Keynes ikke svaret

Krisen er med en vis ret blevet i omfang sammenlignet med 1930'ernes depression - og hvad er så mere naturligt end også at hale den tids løsning, New Deal med keynesiansk massive offentlige investeringer, op ad mølposen, for at "kickstarte" økonomien?

Det er især venstrefløjens patentløsning, men jeg tror man skal passe meget på falske analogier. Hvor meget ligner vor tids økonomi den svundne tid for 70-80 år siden, når det kommer til stykket?

Ikke ret meget. 1930'erne var et industrisamfund, hvor infrastrukturen stadig var svag, hvor flytningen fra land til by endnu ikke var kulmineret.

Det gav mening dengang at satse umådelige skattekroner i store investeringer i infrastruktur, såsom veje, jernbaner, opførelse og renovering af offentlige bygninger, osv.

I dag har vi en infrastruktur, der på ingen måde er "nedslidt" - spørg blot en hvilken som helst udlænding og de vil skamrose os for vores infrastruktur. Den skal vedligeholdes, ja, og på udvalgte områder udbygges, ja, men massiv udpumpning af skattekroner i fysisk infrastruktur, vil ikke i sig selv skabe vækst.

I Danmark har vi derimod brug for gode idéer - og at videnstunge virksomheder og medarbejdere investerer og omsætter de gode idéer til gode, konkurrencedygtige produkter.

Så løsningen er ikke at lade håndværkerne og bygningsarbejderne opføre keynesianske monomenter.

Løsningen er innovation - og at staten sikrer, at der kan lånes penge til at virkeliggøre de gode idéer.

En krise, men ikke en systemkrise

Den økonomiske krise i Danmark og i verdenssamfundet mærkes stadig hårdere – de stigende mad- og benzinpriser, de faldende boligpriser. I dag kom så endnu et bank-kollaps, Roskilde Bank.

Med mine 40 år er jeg gammel nok til at huske sidste store krise – 70’erne – og hvor langt og sejt et træk landet måtte igennem for at få økonomien tilbage på ret kurs igen under den Konservative ledelse af landet i 80’erne.

Jeg husker krisen i 70’erne som en uventet mavepuster efter de sorgløse 60’ere, og også denne gang er det, som det kommer bag på os, at de gode tider, som nu har varet stort set uafbrudt siden starten af 90’erne, ikke varer ved.

Men hvorfor? Frie markedssamfund er kendetegnet ved periodiske opgangs- og nedgangstider. Det er markedets indbyggede dynamik, som bevirker at gradvist opbyggede skævheder mellem udbud og efterspørgel korrigeres – nogle gange blødt og umærkeligt, andre gange voldsomt og dramatisk.

Med andre ord – hvad vi oplever, er en krise, men det er ikke, som visse venstreintellektuelle er begyndt at hævde – kapitalismens krise, en systemkrise. Tværtimod er krisen et tegn på systemets sundhed, på markedernes indbyggede evne til at korrigere sig selv, når visse ubalancer er blevet for store.

Løsningen er derfor ikke den traditionelle venstreorienterede recept – mere regulering, mere stat, mindre privat. Dét prøvede Anker Jørgensen som bekendt i 70’erne, med fatale resultater.

Løsningen er at lade markedet korrigere sig selv i fred og ro, sådan som det så småt er ved at ske nu, at lade markedet finde en ny balance.

Den dummeste politiske beslutning nogensinde

Med ni års forsinkelse fortryder Svend Auken nu to ting:

• At SR-regeringen i 1999 "pillede" ved efterlønnenen
• At SR-regeringen samtidig i 1999 sætte pensionsalderen ned fra 67 til 65 år.

Jeg kan roligt slå fast, at jeg er enig i det med pensionsalderen. Hvad angår efterlønnen burde Svend Aukens fortrydelse snarere gå på, at han overhovedet indførte den.

Men for nu at kommentere på pensionsalderen, så fristes jeg til at citere professor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet, Per H. Jensen

'Da man i 1999 nedsatte folkepensionsalderen fra 67 til 65 år, var det det dummeste, som danske politikere nogensinde har gjort'.

Det er glædeligt, at ledende socialdemokrater nu kommer til nogenlunde samme erkendelse.

Mogens Lykketofts søforklaringer om, at man i 1999 ikke kunne forudse udviklingen i middellevealderen, er derimod helt ubrugelig.

Faktum er, at allerede dengang gav sænkningen af pensionsalderen et helt forkert signal til borgerne om, hvornår man bør trække sig tilbage.

Siden er konsekvensen af den "dummeste politiske beslutning nogensinde" blevet endnu værre:

Den giftige cocktail af tidlig pensionering og muligheden for efterløn til borgere, som slet ikke behøvede trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, har efterhånden fået dansk økonomi til at gå i stå på grund af arbejdskraftmangel.

Vi har som samfund ikke råd til at leve med de fatale konsekvenser af SR's fejldispositioner.

Pensionsalderen må op, og efterlønnen afskaffes.

Tænketanken CEPOS har fornyligt beregnet, at der ville komme 200.000 flere i arbejde, hvis vi gik tilbage til 67 år som pensionsalder og afskaffede efterlønnen.

Vi kunne godt bruge 200.000 ekstra par hænder på det danske arbejdsmarked.

Det er ikke et spørgsmål om ideologi, men om sund fornuft: Skal Danmark ud af krisen, må alle borgere, som kan arbejde, også gøre det - uanset alder. Den luksus at lade staten betale raske og rørige for at trække sig tidligt tilbage, hører en svunden tid til, og jo før politikerne indser dette, jo bedre.