S-formanden afviser idag kategorisk ikke alene forslaget fra Arbejdsmarkedskommissionen om hurtigt at sætte efterlønsalderen op til 62 år, men enhver form for ændring af efterlønnen.
Thorning-Schmidts eneste begrundelse er, at hun ikke vil skabe "usikkerhed for borgerne".
Jeg tror ikke nogen partier går ind for at skabe usikkerhed for borgerne.
Men hvorhenne er S-formandens seriøse overvejelser om baggrunden for Arbejdsmarkedskommissionens forslag - nemlig den fatale mangel på arbejdskraft, som har kastet Danmark ud i økonomisk recession for første gang i årtier?
Stadig lammet et det granatchok, som efterlønnen påførte forgængeren Poul Nyrup, mangler Socialdemokraternes nuværende formand enhver form for mod eller evne til at gøre noget ved tidens alvorligste problem i Danmark - at det offentlige betaler sunde, raske og arbejdsdygtige mennesker for at træde ud af det arbejdsmarked, som har så desperat brug for dem.
Efterlønnen fremstår idag som en monumental fejltagelse, som påfører samfundsøkonomien ødelæggende konsekvenser - og det eneste parti, som har modet til at fortælle vælgerne ligeud, at vi ikke længere har råd til at betale arbejdsdygtige menneskers alt for tidlige tilbagetrækning, er Det konservative Folkeparti.
Jeg ved at det ikke er populært. Jeg ville ønske jeg som politiker kunne "garantere" vælgerne at alle velerhvervede rettigheder varer ved for evigt, også retten til at trække sig tilbage 5 år før den egentlige pensionering.
Men sandheden er, at hvis vi ikke har modet til at reagere nu, vil skadevirkningerne af efterlønnen og arbejdskraftsmanglen blive mangedoblet.
Hvis vi lader os lamme af frygt for "at skabe usikkerhed", så risikerer Danmark at ende i en situation, hvor intet længere er sikkert.
fredag den 29. august 2008
tirsdag den 26. august 2008
Det aldrende Danmark
Hans Kornø Rasmussen tegner i bogen "Den danske stamme" et demografisk billede af, hvordan den danske fremtid vil forme sig.
Han slår fast, at siden 1968 har vi ikke reproduceret os selv, dvs. haft et fødselstal, som har overgået antal døde. Når befolkningstallet alligevel har holdt sig nogenlunde stabilt, skyldes det dels at vi lever længere, dels indvandring - faktisk er det over 90 % af befolkningstilvæksten i Danmark som skyldes indvandring.
Søren Pind har for nyligt jf. JP inspireret af denne bog udtalt frygt for, at den øgede indvandring kan have udslettet den særegne danske stamme i år 2050.
Han slår fast, at siden 1968 har vi ikke reproduceret os selv, dvs. haft et fødselstal, som har overgået antal døde. Når befolkningstallet alligevel har holdt sig nogenlunde stabilt, skyldes det dels at vi lever længere, dels indvandring - faktisk er det over 90 % af befolkningstilvæksten i Danmark som skyldes indvandring.
Søren Pind har for nyligt jf. JP inspireret af denne bog udtalt frygt for, at den øgede indvandring kan have udslettet den særegne danske stamme i år 2050.
Jeg hilser debatten velkommen. Demografi lyder gabende kedsommeligt, men det måske én af tidens største politiske udfordringer.
Danmark ældes - og det er en ringe trøst, at Sydeuropa ældes endnu mere idet der forudses dramatisk faldende befolkningstal i lande som Italien og Spanien pga. katastrofalt lave fødselsrater.
Fødselsunderskuddet vil i de kommende årtier stille alle vestlige samfund overfor enorme udfordringer - færre forsørgere, flere som skal forsørges.
Når politikere så nødigt taler om dette problem, er det måske fordi det er stort og så strukturelt, at de færreste kan se en løsning på det.
Hvordan ansporer man en hel befolkning til at få markant flere børn? Kan man som politiker overhovedet tillade sig at blande sig i noget så privat som beslutningen om at stifte familie, og hvor stor familien skal være - selv på det overordnede plan?
Måske, måske ikke, men befolkningen skal i hvert fald kende de langsigtede konsekvenser af fødselsunderskuddet - den gradvise reduktion af det danske folk.
Skal man for alvor gøre noget ved problemet, tror jeg det kræver en familiepolitik, som er helt nytænket, og som opererer på meget langt stræk - og som virkelig tilbundsgående sætter ind med tiltag, som letter de stressede og pressede børnefamiliers hverdag.
torsdag den 21. august 2008
Den politiske sommer 2008
Velkommen tilbage efter sommerferien til "Borgerens" læsere - næsten 2000 har gennem det sidste halve år klikket sig ind på bloggen, og jeg takker hver og én for interessen og for de mange tankevækkende kommentarer.
Mit mål for resten af året er gennem højaktuelle, personligt vinklede indlæg at nå ud til endnu flere læsere for at få endnu mere debat.
Sommeren 2008 bød på mere politisk drama end sædvanligt i agurketiden.
Størst drama har været omkring EU-domstolens kendelse om arbejdskraftens frie bevægelighed, der ser ud til at underminere dele af den danske indvandringspolitik. Tonen har været skinger, og Dansk Folkeparti har scoret en del points på den sag.
Skal man imidlertid prøve at tøjle følelserne en smule og se nøgternt på sagen, så vedrører dommen kun et meget lille hjørne af indvandringspolitikken. Som jeg ser det, presser EU ikke nu pludselig en ladeport åben gennem Danmarks grænser, men domstolens pointe er at arbejdskraft skal have vide beføjelser for at krydse grænserne indenfor EU.
Lige nu er Danmarks største strukturelle problem mangel på arbejdskraft, og i stedet for sort-hvidt at gøre domstolen til skurk, burde man anerkende arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor unionen som et gode, der skal afbalanceres med Danmarks selvfølgelige ret til at hævde vores ret til selv at definere udlændingepolitikken.
Den anden store sag i sommeren 2008 vedrører også udlændingepolitikken, nemlig S og SF's pludselige forbrødring omkring bl.a. 24-års reglen.
Kommentatorer mente efterfølgende, at trækket havde styrket oppositionen, men jeg er uenig:
SF gør af rent og skært magtbegær vold på grundlæggende principper. Dette er et kalkuleret kynisk skaktræk, som skal lukke den flanke venstrefløjen har i forhold til befolkningens holdninger til indvandring.
Nu spiller jeg selv skak og jeg må bedrøve Villy med at denne manøvre er FOR åbenlys. Både internt og i befolkningen er man altså ikke dummere, end at man let kan gennemskue hulheden i SFs kovending.
Der er allerede intern ballade i SF over beslutningen, se f.eks. her. Og meningsmålingerne viser stik imod kommentatorernes vurdering ikke tegn på, at oppositionen står stærkere i befolkningen.
Nu venter så efteråret, og hvilke politiske sager forventes at fylde dagsordenen?
Jeg ser personligt frem til, at diskussionen om skattepolitik spidser til, når Skattekommisionen i starten af 2009 afleverer sine anbefalinger. Aldrig har behovet for at nedsætte personskatterne været større, og som Konservative er det vores fornemste pligt at gøre alt for at skubbe beslutningerne den rigtige vej. Vær sikker på, at jeg i "Borgeren" og andre fora vil gøre mit yderste!
Dernæst er der den globale og hjemlige økonomiske recession: Som jeg skrev i min klumme i 180 grader er det som om alvoren ikke rigtigt er gået op for os. Jeg er temmelig sikker på, at det kommer den til.
Vi skal genopfinde en formel for vækst i det danske samfund, vi skal have mere innovation, teknologi, forskning. Men først og fremmest skal vi gennem skattepolitikken give borgerne meget mere incitament til at yde deres ypperste - til egen, men i sidste ende også til samfundets bedste.
fredag den 11. juli 2008
En krise, men ikke en systemkrise
Den økonomiske krise i Danmark og i verdenssamfundet mærkes stadig hårdere – de stigende mad- og benzinpriser, de faldende boligpriser. I dag kom så endnu et bank-kollaps, Roskilde Bank.
Med mine 40 år er jeg gammel nok til at huske sidste store krise – 70’erne – og hvor langt og sejt et træk landet måtte igennem for at få økonomien tilbage på ret kurs igen under den Konservative ledelse af landet i 80’erne.
Jeg husker krisen i 70’erne som en uventet mavepuster efter de sorgløse 60’ere, og også denne gang er det, som det kommer bag på os, at de gode tider, som nu har varet stort set uafbrudt siden starten af 90’erne, ikke varer ved.
Men hvorfor? Frie markedssamfund er kendetegnet ved periodiske opgangs- og nedgangstider. Det er markedets indbyggede dynamik, som bevirker at gradvist opbyggede skævheder mellem udbud og efterspørgel korrigeres – nogle gange blødt og umærkeligt, andre gange voldsomt og dramatisk.
Med andre ord – hvad vi oplever, er en krise, men det er ikke, som visse venstreintellektuelle er begyndt at hævde – kapitalismens krise, en systemkrise. Tværtimod er krisen et tegn på systemets sundhed, på markedernes indbyggede evne til at korrigere sig selv, når visse ubalancer er blevet for store.
Løsningen er derfor ikke den traditionelle venstreorienterede recept – mere regulering, mere stat, mindre privat. Dét prøvede Anker Jørgensen som bekendt i 70’erne, med fatale resultater.
Løsningen er at lade markedet korrigere sig selv i fred og ro, sådan som det så småt er ved at ske nu, at lade markedet finde en ny balance.
Med mine 40 år er jeg gammel nok til at huske sidste store krise – 70’erne – og hvor langt og sejt et træk landet måtte igennem for at få økonomien tilbage på ret kurs igen under den Konservative ledelse af landet i 80’erne.
Jeg husker krisen i 70’erne som en uventet mavepuster efter de sorgløse 60’ere, og også denne gang er det, som det kommer bag på os, at de gode tider, som nu har varet stort set uafbrudt siden starten af 90’erne, ikke varer ved.
Men hvorfor? Frie markedssamfund er kendetegnet ved periodiske opgangs- og nedgangstider. Det er markedets indbyggede dynamik, som bevirker at gradvist opbyggede skævheder mellem udbud og efterspørgel korrigeres – nogle gange blødt og umærkeligt, andre gange voldsomt og dramatisk.
Med andre ord – hvad vi oplever, er en krise, men det er ikke, som visse venstreintellektuelle er begyndt at hævde – kapitalismens krise, en systemkrise. Tværtimod er krisen et tegn på systemets sundhed, på markedernes indbyggede evne til at korrigere sig selv, når visse ubalancer er blevet for store.
Løsningen er derfor ikke den traditionelle venstreorienterede recept – mere regulering, mere stat, mindre privat. Dét prøvede Anker Jørgensen som bekendt i 70’erne, med fatale resultater.
Løsningen er at lade markedet korrigere sig selv i fred og ro, sådan som det så småt er ved at ske nu, at lade markedet finde en ny balance.
onsdag den 9. juli 2008
Den dummeste politiske beslutning nogensinde
Med ni års forsinkelse fortryder Svend Auken nu to ting:
Det er glædeligt, at ledende socialdemokrater nu kommer til nogenlunde samme erkendelse.
Mogens Lykketofts søforklaringer om, at man i 1999 ikke kunne forudse udviklingen i middellevealderen, er derimod helt ubrugelig.
Faktum er, at allerede dengang gav sænkningen af pensionsalderen et helt forkert signal til borgerne om, hvornår man bør trække sig tilbage.
Siden er konsekvensen af den "dummeste politiske beslutning nogensinde" blevet endnu værre:
Den giftige cocktail af tidlig pensionering og muligheden for efterløn til borgere, som slet ikke behøvede trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, har efterhånden fået dansk økonomi til at gå i stå på grund af arbejdskraftmangel.
Vi har som samfund ikke råd til at leve med de fatale konsekvenser af SR's fejldispositioner.
Pensionsalderen må op, og efterlønnen afskaffes.
Tænketanken CEPOS har fornyligt beregnet, at der ville komme 200.000 flere i arbejde, hvis vi gik tilbage til 67 år som pensionsalder og afskaffede efterlønnen.
- At SR-regeringen i 1999 "pillede" ved efterlønnenen
- At SR-regeringen samtidig i 1999 sætte pensionsalderen ned fra 67 til 65 år.
Jeg kan roligt slå fast, at jeg er enig i det med pensionsalderen. Hvad angår efterlønnen burde Svend Aukens fortrydelse snarere gå på, at han overhovedet indførte den.
Men for nu at kommentere på pensionsalderen, så fristes jeg til at citere professor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet, Per H. Jensen
'Da man i 1999 nedsatte folkepensionsalderen fra 67 til 65 år, var det det dummeste, som danske politikere nogensinde har gjort'.
Det er glædeligt, at ledende socialdemokrater nu kommer til nogenlunde samme erkendelse.
Mogens Lykketofts søforklaringer om, at man i 1999 ikke kunne forudse udviklingen i middellevealderen, er derimod helt ubrugelig.
Faktum er, at allerede dengang gav sænkningen af pensionsalderen et helt forkert signal til borgerne om, hvornår man bør trække sig tilbage.
Siden er konsekvensen af den "dummeste politiske beslutning nogensinde" blevet endnu værre:
Den giftige cocktail af tidlig pensionering og muligheden for efterløn til borgere, som slet ikke behøvede trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, har efterhånden fået dansk økonomi til at gå i stå på grund af arbejdskraftmangel.
Vi har som samfund ikke råd til at leve med de fatale konsekvenser af SR's fejldispositioner.
Pensionsalderen må op, og efterlønnen afskaffes.
Tænketanken CEPOS har fornyligt beregnet, at der ville komme 200.000 flere i arbejde, hvis vi gik tilbage til 67 år som pensionsalder og afskaffede efterlønnen.
Vi kunne godt bruge 200.000 ekstra par hænder på det danske arbejdsmarked.
Det er ikke et spørgsmål om ideologi, men om sund fornuft: Skal Danmark ud af krisen, må alle borgere, som kan arbejde, også gøre det - uanset alder. Den luksus at lade staten betale raske og rørige for at trække sig tidligt tilbage, hører en svunden tid til, og jo før politikerne indser dette, jo bedre.
Det er ikke et spørgsmål om ideologi, men om sund fornuft: Skal Danmark ud af krisen, må alle borgere, som kan arbejde, også gøre det - uanset alder. Den luksus at lade staten betale raske og rørige for at trække sig tidligt tilbage, hører en svunden tid til, og jo før politikerne indser dette, jo bedre.
søndag den 6. juli 2008
Barnepigestaten
Bragt i Weekendavisen 4. juli 2008
af Kristian Juul
Er velfærdsstaten ved at kamme over og udvikle sig til en barnepigestat?
Hvad andet end barnepigestat kan vi nemlig kalde det, når levnedsmiddelkontrollanter i fødevaresikkerhedens navn, som det skete for nyligt, møder op i FCK's fanbutik for at forlange skærpet kontrol af lakridspastiller og energibarer?
Som borger kan man blot ryste på hovedet over denne type meningsløs lovgivning "for dit eget bedste", hvoraf FCK-sagen blot er ét aktuelt eksempel blandt alt for mange.
Det enorme spild af tid og penge den slags medfører er grelt nok, men hvad værre er - den tiltagende udskiftning af sund fornuft med rigide regler udhuler gradvist vores personlige frihed.
Folkesundheden udgør i dag frontlinjen i statens tiltagende trang til at blande sig i borgernes liv: Offentlig sundhed er ikke længere blot et spørgsmål om at stille et velfungerende sundhedsvæsen til rådighed, men i stigende grad om statslige restriktioner overfor borgernes før frie adfærd, når det gælder fødevarer, medicinforbrug, rygning, sodavand, transfedtsyrer, alkohol, spil, mobiltelefoner, cykelhjelme - jeg kunne blive ved.
Men trods barnepigestatens detailstyring af livet fra vugge til grav, har Danmark som bekendt ikke en prangende placering mht. levetid. Er der således virkelig belæg for at tro, at til stadighed mere af den infantiliserende indblanding fra staten vil give os et længere eller lykkeligere liv?
Selvom borgerlige ikke er uden medskyld i udviklingen, kommer disse indgreb i vores frihed som oftest fra venstrefløjen, og ikke uden grund: Min påstand er, at velfærdsstatens tiltagende barnepigementalitet er en ny form for socialisme, eller måske rettere den velkendte gammeldags slags, men blot pakket mere appetitligt ind.
I stedet for at omfordele rigdommene yderligere, hvilket vanskeligt kan lade sig gøre i Danmark, da vi som bekendt allerede er verdensmestre i omfordeling, udgør barnepigementaliteten en mere farbar vej for venstrefløjen til hele tiden at lade "fællesskabets bedste" stå over borgernes personlige valg og frihed.
Nobelprisvinder i økonomi, James Buchanan, redegjorde for nyligt i artiklen "Afraid to be Free: Dependency as Desideratum," for fænomenet politikere, der i stigende grad ikke kan modstå fristelsen til at blande sig i næsten ethvert tænkeligt aspekt af vores liv, kombineret med, mere foruroligende, en manglende bekymring hos borgerne over indblandingen.
Måske er vi blevet så vant til, at forsigtighed må stå over selv den mest abstrakte risiko, at vi ikke længere stiller spørgsmålstegn ved formynderiet? Måske kunne FCKs lakridspastiller teoretisk udgøre en risiko, forsvindende lille, ja, men alligevel? Måske er det godt, at staten slår ned på den slags?
Eller måske er det altsammen et symptom på, at vi ligefrem blevet bange for friheden, som James Buchanan provokerende skriver?
Som borgerlig og frihedselskende tror jeg fuldt og fast på, at det er friheden og det frie marked, ikke statens indblanding og formynderi, som har gjort os så historisk set sunde, lykkelige og generelt godt stillet som vi nu er.
Vi må derfor som borgerlige arbejde på at tvinge staten til at slippe sit omklamrende tag i borgerne. Frie borgere behøver ingen livslang rideranke på barnepigestatens skød for at leve et godt liv, tværtimod.
af Kristian Juul
Er velfærdsstaten ved at kamme over og udvikle sig til en barnepigestat?
Hvad andet end barnepigestat kan vi nemlig kalde det, når levnedsmiddelkontrollanter i fødevaresikkerhedens navn, som det skete for nyligt, møder op i FCK's fanbutik for at forlange skærpet kontrol af lakridspastiller og energibarer?
Som borger kan man blot ryste på hovedet over denne type meningsløs lovgivning "for dit eget bedste", hvoraf FCK-sagen blot er ét aktuelt eksempel blandt alt for mange.
Det enorme spild af tid og penge den slags medfører er grelt nok, men hvad værre er - den tiltagende udskiftning af sund fornuft med rigide regler udhuler gradvist vores personlige frihed.
Folkesundheden udgør i dag frontlinjen i statens tiltagende trang til at blande sig i borgernes liv: Offentlig sundhed er ikke længere blot et spørgsmål om at stille et velfungerende sundhedsvæsen til rådighed, men i stigende grad om statslige restriktioner overfor borgernes før frie adfærd, når det gælder fødevarer, medicinforbrug, rygning, sodavand, transfedtsyrer, alkohol, spil, mobiltelefoner, cykelhjelme - jeg kunne blive ved.
Men trods barnepigestatens detailstyring af livet fra vugge til grav, har Danmark som bekendt ikke en prangende placering mht. levetid. Er der således virkelig belæg for at tro, at til stadighed mere af den infantiliserende indblanding fra staten vil give os et længere eller lykkeligere liv?
Selvom borgerlige ikke er uden medskyld i udviklingen, kommer disse indgreb i vores frihed som oftest fra venstrefløjen, og ikke uden grund: Min påstand er, at velfærdsstatens tiltagende barnepigementalitet er en ny form for socialisme, eller måske rettere den velkendte gammeldags slags, men blot pakket mere appetitligt ind.
I stedet for at omfordele rigdommene yderligere, hvilket vanskeligt kan lade sig gøre i Danmark, da vi som bekendt allerede er verdensmestre i omfordeling, udgør barnepigementaliteten en mere farbar vej for venstrefløjen til hele tiden at lade "fællesskabets bedste" stå over borgernes personlige valg og frihed.
Nobelprisvinder i økonomi, James Buchanan, redegjorde for nyligt i artiklen "Afraid to be Free: Dependency as Desideratum," for fænomenet politikere, der i stigende grad ikke kan modstå fristelsen til at blande sig i næsten ethvert tænkeligt aspekt af vores liv, kombineret med, mere foruroligende, en manglende bekymring hos borgerne over indblandingen.
Måske er vi blevet så vant til, at forsigtighed må stå over selv den mest abstrakte risiko, at vi ikke længere stiller spørgsmålstegn ved formynderiet? Måske kunne FCKs lakridspastiller teoretisk udgøre en risiko, forsvindende lille, ja, men alligevel? Måske er det godt, at staten slår ned på den slags?
Eller måske er det altsammen et symptom på, at vi ligefrem blevet bange for friheden, som James Buchanan provokerende skriver?
Som borgerlig og frihedselskende tror jeg fuldt og fast på, at det er friheden og det frie marked, ikke statens indblanding og formynderi, som har gjort os så historisk set sunde, lykkelige og generelt godt stillet som vi nu er.
Vi må derfor som borgerlige arbejde på at tvinge staten til at slippe sit omklamrende tag i borgerne. Frie borgere behøver ingen livslang rideranke på barnepigestatens skød for at leve et godt liv, tværtimod.
onsdag den 2. juli 2008
Borgerlig dynamik, socialdemokratisk stilstand
Det er glædeligt at se Venstre-folk langt om længe tilslutte sig, hvad vi Konservative har sagt så længe - at dansk økonomi i den globale økonomi langsomt, men sikkert er ved at kvæles under skattetrykket, og at lettelser i topskatten er den sikreste vej til at få folk til at arbejde mere.
Og arbejde mere, er den eneste vej ud af det, der kan gå hen og blive den værste økonomiske krise siden oliekrisen.
I skærende kontrast til denne analyse er Socialdemokraternes svar. Morten Bødskov "tordner" imod lettelser, fordi "de ikke er fuldt finansieret".
S vil i klassisk Keynesiansk stil hellere igangsætte store offentlige anlægsinvesteringer.
Det giver mindelser om Stauning og 1930'ernes krisestyring.
Men man skal altså passe uhyre meget på med paralleler til nutidens krise og 1930'ernes depression. Vi har idag i modsætning til 1930erne ingen massearbejdsløshed.
Krisen skyldes tværtimod, at industrien skriger efter arbejdskraft og derfor ikke kan udnytte kapaciteten.
Og så vil S offentlige anlægsinvesteringer! Dvs. enten konkurrere med erhvervslivet om den i forvejen utroligt knappe arbejdskraft eller skulle importere endnu mere arbejdskraft for at få det gjort!
Det er et helt ubrugeligt og direkte skadeligt forslag!
Og så er Socialdemokraternes snævre fokus på, om skattelettelser er fuldt finansierede eller ej, krone for krone, udtryk for en betonagtig tankegang.
De dynamiske effekter af, at produktiviteten stiger pga. skattelettelser, som dermed i høj grad bliver selvfinansieret, er veldokumenteret og har virket glimrende i de lande, som har været mindre berøringsangste overfor reformer.
Som det bedrøveligvis har været tilfældet i mange år, så lever Socialdemokraterne i fortiden, og deres svar på nutidens problemer er utidssvarende løsninger.
Kun borgerlig økonomisk politik kan redde Danmark ud af krisen.
En sidste kommentar: Véd S iøvrigt selv hvad de vil?
For kun få måneder udtalte Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup:"Det er min vurdering, at topskatten skal sænkes. Det kan være, at der bliver tale om en kombination af, at færre skal betale topskat, og at skatten på den sidst tjente krone sættes ned."
Kloge ord, som man nu løber fra hurtigere end en hest kan rende.
Og arbejde mere, er den eneste vej ud af det, der kan gå hen og blive den værste økonomiske krise siden oliekrisen.
I skærende kontrast til denne analyse er Socialdemokraternes svar. Morten Bødskov "tordner" imod lettelser, fordi "de ikke er fuldt finansieret".
S vil i klassisk Keynesiansk stil hellere igangsætte store offentlige anlægsinvesteringer.
Det giver mindelser om Stauning og 1930'ernes krisestyring.
Men man skal altså passe uhyre meget på med paralleler til nutidens krise og 1930'ernes depression. Vi har idag i modsætning til 1930erne ingen massearbejdsløshed.
Krisen skyldes tværtimod, at industrien skriger efter arbejdskraft og derfor ikke kan udnytte kapaciteten.
Og så vil S offentlige anlægsinvesteringer! Dvs. enten konkurrere med erhvervslivet om den i forvejen utroligt knappe arbejdskraft eller skulle importere endnu mere arbejdskraft for at få det gjort!
Det er et helt ubrugeligt og direkte skadeligt forslag!
Og så er Socialdemokraternes snævre fokus på, om skattelettelser er fuldt finansierede eller ej, krone for krone, udtryk for en betonagtig tankegang.
De dynamiske effekter af, at produktiviteten stiger pga. skattelettelser, som dermed i høj grad bliver selvfinansieret, er veldokumenteret og har virket glimrende i de lande, som har været mindre berøringsangste overfor reformer.
Som det bedrøveligvis har været tilfældet i mange år, så lever Socialdemokraterne i fortiden, og deres svar på nutidens problemer er utidssvarende løsninger.
Kun borgerlig økonomisk politik kan redde Danmark ud af krisen.
En sidste kommentar: Véd S iøvrigt selv hvad de vil?
For kun få måneder udtalte Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup:"Det er min vurdering, at topskatten skal sænkes. Det kan være, at der bliver tale om en kombination af, at færre skal betale topskat, og at skatten på den sidst tjente krone sættes ned."
Kloge ord, som man nu løber fra hurtigere end en hest kan rende.
Abonner på:
Opslag (Atom)
