Er det sådan, vi ønsker, vores land skal være?

... spørger retorisk Poul Nyrup Rasmussen ovenpå rydningen af Brorsons Kirke.

Jeg ved ikke, hvad det er for et "vi" den tidligere statsminister henviser til, men i fald jeg selv er en del af dette "vi", så er svaret her:

Ja.

Ja, som Konservativ ønsker jeg, at vores land skal være et land bygget på love.

Så simpelt er det.

Jeg oplever af og til, at jeg ikke er personligt enig i de domme, der afsiges i Danmark, at dommene er alt for slappe, tager alt for meget hensyn til forbryderen, og ikke giver ofrene den oprejsning de fortjener.

Jeg kan være nok så uenig. Men jeg respekterer lov og ret og anfægter ikke systemet som sådan, magtens tredeling. 

Det samme havde jeg trods politisk uenighed håbet at en tidligere statsminister ville gøre - vi taler trods alt om en grundpille i vestlig demokrati.

Men nej. Poul Nyrup udtaler nok så nonchelant: "Jeg skal slet ikke gå ind i juraen. Jeg kan kun sige, at der må findes en anden vej."

Men hvad er det egentlig for en anden vej, eks-statsministeren tænker på? Hvad er en anden vej end juraen? En tilfældig folkestemning? Eller en særlov, hvor politikere ophæver sig selv til dommere og sætter magtens tredeling ud af spil, fordi man mener at man bedre kan dømme end de, som er uddannede hertil? 

Man forstår, at den anden vej meget vel kunne være politisk at underkende de retsinstanser der har behandlet sagerne?

Men så hører retssamfundet jo op...

Nyrups vej er en blindgyde. Som Konservativ mener jeg, at lov og orden den eneste farbare vej. 

Og ja, det er faktisk sådan jeg ønsker, vores land skal være.

Lykketofts bestikkelse

I en kronik i Politiken skriver Mogens Lykketoft:

"Regeringen spiller på, at et flertal af vælgerne mener, at de borgerlige er bedst til at styre økonomien. Denne vælgeropfattelse har undret mig, fordi Nyrups regering sagligt set førte en langt mere ansvarlig økonomisk politik. Men det er gået op for mig, at danskerne svarer på noget andet – nemlig hvem de tror, der vil sørge for flest penge i deres private pengepung.

Og her er det klart, at partier, der taler imod det høje skattetryk og forud for hvert valg forsøger at bestikke middelstanden med nye ufinansierede skattelettelser, har en fordel."

Jf. denne blogs grundtanke, at pengene ligger bedst i borgernes lommer, kan jeg kun glæde mig over, at ledende socialdemokrater nu erkender, omend med umådelig fortrydelse, at borgerne stemmer efter at få lov at beholde bare lidt mere af de værdier de selv skaber.

Men ordet "bestikker" afslører socialdemokraternes grundlæggende opfattelse af, at borgernes penge i virkeligheden ikke er borgernes, men... socialdemokraternes.

For man kan som bekendt ikke bestikke nogen med noget, som i forvejen er deres eget.

Med mindre man er socialdemokrat.

Det konservative projekt - opgør med normløsheden

Offentligheden råber som bekendt på projekter, politiske projekter: "Hvad er så dit projekt?" spørges enhver nyvalgt kandidat.

Lige nu spørges der især kritisk til, hvad vores nye statsministers og vicestatsministers projekt er - noget sjældnere hvad oppositionens er, selvom det da også kunne være spændende at høre.

Forleden blev et interview med Lene Espersen i dele af pressen unfair udlagt til, at det konservative projekt nu består i at opdrage børnene til at bære tallerkenerne ud og rejse sig for de ældre i bussen.

Selvfølgelig er vores projekt så meget mere, som faste læsere af denne blog vil vide, men lad mig nu tage fat i det med høflighed og dannelse:

Ja, det er også for mig en del af at være konservativ at være et ordentligt menneske, et dannet menneske, et nogenlunde civiliseret menneske, som uden at kamme over i selvhøjtidelighed faktisk tager visse grundlæggende normer alvorligt og behandler andre menneskers liv og ejendom med respekt.

Venstrefløjen som (hvad sommerens bersærkeragtige hærværksorgier i København endnu engang beviste) har gjort en dyd ud af total normløshed og respektløshed, latterliggør ikke overraskende opfordringen fra Lene Espersen.

Men jeg synes det er på høje tide at de højtbrølende autonome får modspil:

Normløshed er ikke et legitimt politisk projekt bare fordi man kan få medlemmer af Enhedslisten, inklusive de som af navn er hoppet over til socialdemokraterne, til at støtte det.

Men opgøret med normløsheden er - desværre - blevet et nødvendigt projekt.

Konservative - den sunde fornufts bolværk imod valgflæsk

af Kristian Juul (C) byrådskandidat

På landsplan ser vi desværre nu skatteindtægter falde som følge af den stigende arbejdsløshed. Ingen ved, hvor længe og i hvilket omfang dette vil fortsætte.

Som konservativ byrådskandidat mener jeg, at det er sund fornuft at forberede sig på det værste - en langvarig krise. For selvom Helsingør kommune heldigvis har én af landets bedste økonomier - i lighed med flere andre konservativt styrede kommuner - så kan ingen desværre garantere at økonomien også hos os vedbliver at være så robust, når indtægerne falder og udgifterne til offentlig forsørgelse vokser, generelt i Danmark, ja i det meste af verden.

Som konservative må vi derfor være den sunde fornufts bolværk imod de partier i byrådet, specielt de "gavmilde" Lokaldemokrater, der op til valget lover til højre og venstre.

Lad mig sige det klart: Dette er ikke tiden til nye udgifter. Valgflæsket må springes over denne gang.

I stedet skal vi i kommunen arbejde på at erstatte mulige fremtidige huller i kommunekassen med andre indtægter - ved at tiltrække konkurrencedygtige virksomheder, ved at videreudvikle turismeindustrien.

At videreudvikle lokale partnerskaber mellem kommunen, virksomheder, foreninger, de enkelte borgere og boligområder er i dag mere vigtigt end nogensinde for at overvinde udfordringerne sammen - men det må lige nu være partnerskaber med det hovedformål for øje at skabe indtægter og vækst først og fremmest.

Det er omvendt den letteste sag i verden at dele milde gaver ud, specielt i en valgkamp, men det er simpelthen ikke troværdigt.

Lige nu må vi tværtimod stå sammen om at bære byrderne.


Konservatives naturlige størrelse

Mit parti har ligget på ca. 10-12% i valg og meningsmålinger gennem efterhånden en del år, mens Venstre i samme periode har ligget på ca. det dobbelte.

Men dette interne styrkeforhold mellem de to regeringsbærende borgerlige partier er ikke naturgivent.

Lad mig minde om, at i 80'erne var billedet helt det modsatte.

Ydermere, i langt de fleste europæiske lande er de store konservative folkepartier - f.eks. Tory i UK, CDU i Tyskland - langt større end de liberale partier.

Europæerne er dermed i natur langt mere konservative end de er liberale.

Dét tror jeg dybest set også danskerne er over et langt træk.

Hvordan får vi så det Konservative Folkeparti op i sin naturlige størrelse, som i hvert fald bør være det dobbelte af den nuværende tilslutning?

Jeg tror at vi konservative må blive dygtigere til at få de mange værdikonservative vælgere, der idag ikke sætter kryds ved C, til at gøre det. Værdikonservative danskere findes i dag både på socialdemokraternes højrefløj, hos Venstres byvælgere og blandt de Dansk Folkeparti-vælgere, som måske ikke har fundet nok nationalkonservatisme hos mit eget parti.

Det er vanskeligt, men ikke umuligt at favne dette spektrum af potentielle vælgere - det viser erfaringerne fra andre europæiske lande.

Socialdemokraterne - vejet og fundet for let

Det er ingen hemmelighed, at jeg på disse sider har ofret mange spalter på at kritisere socialdemokraterne og deres misundelsesramte, selvdestruktive fordelingspolitik.

Men man skal selvfølgelig opretholde en fairness - og lad mig derfor slå fast, at socialdemokraterne HAR på godt og ondt præget Danmark gennem det sidste århundrede. Der findes endda socialdemokrater, som man må regne til blandt nationens bedre statsmænd, f.eks Kragh.

Men det er som om kvaliteten af socialdemokratiske politikere har været i konstant forfald fra Kraghs tid og fremefter.

Efter Anker Jørgensen fik skubbet nationen ud på falittens rand, kunne man næsten ikke forestille sig, at det ville gå værre, men ovenpå Nyrup og hans efterlønskatastrofe og Lykketoft og hans pseudoelitære pseudotrotskyisme valgte man så den ultimative letvægter, den nuværende formand.

Har du prøvet at lukke øjnene, og blot LYTTE efter hvad hun siger?

Prøv det - men kun én gang, hvis du vil beholde din forstand.

S-formandens konsekvente fornægtelse af basale økonomiske sammenhænge kan drive enhver med blot et minimum af sund fornuft til vanviddets yderste rand.

Tal de privat ansattes sag

Mange partier både til højre og til venstre konkurrerer om de offentligt ansattes gunst.

Fair nok. Jeg påskønner selv den engagerede lærer, pædagog, læge, sygeplejerske, man møder i hverdagen.

Men alligevel - hvem tænker på de privat ansatte? Hvem taler deres sag højt?

Lige nu kunne der være brug for sådanne røster: Privatansatte rammes i langt, langt højere grad af finanskrisen og massefyringer end offentligt ansatte. Privatansatte må holde langt mere tilbage med lønstigninger end offentligt ansatte. Privatansatte må arbejde stadig hårdere med mindre jobsikkerhed end offentligt ansatte.

Og lad mig så lige minde om den økonomiske naturlov, at velfærdssamfundets finansiering i sidste ende kommer fra privatansattes indsats.

Af en eller anden grund er det ikke politisk korrekt. Men lige så legalt det er at prise offentligt ansatte bør det være at prise de privatansatte. Jeg tør godt - de privatansatte gør det godt!