringen, men dette er en intellektuel slap og sjusket kritik.

"Socialliberale under de blodrøde faner"

Overskriften er ikke min formulering, men en forarget radikals afstandtagen fra Margrethe Vestagers forbløffende melding om, at R godt vil i regering med SF.

Jeg roste her på bloggen R for deres finanslovs-forslag, som fokuserede på lavere topskat og kortere dagpengeperiode for at øge arbejdsudbuddet. Fornuftige borgerlige holdninger...

Men hvorhen slingrer R nu hen? Væk fra de besindige borgerlige værdier og over imod et "blodrødt" socialistisk parti, som trods Villy Søvndals taktiske trækken ind mod midten, stadig i deres partiprogram fra 2003 taler for en "revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen" og "gennemgribende reformer, hvis langsigtede konsekvens vil være en egentlig afskaffelse af den kapitalistiske magtstruktur."

Mener Margrethe Vestager at hun i et regeringssamarbejde med socialister, som ønsker en revolutionær proces og afskaffelse af kapitalismen, bedre kan komme igennem med lavere topskat og kortere dagpengeperiode end ved samarbejde med Konservative og Venstre?

Jeg forstår ærlig talt godt pragmatiske radikale ser med vantro deres parti - tidligere kendt som socialliberalt - indlemmet under "de blodrøde faner".

Jeg kan kun opfordre de sidste tilbageværende borgerligt sindede radikale vælgere, som ønsker en ansvarlig økonomisk politik og en moderat borgerlig linie, til at se sig godt om i det politiske landskab efter alternativer.