Min næste sommerferie læsning, John Careys "Civilization", tager livtag med den umådelige opgave at beskrive den vestlige civilizations historie fra istidens ophør og de første menneskers indtagen af de europæiske sletter og gennem de mange årtusinder op til vores egen tid.
Der er i princippet altsammen velkendt stof: grækernes og romernes historie, kristendommens opståen, middelalderens tilsyneladende stilstand indtil endelig efter så mange århundreders træden vande renæssancen åbnede for en helt ny måde at se verden og mennesket på, reformationen og opgøret med pavestatens korrumperede misbrug af religionen, de efterfølgende religionskrige, opdagelsen af den Nye Verden, koloniseringens og slaveriets begyndelse, nationalstaternes opståen og specielt Italiens og Tysklands samling, den Franske Revolution og USAs uafhængighed, demokratiets genkomst til Europa i 1800-tallet, industrialiseringen og i starten af 1900-tallet den militære oprustning, de to altødelæggende verdenskrige, den russiske revolution og kommunismens opblomstring, efterkrigstidens genopbygning under USAs nu altdominerende vinger, afkoloniseringen og Vietnamkrigen, Berlinmurens fald og den Kolde Krigs afslutning, 1980ernes frihandel og nyliberalismen, der åbnede for globalisering og vækst, men også for større ulighed både internt i de store stater og mellem i- og u-lande...
Velkendt, ja, men at læse civilisationens historie i sammenhæng giver alligevel en særlig øre- og øjenåbnende effekt, som hørte man historien for første gang. Det er en bog man ikke kan lægge fra sig, for den handler om noget så elementært som mennesket fra vores mest noble og kreative side til den mest ødelæggende mørke side.
Visse perioder gør særligt indtryk: Den græske kulturs mirakel - Athen fra 5-400 år f.Kr., der tilsynelandende ud af ingenting skabte filosoffer som Sokrates og Platon med sofistikerede idéer om politik og ledelse, skabte det klassiske teater, både tragedien og komedien, fostrede avancerede naturvidenskabelige landvendinger, såsom idéen om atomet som mindste udelelige enhed... Et set i sammenhængen helt ufatteligt civilisationsspring. Det vi ofte glemmer er jo, at resten af Europa samtidig befandt sig i en barbarisk jernalder, hvor de fleste kulturer ikke engang havde et skriftsprog.
En anden periode, 1900-tallet, kan jeg heller ikke slippe, men det er for dens umådelige gru: Carey beskriver den paradoksale ubekymrethed som karakteriserede tiden op til 1. verdenskrig - man frygtede ikke krigen, men nærmest længtes efter den og troede at den ville være hurtigt overstået, hvorefter luften ville være renset. Ingen havde forstået hvordan industrialiseringen og moderniseringen af våbenindustrien havde ændret alt i forhold til 1800-tallets trods alt mindre ødelæggende militære teknikker. Balancen viste sig hurtigt at være tippet i favør for forsvar, det var nemt at grave skyttegrave og sætte maskingeværer op og vente på, at fjenden vovede sig frem på slagmarken for så at udslette ham. Spillets regler var ændret for altid, men de militære ledere, som datidens politikere havde overladt magten til, spillede stadig efter de gamle regler, som var det en rask lille koloni-stridighed, og nægtede at tilpasse sig de nye tider. Derfor trak krigen så nyttesløst ud og blev så bitter og ødelæggende, med så mange uafsluttede opgør, der stadig lå og ulmede.
Afsnittet om nazismen og 2. verdenskrig hedder meget sigende "The end of civilization". Igen velkendt stof, amerikansk konsumerisme og Wallstreet-krakket i 1929 førte til amerikansk tilbagetrækning af investeringer i Tyskland, hvis efterfølgende krise banede vej for "simplistic solutions", både kommunismen og nazismen fik fremgang i de tidlige 30'ere. Da økonomien gradvist forbedrede sig i slutningen af 1932 dalede allerede tilslutningen til Hitler ved Tysklands sidste demokratiske valg i November 1932 og det var tæt på at have været nazismens endeligt, hvis ikke interne tyske politiske rævekager havde gjort Hitler til kansler i starten af 1933...
2. verdenskrig og holocaust blev som alle ved efterfølgende den vestlige civilisations absolutte lavpunkt. Carey påpeger, at Holocausts umådelige ondskab i høj grad groede ud, ikke kun af Hitler og nazipartiet, men af tusinder af almindelige tyske borgeres smålige forsøg på at vinde fordele eller gunst i nabostridigheder eller meget lokale anliggender, hvor racekortet kunne spilles som trumfkort. Alle disse enkelthandlinger satte skub i det forfærdende momentum, som kulminerede med Auswitsch.
Dette er for mig måske bogens vigtigste læring: At civilisationen ikke opretholdes eller nedbrydes af stater eller ideologier, men af helt almindelige borgers gode eller dårlige valg i hverdagen.
Og at det er i krisetider, hvor "simplistic solutions" synes så lokkende, at et folk og dets ledere må vise karakter og tage den svære løsning, den komplicerede løsning, den løsning som ikke er blindt styret af ideologi, men som udspringer af situationen og af historien bagved.
Med andre ord - den civiliserede løsning.
