Den danske Folkeskole daterer sig så langt tilbage som næsten 200 år, nemlig til 1814, da tvungen skolegang fra det 7. til det 14. år blev indført, og de første lærerseminarier oprettet. Slår man op under året 1814, springer det i øjnene, at skoleloven var et enligt lyspunkt i en ellers ufattelig mørk tid for Danmark: Ovenpå datidens finanskrise efter Napoleonskrigen, som havde ledt nationen ud i den ydmygende statsbankerot og pengeombytning, var spot føjet til skade ved Freden i Kiel, hvor Danmark blev tvunget til at afstå Norge til Sverige.
Finanskrise ovenpå et antal dyre krige - og svaret: en langsigtet satsning på de nye generationer gennem uddannelse, uddannelse, uddannelse.
En modig satsning i en tid, hvor landet var i knæ: Man tog sig råd til at tilbyde uddannelse til folket, ikke kun eliten, i håbet om, at børnenes højere vidensniveau og dannelse ville kaste af sig senere i voksenlivet.
Interessant nok begyndte den kaotiske danske økonomi da også så småt at forbedres, med en naturlig forsinkelse dog, nemlig i slutningen af 1820'erne - altså samtidig med at de første årgange efter skolelovens indførelse var gennem skolesystemet.
Gennem snart 200 år har vi i Danmark lært af succesen fra dengang og udvundet dette vores eneste "råstof" - fra 1800-tallets bondenation over 1900-tallets industrination til det 21. århundredes vidensnation.
God uddannelse gør det idag som dengang muligt for hvert et barn at bryde med sin baggrund og udfylde sine talenter. Men gør vi det stadig godt nok?
Meget er rettet op de sidste 8 år siden 2001's katastrofale PISA-undersøgelse trak tæppet væk under vores illusioner og afslørede enorme huller i folkeskoleelevernes basale færdigheder - resultatet af årtiers kulturradikale underminering af uddannelsessystemet. Flere timer og større krav har bevisligt virket.
Men genopretningen af Folkeskolen må følges af endnu mere ambitiøse mål: I verden af idag er råstoffet "viden", hårdt tilegnet og dog en flygtig størrelse, stadig det mest værdifulde man kan eje.
Danmark - engang en af verdens rigeste lande - ligger idag i en småkedelig midtergruppe på nationernes rangstige, og vi risikerer at glide endnu længere ned, hvis vi ikke får flere unge gennem uddannelserne. Samtidig skal de unge selvfølgelig også have mere relevant viden med sig undervejs: Brugen af IT skal være tidssvarende og i top. Vi kan ikke sende vores unge ud i det 21. århundredes erhvervsliv oplært med 20. århundredes forældede atlas og slidte tavler.
Og hvad sker der iøvrigt med de, som dropper ud og intet har lært undervejs? De må kæmpe om de stadig færre ufaglærte jobs: Som 3F fornyligt viste, vil 229.000 ufaglærte arbejdspladser forsvinde denæste 3 år, og selv om konjunkturerne skulle vende i 2011, vil mindst 122.000 ufaglærte job aldrig komme igen
Den borgerlige regering har puttet mange penge i Folkeskolen, i forvejen verdens dyreste, men når pengene ikke af sig selv udviser mirakler er det nok fordi vi stadig mangler det allervigtigste, som ingen regering kan give børnene: Forældrenes kærlige motivation, når de læser lektier med børnene, når de opmuntrer til at arbejde stædigt med fagene, specielt i matematik, engelsk og naturfag, når de tilskynder børnene til videreuddannelse.
Lærere og forældre har tilsammen et fælles projekt, der vil vise sig afgørende for Danmarks fremtid i det 21. århundrede: At motivere og lede vores unge til et højere vidensniveau. Samfundet skal stille rammerne til rådighed, og fremfor toiletter skulle vi måske hellere tale om at sætte en bærbar på pulten foran hver eneste elev fra børnehaveklassen og op?
onsdag den 8. april 2009
mandag den 6. april 2009
Opgør med kulturelt selvhad - stoltheden tilbage!
Af Kristian Juul (C)
Konservativ byrådskandidat, Helsingør
Det er efterhånden så længe siden salmerne forsvandt fra skolerne her i kommunen, og at svinekødet blev bortvist fra daginstitutionerne, og at bad efter idræts- og svømmetimer pludselig blev et problem, at vi næsten har glemt at det engang var anderledes.
Men indimellem kan det alligevel være på sin plads at spørge - som en deltager på et konservativt arrangeret Fritænker-møde gjorde forleden - om vi er gået for langt, "i tolerancens hellige navn"?
Som deltager i mødet tilkendegav jeg min konservative holdning: Det er vi - gået for langt. Helsingør er ikke, og skal ikke være et multikulturelt bysamfund. Vi har én kultur, den danske, med ét sæt værdier - og dem skal vi naturligvis holde fast i og være stolte af.
Danskerne er tolerante folk, men tolerancen stopper og skal stoppe overfor de religiøse ekstremister, bandemedlemmer og andre modstandere af danske værdier, der uden nogen respekt for os og vores kultur, afkræver netop ubetinget respekt og tolerance af os.
På mødet blev talt om det kulturelle selvhad, som nogen danskere i misforstået tolerance eller pga. dårlig samvittighed over vestens fortidige "synder" mod andre folkeslag har tillagt sig, men som på ingen måde fremmer integrationen.
Som konservative vil vi gøre op med dette totalt misforståede kulturelle selvhad. For det første fordi vi elsker det danske af hjertet, men også fordi vi kun vækker respekt blandt nydanskere ved at stå 100% fast på vores danske kultur og vores kristne tro. Hvis vi ikke kender og værdsætter vores egne rødder, hvordan skulle vi så kunne overbevise nydanskerne om at disse rødder er noget værd?
Vi konservative i Helsingør prioriterer derfor kulturen og historien højt her i kommunen. Ikke som en luksus, som vores politiske modstandere af og til fremstiller det - men som en nødvendighed, som en gave vi giver til vores børn, så de kender deres rødder, og for at værne om den sammenhængskraft vi så møjsommeligt har opbygget i vores lokalsamfund.
Konservativ byrådskandidat, Helsingør
Det er efterhånden så længe siden salmerne forsvandt fra skolerne her i kommunen, og at svinekødet blev bortvist fra daginstitutionerne, og at bad efter idræts- og svømmetimer pludselig blev et problem, at vi næsten har glemt at det engang var anderledes.
Men indimellem kan det alligevel være på sin plads at spørge - som en deltager på et konservativt arrangeret Fritænker-møde gjorde forleden - om vi er gået for langt, "i tolerancens hellige navn"?
Som deltager i mødet tilkendegav jeg min konservative holdning: Det er vi - gået for langt. Helsingør er ikke, og skal ikke være et multikulturelt bysamfund. Vi har én kultur, den danske, med ét sæt værdier - og dem skal vi naturligvis holde fast i og være stolte af.
Danskerne er tolerante folk, men tolerancen stopper og skal stoppe overfor de religiøse ekstremister, bandemedlemmer og andre modstandere af danske værdier, der uden nogen respekt for os og vores kultur, afkræver netop ubetinget respekt og tolerance af os.
På mødet blev talt om det kulturelle selvhad, som nogen danskere i misforstået tolerance eller pga. dårlig samvittighed over vestens fortidige "synder" mod andre folkeslag har tillagt sig, men som på ingen måde fremmer integrationen.
Som konservative vil vi gøre op med dette totalt misforståede kulturelle selvhad. For det første fordi vi elsker det danske af hjertet, men også fordi vi kun vækker respekt blandt nydanskere ved at stå 100% fast på vores danske kultur og vores kristne tro. Hvis vi ikke kender og værdsætter vores egne rødder, hvordan skulle vi så kunne overbevise nydanskerne om at disse rødder er noget værd?
Vi konservative i Helsingør prioriterer derfor kulturen og historien højt her i kommunen. Ikke som en luksus, som vores politiske modstandere af og til fremstiller det - men som en nødvendighed, som en gave vi giver til vores børn, så de kender deres rødder, og for at værne om den sammenhængskraft vi så møjsommeligt har opbygget i vores lokalsamfund.
Opgør med kulturelt selvhad - stoltheden tilbage!
Af Kristian Juul (C)
Konservativ byrådskandidat, Helsingør
Det er efterhånden så længe siden salmerne forsvandt fra skolerne her i kommunen, og at svinekødet blev bortvist fra daginstitutionerne, og at bad efter idræts- og svømmetimer pludselig blev et problem, at vi næsten har glemt at det engang var anderledes.
Men indimellem kan det alligevel være på sin plads at spørge - som en deltager på et konservativt arrangeret Fritænker-møde gjorde forleden - om vi er gået for langt, "i tolerancens hellige navn"?
Som deltager i mødet tilkendegav jeg min konservative holdning: Det er vi - gået for langt. Helsingør er ikke, og skal ikke være et multikulturelt bysamfund. Vi har én kultur, den danske, med ét sæt værdier - og dem skal vi naturligvis holde fast i og være stolte af.
Danskerne er tolerante folk, men tolerancen stopper og skal stoppe overfor de religiøse ekstremister, bandemedlemmer og andre modstandere af danske værdier, der uden nogen respekt for os og vores kultur, afkræver netop ubetinget respekt og tolerance af os.
På mødet blev talt om det kulturelle selvhad, som nogen danskere i misforstået tolerance eller pga. dårlig samvittighed over vestens fortidige "synder" mod andre folkeslag har tillagt sig, men som på ingen måde fremmer integrationen.
Som konservative vil vi gøre op med dette totalt misforståede kulturelle selvhad. For det første fordi vi elsker det danske af hjertet, men også fordi vi kun vækker respekt blandt nydanskere ved at stå 100% fast på vores danske kultur og vores kristne tro. Hvis vi ikke kender og værdsætter vores egne rødder, hvordan skulle vi så kunne overbevise nydanskerne om at disse rødder er noget værd?
Vi konservative i Helsingør prioriterer derfor kulturen og historien højt her i kommunen. Ikke som en luksus, som vores politiske modstandere af og til fremstiller det - men som en nødvendighed, som en gave vi giver til vores børn, så de kender deres rødder, og for at værne om den sammenhængskraft vi så møjsommeligt har opbygget i vores lokalsamfund.
Konservativ byrådskandidat, Helsingør
Det er efterhånden så længe siden salmerne forsvandt fra skolerne her i kommunen, og at svinekødet blev bortvist fra daginstitutionerne, og at bad efter idræts- og svømmetimer pludselig blev et problem, at vi næsten har glemt at det engang var anderledes.
Men indimellem kan det alligevel være på sin plads at spørge - som en deltager på et konservativt arrangeret Fritænker-møde gjorde forleden - om vi er gået for langt, "i tolerancens hellige navn"?
Som deltager i mødet tilkendegav jeg min konservative holdning: Det er vi - gået for langt. Helsingør er ikke, og skal ikke være et multikulturelt bysamfund. Vi har én kultur, den danske, med ét sæt værdier - og dem skal vi naturligvis holde fast i og være stolte af.
Danskerne er tolerante folk, men tolerancen stopper og skal stoppe overfor de religiøse ekstremister, bandemedlemmer og andre modstandere af danske værdier, der uden nogen respekt for os og vores kultur, afkræver netop ubetinget respekt og tolerance af os.
På mødet blev talt om det kulturelle selvhad, som nogen danskere i misforstået tolerance eller pga. dårlig samvittighed over vestens fortidige "synder" mod andre folkeslag har tillagt sig, men som på ingen måde fremmer integrationen.
Som konservative vil vi gøre op med dette totalt misforståede kulturelle selvhad. For det første fordi vi elsker det danske af hjertet, men også fordi vi kun vækker respekt blandt nydanskere ved at stå 100% fast på vores danske kultur og vores kristne tro. Hvis vi ikke kender og værdsætter vores egne rødder, hvordan skulle vi så kunne overbevise nydanskerne om at disse rødder er noget værd?
Vi konservative i Helsingør prioriterer derfor kulturen og historien højt her i kommunen. Ikke som en luksus, som vores politiske modstandere af og til fremstiller det - men som en nødvendighed, som en gave vi giver til vores børn, så de kender deres rødder, og for at værne om den sammenhængskraft vi så møjsommeligt har opbygget i vores lokalsamfund.
lørdag den 4. april 2009
Fornyelse af den borgerlige pagt
Med den nye V-statsminister ser vi konservative frem til en fornyelse af den borgerlige pagt. Fogh har især på værdipolitikken ført an i en borgerliggørelse af Danmark.
På skole-, rets- og udlændigepolitik har Fogh medvirket til at stå op mod mindst et halvt århundredes kulturradikalisme. Vi har nu en politik, som er langt mere samklang med befolkningen.
Lars Løkke står over for en udfordring, men med os Konservative som partner vil værdipolitikken komme tilbage i fokus, og med skattereformen også en ægte borgerlig fordelingspolitik.
På skole-, rets- og udlændigepolitik har Fogh medvirket til at stå op mod mindst et halvt århundredes kulturradikalisme. Vi har nu en politik, som er langt mere samklang med befolkningen.
Lars Løkke står over for en udfordring, men med os Konservative som partner vil værdipolitikken komme tilbage i fokus, og med skattereformen også en ægte borgerlig fordelingspolitik.
tirsdag den 31. marts 2009
Svaret på krisen
Med finanskrisen er det, som om den borgerlige selvforståelse er blevet rystet i sin grundvold hos mange: Virker kapitalismen, globaliseringen og det frie marked alligevel ikke? Og hvis ikke, hvad skal man så sætte i stedet?
Tvivlen har givet den røde blok en smule medvind i meningsmålingerne, men ikke båret frem af nogen dybfølt begejstring blandt vælgerne for det ellers så fallerede socialistiske lighedsprojekt, snarere udfra devisen, at "måske skulle man prøve noget andet".
Men svaret på krisen er ikke en U-vending og forældet socialistisk nonsens.
Svaret på krisen ligger tværtimod og venter i petriskålene i laboratorierne hos de danske biotech-virksomheder, som resten af Europa med rette misunder os. Svaret på krisen ligger og venter i opfindernes garager. Svaret på krisen ligger og venter i skrivebordsskufferne hos vores mange vidensarbejdere.
Svaret er med andre ord at tage os sammen - og i stedet for at begræde krisen arbejde os den kloge vej ud af den.
Tvivlen har givet den røde blok en smule medvind i meningsmålingerne, men ikke båret frem af nogen dybfølt begejstring blandt vælgerne for det ellers så fallerede socialistiske lighedsprojekt, snarere udfra devisen, at "måske skulle man prøve noget andet".
Men svaret på krisen er ikke en U-vending og forældet socialistisk nonsens.
Svaret på krisen ligger tværtimod og venter i petriskålene i laboratorierne hos de danske biotech-virksomheder, som resten af Europa med rette misunder os. Svaret på krisen ligger og venter i opfindernes garager. Svaret på krisen ligger og venter i skrivebordsskufferne hos vores mange vidensarbejdere.
Svaret er med andre ord at tage os sammen - og i stedet for at begræde krisen arbejde os den kloge vej ud af den.
mandag den 30. marts 2009
Ny statsminister
Bliver det denne uge vi får ny statsminister?
Når det nu ikke kan blive en konservativ kvinde denne gang, glæder jeg mig over at KV-alliancen uanset svaret fortsætter og stadig har mere end 2 år til at vende den ændrede folkestemning, som krise og usikkerhed om regeringsledelsen har skabt.
For når der pt. er tegn på rødt flertal er det jo ikke et udtryk for, at danskerne er blevet socialister.
Tværtimod har danskerne vel i historien sjældent støttet borgerlige værdier mere end nu: ansvarlighed, lov og orden, belønning af ærligt arbejde.
Men regeringen har ikke haft den bedste dagsform gennem lang tid, har ikke sat en borgerlig agenda, og det straffer vælgerne.
En ny Venstre-statsminister holdt til ilden af mit eget mere reformivrige parti bør tilsammen kunne genvinde tilliden, men det kræver en anderledes stil og indsats end den vi har set på det sidste: Vi har brug for borgerlige politikere, som ikke frygter sin egen skygge - som ser virkeligheden og vælgerne i øjnene og fortæller, at vi ikke kommer ud af krisen ved at klippe hinanden (læs: sætte nytteløse socialdemokratiske offentlige arbejder igang) og ved at skære den skrumpende samfundskage ud efter lineal (læs: brandbeskatte de "rige").
Vi kommer ud af krisen ved at belønne og opmuntre til driftighed, nytænkning og initiativ.
Når det nu ikke kan blive en konservativ kvinde denne gang, glæder jeg mig over at KV-alliancen uanset svaret fortsætter og stadig har mere end 2 år til at vende den ændrede folkestemning, som krise og usikkerhed om regeringsledelsen har skabt.
For når der pt. er tegn på rødt flertal er det jo ikke et udtryk for, at danskerne er blevet socialister.
Tværtimod har danskerne vel i historien sjældent støttet borgerlige værdier mere end nu: ansvarlighed, lov og orden, belønning af ærligt arbejde.
Men regeringen har ikke haft den bedste dagsform gennem lang tid, har ikke sat en borgerlig agenda, og det straffer vælgerne.
En ny Venstre-statsminister holdt til ilden af mit eget mere reformivrige parti bør tilsammen kunne genvinde tilliden, men det kræver en anderledes stil og indsats end den vi har set på det sidste: Vi har brug for borgerlige politikere, som ikke frygter sin egen skygge - som ser virkeligheden og vælgerne i øjnene og fortæller, at vi ikke kommer ud af krisen ved at klippe hinanden (læs: sætte nytteløse socialdemokratiske offentlige arbejder igang) og ved at skære den skrumpende samfundskage ud efter lineal (læs: brandbeskatte de "rige").
Vi kommer ud af krisen ved at belønne og opmuntre til driftighed, nytænkning og initiativ.
lørdag den 28. marts 2009
Borgerlig i krisetid
Krisen sætter spørgsmålstegn.
Spørgsmålstegn ved vores finansielle og økonomiske systemer, ved den politiske og erhvervsmæssige ledelse.
Er markedet og kapitalismen svaret? Eller den planøkonomi, som historien ellers havde kastet på møddingen? Eller en tredje vej? Og kan vi stadig lære af historien, eller er denne krise helt unik og kræver dermed helt unikke svar?
Den, som måtte have endegyldige svar på disse spørgsmål, måtte være velkommen til at træde frem.
Personligt er jeg dog ikke i tvivl:
De borgerlige dyder - arbejdssomhed, sparsommelighed, samfundssind, ansvarlighed - er i disse krisetider mere påkrævede end nogensinde.
Der er kun én vej ud -hårdt arbejde.
Spørgsmålstegn ved vores finansielle og økonomiske systemer, ved den politiske og erhvervsmæssige ledelse.
Er markedet og kapitalismen svaret? Eller den planøkonomi, som historien ellers havde kastet på møddingen? Eller en tredje vej? Og kan vi stadig lære af historien, eller er denne krise helt unik og kræver dermed helt unikke svar?
Den, som måtte have endegyldige svar på disse spørgsmål, måtte være velkommen til at træde frem.
Personligt er jeg dog ikke i tvivl:
De borgerlige dyder - arbejdssomhed, sparsommelighed, samfundssind, ansvarlighed - er i disse krisetider mere påkrævede end nogensinde.
Der er kun én vej ud -hårdt arbejde.
Abonner på:
Opslag (Atom)
