Borgeren

De 4 promille som skal betale gildet

2011-01-03T21:52:00.013+01:00

I går aftes TV-duel henviste Helle Thorning Smidt endnu engang til sin millionærskat som en del af "Fair Løsning".

Det lyder da også vældig rart hvis vi blot kunne få millionærerne til at betale krise-regningen.

Men statsministeren indvendte stilfærdigt, at så mange millionærer har vi trods alt - desværre - ikke i Danmark…

Der mangler en perspektivering i den offentlige debat synes jeg af hvad denne skat egentlig betyder, så jeg har gjort lidt research.

Ser man på Skats seneste tal, så viser det sig, at vi i 2010 havde 20.000 skatteydere med en lønindkomst over 1 mio DKK.

20.000 - det svarer til 0,4% af landets 4,7 millioner skatteydere.

Det svarer til, hvor mange der bor i en provinsby som Haderslev.

0,4%. 4 promille.

Der findes altså blot 4 millionærer for hver tusinde skatteyder, og de skal altså redde alle os andre i "Fair løsning".

Hver millionær, der jf. Skat tjener i gennemsnit 1.6 millioner, skal personligt betale regningen for 250 "almindelige" skatteborgere.

Jo, det bliver ualmindeligt tungt at være på den forkerte side af millionen, når man ene mand eller kvinde skal betale gildet for 250 "almindelige" skatteydere, der jo ifølge S og SF intet behøver at frygte (udover dyrere smøger og afgifter på fed mad).

Jeg er ikke sikker på disse 20.000 vil synes at denne løsning er specielt fair.

I England bor der idag allerede 50.000 danskere, primært højtuddannede med høje indtægter - blot for at sætte i relief hvor få 20.000 er.

Så jo, det bliver sikkert ikke svært for S og SF at tvinge disse sidste 20.000 i asyl i England og andre mere påskønnende nationer, når socialisterne sætter misundelsesskatten i søen - så slipper vi da af med "de rige" i det nye socialistiske paradis.

Men men men… Vil vi som nation virkelig gerne støde disse 0,4% af befolkningen fra os? Tror socialisterne virkelig ikke, at disse 0,4% har noget godt at tilbyde samfundet, andet end deres skattepenge ? Kunne det ikke tænkes at disse 0,4% ikke sovende er kommet over den "kriminelle" grænse, men måske har gjort det i form af talent, flid, uddannelse og hårdt arbejde - egenskaber som Danmark netop nu har mere brug for end nogensinde før?

Kommer Danmark nemmere eller sværere ud af krisen ved at straffe og fremmedgøre disse 20.000 mennesker?

Bedøm selv.

(Og nej, jeg er ikke selv - desværre - over grænsen...)

To veje

2010-10-06T21:52:00.003+02:00

Aftenens debat mellem Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt afslørede de to veje i dansk politik:

Én socialistisk vej, der øger verdens største offentlige sektor, og brandbeskatter verdens hårdest beskattede befolkning endnu mere.

Og én borgerlig vej, der gradvist sænker skatten, og holder den offentlige sektor i ro.

Vælger vi den blå eller den røde vej om 1 år?

På vej mod nyt anfald af Eurosclerose?

2010-07-23T10:46:00.007+02:00

“We all want progress, but if you’re on the wrong road, progress means doing an about-turn and walking back to the right road; in that case, the man who turns back soonest is the most progressive.”
C. S. Lewis

En generation tilbage, fra 70erne og op til de tidligere 80erne, led Europa af den berygtede økonomiske sygdom ”Eurosclerose”, som den store tyske økonom Herbert Giersch diagnosticerede tilstanden: Høj arbejdsløshed og specielt mange langtidsledige, som følge af bureaukratiske restriktioner pålagt erhvervslivet i kombination med tårnhøje marginalskatter, alt for gavmilde velfærdsydelser og manglende mobilitet på arbejdsmarkedet.

Jacques Delors, EU’s gennem tiderne mest succesfulde kommissionsformand, tilskrives æren for at Europa med det åbne marked og udvidelserne langt om længe fik kombineret vækst med øget beskæftigelse.

Spørgsmålet er, om Europa i kølvandet på finanskrisen får sit næste anfald af den ubehagelige sygdom – eller om krisen omvendt ansporer til det endelige opgør med de mange stive strukturer, som stadig står tilbage fra 70erne og 80erne?

Hele Eurozonen deler trods mindre variationer i evne til at klare krisen, to helt afgørende udfordringer lige nu: Den massive gældsætning gennem de sidste par år, som der hellere før end siden må betales af på, og den demografiske udfordring med stagnerende og snart faldende befolkningstal, flere ældre og færre unge.

Hvis velfærdssystemerne skal bevares i denne snarlige fremtid, er der to oplagte muligheder for finansiering: Besparelser andre steder eller øgede skatter.

Der er også kombinationen af de to som en mulighed, som eksempelvis Irland netop har forsøgt sig med, da landet blev særlig hårdt ramt af finanskrisen. Den cocktail har dog indtil videre ikke fungeret specielt godt: Når man skærer så hårdt og dybt i samfundsøkonomien uden at det kompenseres af vækst i den private sektor, så at sige gør samfundskagen mindre, mister man naturligvis skatteindtægter trods de øgede satser. Irland forbliver derfor blandt de lande i verden med allerstørst underskud på statsfinanserne, 11.7 % af BNP i 2010, og det er ikke for nuværende til at få øje på, hvordan Irland, eller for den sags skyld de andre såkaldte PIIGS-lande i EU's sydlige del skal komme ud af krisen.

Danmark står, med vores fortsat relativ beskedne statsgæld og relativt lave arbejdsløshed, med noget bedre kort på hånden, men det er en fordel som hurtigt kan ædes op, specielt hvis den røde oppositions politik med øget gældsætning, øgede skatter på uddannelse og innovation, og totale uvilje til arbejdsmarkedsreformer måtte blive ført ud i livet.

Der er dog også en tredje vej i forhold til velfærdssamfundet end besparelser andre steder eller øgede skatter: At rulle nogen af goderne tilbage.

Ja, det er et enormt tabubelagt område – når et velfærdsgode én gang er indført fremstår det som helligt og urørligt i al fremtid, uanset den økonomiske basis eller mangel på samme for goderne.

Jeg vil specielt fremhæve de følgende goder, hvor jeg ikke ser nogen vej udenom at røre ved de hellige køer, hvis Danmark – og Eurozonen som helhed – skal undgå nye sclerotiske forkalkninger:

- Nedsættelsen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år var en god start, men der skal meget mere til for at øge arbejdsudbuddet
- Afskaf efterlønnen, så raske mennesker i 60erne ikke meningsløst trækker sig tilbage
- Ryk pensionsalderen op – gerne til 70 år eller mere - når Frankrig kan, hvorfor kan vi så ikke?
- Halvér ferieperioden, de 6 uger, som de fleste danskere har, er en dejlig, men unødvendig luksus – 3 uger kan gøre det, som det meste af resten af verden nøjes med
- Sæt den ugentlige arbejdstid op fra 37 til mindst 40 og gerne 45 timer.

Andre lande har allerede set skriften på væggen: Frankrig af alle lande, med verdens korteste arbejdstid, har netop hævet pensionsalderen. Storbrittanien under den nye Konservative regering handler også resolut og skærer dybt.

Reaktionen fra de såkaldt ”progressive” samfundskræfter over at røre ved de velerhvervede rettigheder vil forventeligt være ramaskrig, men der er det værd at mindes den store konservative forfatter C. S. Lewis, som citeret i starten af bloggen - den mest progressive er den, som er den første til at vende om, når man er faret vild og på gale veje.

Hvad er civilisation?

2010-07-08T18:53:00.003+02:00

Min næste sommerferie læsning, John Careys "Civilization", tager livtag med den umådelige opgave at beskrive den vestlige civilizations historie fra istidens ophør og de første menneskers indtagen af de europæiske sletter og gennem de mange årtusinder op til vores egen tid.

Der er i princippet altsammen velkendt stof: grækernes og romernes historie, kristendommens opståen, middelalderens tilsyneladende stilstand indtil endelig efter så mange århundreders træden vande renæssancen åbnede for en helt ny måde at se verden og mennesket på, reformationen og opgøret med pavestatens korrumperede misbrug af religionen, de efterfølgende religionskrige, opdagelsen af den Nye Verden, koloniseringens og slaveriets begyndelse, nationalstaternes opståen og specielt Italiens og Tysklands samling, den Franske Revolution og USAs uafhængighed, demokratiets genkomst til Europa i 1800-tallet, industrialiseringen og i starten af 1900-tallet den militære oprustning, de to altødelæggende verdenskrige, den russiske revolution og kommunismens opblomstring, efterkrigstidens genopbygning under USAs nu altdominerende vinger, afkoloniseringen og Vietnamkrigen, Berlinmurens fald og den Kolde Krigs afslutning, 1980ernes frihandel og nyliberalismen, der åbnede for globalisering og vækst, men også for større ulighed både internt i de store stater og mellem i- og u-lande...

Velkendt, ja, men at læse civilisationens historie i sammenhæng giver alligevel en særlig øre- og øjenåbnende effekt, som hørte man historien for første gang. Det er en bog man ikke kan lægge fra sig, for den handler om noget så elementært som mennesket fra vores mest noble og kreative side til den mest ødelæggende mørke side.

Visse perioder gør særligt indtryk: Den græske kulturs mirakel - Athen fra 5-400 år f.Kr., der tilsynelandende ud af ingenting skabte filosoffer som Sokrates og Platon med sofistikerede idéer om politik og ledelse, skabte det klassiske teater, både tragedien og komedien, fostrede avancerede naturvidenskabelige landvendinger, såsom idéen om atomet som mindste udelelige enhed... Et set i sammenhængen helt ufatteligt civilisationsspring. Det vi ofte glemmer er jo, at resten af Europa samtidig befandt sig i en barbarisk jernalder, hvor de fleste kulturer ikke engang havde et skriftsprog.

En anden periode, 1900-tallet, kan jeg heller ikke slippe, men det er for dens umådelige gru: Carey beskriver den paradoksale ubekymrethed som karakteriserede tiden op til 1. verdenskrig - man frygtede ikke krigen, men nærmest længtes efter den og troede at den ville være hurtigt overstået, hvorefter luften ville være renset. Ingen havde forstået hvordan industrialiseringen og moderniseringen af våbenindustrien havde ændret alt i forhold til 1800-tallets trods alt mindre ødelæggende militære teknikker. Balancen viste sig hurtigt at være tippet i favør for forsvar, det var nemt at grave skyttegrave og sætte maskingeværer op og vente på, at fjenden vovede sig frem på slagmarken for så at udslette ham. Spillets regler var ændret for altid, men de militære ledere, som datidens politikere havde overladt magten til, spillede stadig efter de gamle regler, som var det en rask lille koloni-stridighed, og nægtede at tilpasse sig de nye tider. Derfor trak krigen så nyttesløst ud og blev så bitter og ødelæggende, med så mange uafsluttede opgør, der stadig lå og ulmede.

Afsnittet om nazismen og 2. verdenskrig hedder meget sigende "The end of civilization". Igen velkendt stof, amerikansk konsumerisme og Wallstreet-krakket i 1929 førte til amerikansk tilbagetrækning af investeringer i Tyskland, hvis efterfølgende krise banede vej for "simplistic solutions", både kommunismen og nazismen fik fremgang i de tidlige 30'ere. Da økonomien gradvist forbedrede sig i slutningen af 1932 dalede allerede tilslutningen til Hitler ved Tysklands sidste demokratiske valg i November 1932 og det var tæt på at have været nazismens endeligt, hvis ikke interne tyske politiske rævekager havde gjort Hitler til kansler i starten af 1933...

2. verdenskrig og holocaust blev som alle ved efterfølgende den vestlige civilisations absolutte lavpunkt. Carey påpeger, at Holocausts umådelige ondskab i høj grad groede ud, ikke kun af Hitler og nazipartiet, men af tusinder af almindelige tyske borgeres smålige forsøg på at vinde fordele eller gunst i nabostridigheder eller meget lokale anliggender, hvor racekortet kunne spilles som trumfkort. Alle disse enkelthandlinger satte skub i det forfærdende momentum, som kulminerede med Auswitsch.

Dette er for mig måske bogens vigtigste læring: At civilisationen ikke opretholdes eller nedbrydes af stater eller ideologier, men af helt almindelige borgers gode eller dårlige valg i hverdagen.

Og at det er i krisetider, hvor "simplistic solutions" synes så lokkende, at et folk og dets ledere må vise karakter og tage den svære løsning, den komplicerede løsning, den løsning som ikke er blindt styret af ideologi, men som udspringer af situationen og af historien bagved.

Med andre ord - den civiliserede løsning.

De næste 100 år

2010-07-04T10:07:00.003+02:00

Min sommerferielæsning har gjort mig en del klogere på fremtiden...

George Friedmans "The next 100 years" giver sig klogeligt ikke ud for at være profetisk, og forfatteren erkender, at han kommer til at tage fejl af det meste, men giver alligevel en ofte forbavsende overbevisende fremskrivning af trends i tiden.

Rusland kommer takket være indtægterne fra olie og gas tilbage i højere og højere grad som en aggressiv spiller med stormagtsdrømme om at få sit tabte terræn i Østeuropa tilbage - hvilket specielt Tyskland og Polen ikke vil bryde sig om.

Kina vil ikke vokse uendeligt - landets urgamle konflikt mellem de velstående kystområder og det tilbagestående land vil før eller siden springe op igen.

Amerika vil trods kriser fortsat sidde tungt på posten som supermagt, specielt grundet landets magt over verdenshavene og handelsruterne.

Og hvad med Europa? Ikke meget håb, ifølge Friedman. Den demografisk bombe, færre børn, flere gamle, faldende befolkningstal, vil dræne det gamle kontinent for initiativ og virkelyst. Stemningen vil være resignerende, Friedman bruger flere gange udtrykket "dekandent" om Europa, optaget af egne navlepillende behov og uden evner eller lyst til at engagere sig i resten af verden og gribe de muligheder, som opstår.

Eneste mulighed for Europa til at komme ud af sumpen er øget indvandring, men her vil vi også være i skarp konkurrence med USA, der på de fleste områder vil fremstå som mere attraktiv.

EU vil desuden fortsat være impotent i forhold til nationalstaterne og ikke evne at få Europa til at fremstå som en samlet blok.

Eneste lyspunkt i Europa, dog udenfor EU, er ifølge Friedman Tyrkiet, som er et land på vej frem, med høje økonomiske vækstrater og en relativ ung befolkning.

Og Danmark? Nævnes ikke med mange ord i bogen, jeg mindes kun én gang faktisk.

Min egen analyse: At Danmark selvfølgelig står overfor præcis de samme udfordringer som resten af EU, specielt de demografiske udfordringer med faldende arbejdsstyrke og voksende andel af befolkning under offentlig forsørgelse.

Den nuværende hjemlige debat er i den forbindelse ualmindelig snævertsynet: Vi har i 20 år diskuteret den ulyksalige efterløn og politikere til højre og venstre har slået utallige kolbøtter for at undgå at tage om nældens rod - S-SFs herostratisk berygtede "12 minutter om dagen" tilbud er det seneste udtryk for de populistisk forsøg på at slippe for at tage upopulære beslutninger.

Men - som Friedman gør opmærksom på - der er stort set INGEN eksempler på, at lande som falder i befolkning, samtidig oplever vækst og fremgang. Vi diskuterer nok en gang omfordeling og velfærdsydelser taget ud af en samfundskage, som er ved at smuldre mellem hænderne på os.

Ser vi ud over det 21. århundrede som det ligger foran os, så er efterlønnen og arbejdstiden derfor blot små lokale svup i andedammen. Jo, vi bør arbejde mere og vi bør afskaffe efterlønnen, og vi bør selvfølgelig gøre det her og nu som de første absolut nødvendige skridt, men så må vi også se at forholde os til seriøst til den egentlige udfordring, som hele den vestlige verden står overfor:

Hvordan får vi lokket den velkvalificerede udenlandske arbejdskraft til Danmark?

Hvordan får vi børnefamilierne til at blive flere?

En mand forsørger

2010-06-18T19:13:00.004+02:00

"A man provides and he does even when he’s not appreciated, or respected, or loved.” Breaking Bad.

Forsørgelse. Forsørgerrollen...

Det handler om noget så elementært som at tage sig af sig og sine.

Selv når det hele går i skudder-mudder.

Selv når alle vender én ryggen, og man føler sig mest alene, og slet ikke påskønnet, ikke værdsat, selv dér, ja netop dér, er pligten allermest uomgængelig.

Du skal tage dig af dig og dine. Du SKAL.

Og ikke forvente at "staten", "samfundet", "de andre" gør det.

At være en mand i egentlig forstand er at gøre sin pligt, sin pligt som borger, som ægtemand, som far: At forsørge.

Altid sørge for sig og sine... selv når man ingen tak får.

Dét gør en mand. En rigtig mand. En borger.

Der MÅ findes visse ord i en vis orden, som forklarer det

2010-06-14T19:56:00.007+02:00

I den formidable amerikanske serie "Breaking Bad" udbryder hovedpersonen Walter White på et tidspunkt i fortvivlelse:

"I mean, I truly believe there exists some combination of words -- there must exist certain words in a certain specific order that would explain all of this -- but I just can't ever seem to find them."

Sådan føler man det som borgerlig i disse dage, hvor vælgerflertallet tilsyneladende køber det glade røde budskab om at brandbeskatte "de rige" og fordele sig til evig lykke og velfærd.

Når man ser på, hvad Villy Søvndal kan slippe afsted med af populistiske påstande - for nyligt "Vores plan giver balance i årevis..." - uden at den totale hulhed opdages, kan man godt tvivle på ordets magt.

Men jeg klynger mig alligevel til håbet: Der MÅ eksistere en kombination af ord, ord i en bestemt rækkefølge, som forklarer de basale økonomiske sammenhænge.

I denne blog har jeg gennem et par år gjort forsøget i utallige varianter, og jeg håber stadig at finde den rigtige kombination af ord, ord i den rigtige rækkefølge, som forklarer at:

- Vi IKKE kan fordele os til velfærd.

- Vi KUN kan få velfærd gennem det overskud, som vores PRIVATE virksomheder skaber.

- Vi IKKE løser Danmarks krise ved et snuptag ved at sløjfe en kaffepause på 12 minutter.

Jeg tror dybt og inderligt på det - der MÅ eksistere visse ord, ord i en vis sammenhæng, som forklarer dette - men jeg kan bare ikke finde dem.

Danmarks fremtid

2010-05-08T15:57:00.002+02:00

Intet varer evigt.

Regeringer kommer og går.

Flertal skifter.

Der er med andre ord en reel risiko for et rødt flertal efter næste valg.

Jeg er vokset op under Anker Jørgensen, og dén oplevelse kan nok hærde enhver, så selv Helle Thorning synes relativ uskyldig i sammenligning.

Alligevel er jeg mere end almindeligt foruroliget ved tanken om de personer, som kan indtage ledende poster ved et muligt skifte. Eksempelvist:

- Ole Sohn - tidligere centralkomitéformand for Danmarks Kommunistiske Parti, som har tilbragt sin ungdom med rejser rundt omkring i Warsawablokken for bl.a. at hylde DDR-diktaturets 40 års fødselsdag

- Mette Frederiksen - som tordner imod folk der sætter deres børn i privatskoler, for derefter selv at sætte sit eget barn i Hareskovens Lilleskole (et iøvrigt glimrende valg, jeg gik selv i børnhaveklasse dér, men hvorfor overhovedet starte med noget så anstødeligt som at lægge privatskolerne for had??)

- Villy Søvndal - som har et yderst anstrengt forhold til sandheden, når det gælder kommunale besparelser og besøg på plejehjem, men som alligevel på trods af almindelige naturlove har formået at brande sig selv som en "spiselig politiker" for ellers helt almindelige, ikke-marxistiske danskere

Dette er mennesker, som kan risikere at få betydelige poster, men som udmærker sig ved en eklantant mangel på forståelse for, hvad der holder det danske samfund gående:

Danmarks kit er nemlig, i fundamental modsætning til ovennævnte, mennesker med integritet, visioner og viden, mennesker som brænder for deres idéer og som ønsker at skabe på trods af lighedsmagernes modstand, mennesker som sætter ting i gang fordi de ikke kan lade være, fordi de brænder for noget.

Udsigterne til en S-SF regering er utroligt sørgelige for de dele af Danmark, som ønsker driftighed og nytænkning - utroligt nedslående for de, som ønsker et stærkt Danmark, fremfor et stadigt mere indspist socialistisk museum, hvor man kun er optaget af at dele og fordele fortidens stadigt mindre smuler, altimens fremtiden smuldrer mellem fingrene.

Socialisterne bekender kulør

2010-04-30T21:47:00.005+02:00

Når S-SF aksen tilsyneladende har fået mere vind i sejlene gennem de sidste par år, skyldes det som bekendt en markant højredrejning på det værdipolitiske område, specielt rets- og indvandringspolitik, hvor man har "cut-and-pastet" regeringens politik, uden dog rigtigt at mene det sådan inderst inde.

Den manøvre har gjort de to partier mere spiselige for vælgere med borgerlige grundholdninger, der ikke har været tilfredse med eksekveringen af den borgerlige politik.

På det sidste er det dog blevet mere klart, hvad de to partier i virkeligheden står for. Betonmarxisme af den mest forstenede slags:

- Socialdemokrater vil tvangsopløse Danmarks største virksomhed, AP Møller Mærsk

- SF'ere vil indføre en maksimumsløn for alle danskere på 50000 kr

Nu er disse forslag i sig selv så forbløffende idiotiske, at de ikke fortjener yderligere kommentarer.

Det virkeligt interessante - eller skulle jeg sige skræmmende - er, hvad for et menneskesyn vi risikere skal styre vores land fremover, hvis socialdemokrater og SFere kommer i regering.

Nyt liv til borgerligheden

2010-04-25T07:31:00.002+02:00

I denne uge med SF landsmøde viser meningsmålingerne påny stort rødt flertal.

Efter snart 10 år med borgerlig regering ser det ud, som om pendulet langsomt men uafvendeligt svinger tilbage fra blå til rød.

Det ærgrer mig, at taktiske fodfejl og manglende mod gradvist har udhulet vælgernes tro på det borgerlige projekt - specielt fordi de fleste danskere i grunden ikke over night er blevet socialister, men har flyttet sig, fordi man synes regeringen har lavet for mange fejl.

Så hvis vi - herre Jemini forbyde det - får et skifte, er det ikke så meget et tilvalg af Helle og Villy, men mere en protest imod eksekveringen af borgerligheden og reformangsten, ikke en afvisning af de borgerlige værdier i sig selv.

Det er synd, hvis det går sådan, mest af alt for Danmark: En S-SF regering, der vil sætte skatter op, skræmme multinationale virksomheder ud af landet og udvide verdens største offentlige sektor midt i en krisetid, hvor private virksomheder har mistet 200.000 arbejdspladser, vil ikke skabe mere velstand i dette land.

Socialisterne vil starte et nyt omfordelingsprojekt med blikket stift rettet imod "elitens" lommer.

Det svarer til at flytte om på dækstolene på Titanic i stedet for at få stoppet hullet i skroget.

Konservative og Venstre har dårligt fat i vælgerne for tiden. Jeg tror løsningen er ikke at være mindre, men være mere borgerlige. Det er det Danmark har brug for.

Bekymring for Danmark

2010-04-05T09:08:00.002+02:00

Statsministeren har her i påsken udtrykt sin bekymring for Danmark:

Konkurrenceevnen bliver ringere, vi rasler ned ad ranglisten over rige lande - og samtidig truer konkurrenter som Kina og Sydkorea med at overhale os indenom. Derfor skal de velfærdsvante danskere til at interessere sig mere for, hvor pengene til velfærd kommer fra - og mindre for, hvordan de bliver brugt, lyder budskabet fra statsministeren:

- Nu skal vi kollektivt forstå, at det fundament, som vores velfærd hviler på, ikke er urokkeligt. Det er under angreb af hele den udvikling, der er i verden i øjeblikket.

Danskerne skal ifølge statsministeren knokle hårdere for, at der bliver råd til velfærd i fremtiden.

- Vi skal skabe mere værdi af den indsats, som vi yder - enten ved at blive dygtigere, mere effektive eller mere innovative, siger statsministeren, som peger på regeringens Vækstforum og 360 graders-eftersynet af folkeskolen som veje til målet.

Læsere af denne blog vil vide, at emnet Danmarks tab af velstand ligger mig nært - og jeg er derfor umådelig glad for at Lars Løkke tager dette emne op.

Det er ikke populært at fortælle, at vi arbejder for lidt og kræver for meget, men det er faktisk det han siger. Og han har ret!

Vores stolthed over Danmarjk er med rette stor - vi har skabt et aldeles vidunderligt land, som mange misunder os. Men bagsiden er en selvtilfredshed, der tydeligvis har lullet alt for mange i søvn, alt imens verden udenfor overhaler os i rekordfart.

"Vågn op!" plejede at være noget man smilte af, når venlige omvendelsesprædikanter bankede på ens hoveddør - men at vågne op er præcist, hvad vi som folk og nation skal, hvis vi ønsker at vende udviklingen og den hastige deroute, som Danmark er i gang med.

P.S. Hvad siger vores største oppositionsparti så til udfordringen? Jo, at vi har et problem, men at det selvfølgelig altsammen KUN er regeringens skyld - ordene taler for sig selv, er man bekymret for Danmarks fremtid under en borgerlig regering, så er man da som almindelig fornuftsvæsen panisk alarmeret ved Helle Thorning Schmidts ubegribeligt sløsede og sjuskede indstilling til dette det største problem af alle, og ved tanken om at hendes parti sammen med folkesocialisterne en dag skulle forsøge at løse den udfordring for Danmark:

- Statsministeren har ret i, at velfærdssamfundet er truet. Men det er kun truet på grund af de forkerte beslutninger, som regeringen har truffet. Det er da utroligt, at statsministeren efter et år på posten ikke kan komme med konkrete forslag til, hvordan vi løser krisen og bevarer velfærdssamfundet, siger oppositionens leder, Helle Thorning Schmidt (S).

Det offentlige - dæksmændene på Titanic

2010-04-01T22:16:00.005+02:00

Trods den mest alvorlige krise i en menneskealder, er der stadig intet det tyder på, at danskernes appetit på "velfærd" mindskes blot en tøddel: Finansministeriet har for nyligt vurderet, at offentlige udgifter vil stige fra 50,9 pct. af BNP sidste år til 56,5 procent i 2010 – det højeste niveau nogensinde.

56.5 %....

Og ikke finansieret af reel produktion, men af ren og skær gældsætning.

Samtidig slår især opposition, men til en vis grad desværre også regeringen syv kors for sig, når nogen overvejer, om man ikke skulle "justere" (for hvem tør bruge udtrykket "nedskære") den offentlige sektor nedad i samme omfang, som den private sektor gennem krisens 1,5 år har fået hugget 5-10% af både indtjening og beskætigelse.

Men, man behøver ikke være økonom for at se, at det ikke hænger sammen.

Vi er som nation faretruende tæt på at færde vel ned i den berømte afgrund, hvis ikke ansvarlige politikere tager udfordringen op: 56.5 % af BNP til det "offentlige" er grotesk højt for et land der stadig kalder sig et "liberalt demokrati".

Midt i alle krisers moder synes diskusionen om "mere velfærd" mere og mere som dæksmændene, der diskuterer hvor stolene skal stå, alt i mens Titanic går ned.

Hvad er et menneske?

2010-03-24T20:10:00.002+01:00

Dét spørgsmål har filosoffer og teologer haft mange forskellige svar på gennem historien.

Socialdemokraterne sætter nu spørgsmålet på dagsordenen med en ekstra vinkel - hvad er et almindeligt menneske?

I hvert fald ikke ét, hvis selvangivelse viser mere end DKK 999.999.

Socialdemokraterne siger nemlig:

En socialdemokratisk regering vil ikke hæve skatterne for almindelige mennesker. Vi har derimod foreslået en millionærskat. Dem, der tjener mere end 1 million kroner om året (uden pension), skal betale 6 procent ekstra i skat af det, de tjener mere end en million.

Når S ikke vil hæve skatterne for "almindelige mennesker", hvad er så de mennesker, som man gerne vil brandbeskatte?

Mener S overhovedet at "millionærer" tilhører arten Homo Sapiens Sapiens?

Borgerlig lykke

2010-03-11T22:17:00.004+01:00

Amerikanske studier har fundet, at konservative mennesker er lykkeligere end venstreorienterede.

Hvorfor?

Jo, det viser sig, at nøglen til lykken ligger i ikke at gå så millimeterretfærdigt op i, om man selv har lidt mere eller mindre end naboen.

Borgerlige har lettere ved dette, viser studiet, fordi de nemlig som hovedregel hælder imod den "meritokratiske" idé - at de som har lidt mere end andre nok som hovedregel har det, fordi de har arbejdet hårdt for det, fordi de har fortjent det.

Hvis man derimod som mange socialister - og desværre selv den ellers på mange måder dygtige tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen - ser enhver tale om ulighed som tabu og konstant kværulerer over hvor "ufortjent" det er, at nogen kan have mere end andre, så er ens vej i livet brolagt med mange skuffelser.

Lighedsbegrebet i den absolutistiske udgave, som Socialdemokrater og SF synes enige om - nemlig at alle skal brandbeskattes ned til samme (middelmådige) disponible indkomst uanset kvalifikationer og indsats her i livet - er i sin yderste konsekvens en dybt ulykkelig idé: Den sætter på en barnlig måde fokus på, hvem der får det største stykke af kagen, og enhver afvigelse dømmes som "snyd"...

Lighedsmageri er ikke lykken. Lykkens hemmlighed er at acceptere, at mennesker har forskellige talenter og vælger at udnytte talenterne forskelligt - og derfor går det også mennesker forskelligt her i livet. Det er naturligt. Uligheder opstår. Altid. Acceptér det...

SF: Grænser for vækst

2010-03-08T21:02:00.004+01:00

SF har altid været glade for slagordet "grænser for vækst", se f.eks. her.

Om de er lige så glade for, at deres eget partis metastatiske vækst omsider ifølge de nyeste meningsmålinger synes bremset, er dog spørgsmålet.

Hvad har fået vælgerne til at vende sig bort fra Søvndal?

Jeg tror det er krisens alvor, der har kastet skygger over SF's populistiske glansbilleder: De fleste danskere anerkender i modsætning til SF, at man ikke kan brandbeskatte og fordele sig vej ud af krisen, så mange "millionærer" er der som bekendt ikke i verdens mest lige samfund, og de der er, er det oftest fordi de arbejder hårdt og satser alt på iværksætteri - lige hvad Danmark har brug for.

Samtidig har Villy med sin fatale Holbergskole-brøler lavet sin signatur U-håndbremsevending måske én gang for meget til at selv hans eget vælgerkorps længere kan bære over.

SF's nye vælgere, de frafaldne socialdemokrater, ser nu, at Villy alligevel ikke rigtig mener sin højredrejning af SF, specielt ikke når hans ualmindeligt venstresnoede bagland galer op. Og de "rigtige socialister" i partiet søger i protest imod Enhedslisten for at få den ægte vare.

Villy prøvede, længe med held, at gøre brættet større for ham selv og SF ved at spille både på højre og venstrefløjen - men han endte med at skræve så bredt, at bukserne sprak.

Der ér trods alt grænser for vækst....

Per Stig Møllers kritik af Politiken

2010-02-27T06:34:00.002+01:00

Jeg overvejede at formulere en kritik af Politikens fuldstændigt ufattelige knæfald for fanatisme i form af undskyldingen forleden for Muhammed-tegningerne, men så faldt jeg over vores nye kulturministers udlægning af sagen, og den bringer jeg i stedet - ingen kan udtrykke sig skarpere, mere blændende og vidende end Per Stig Møller, med pragtfulde referencer fra historien, citeret fra Kristeligt Dagblad:

- Da Napoleon i 1802 klagede til Kongen af England over satiriske tegninger i de engelske aviser, svarede Kongen, at Napoleon da godt vidste, at man i England måtte klage til domstolen og ikke til Kongen, hvis man var utilfreds med noget. I 1802! Og det burde Politiken jo også have svaret, siger kulturminister Per Stig Møller til Kristeligt Dagblad og fortsætter:

- Hvis ikke man havde tilkæmpet sig retten til religionskritik, ville vi alle sammen være katolikker i dag. Hvad ville der være sket med Luther eller Erasmus, hvis de i selvcensur havde sagt undskyld?

Reagans 9 skræmmende ord

2010-02-25T21:05:00.002+01:00

"The nine most terrifying words in the English language are: 'I'm from the government and I'm here to help.'"

Ronald Reagan

Man kan smile ad citatet - men personligt gyser jeg også lidt.

Fordi offentlig "hjælp" har altid en pris.

Der findes ingen "gratis frokost" - nogen må altid betale.

Specielt i et Danmark, som for ganske nyligt passerede en ubegribelig trist milesten, som måske snarere burde have form af en gravsten, hvor der nu er flere på offentlig forsørgelse end der er arbejdende.

Ja, - der er nu officelt flere som modtager hjælp, end som er med til at betale for "hjælpen".

Det er skræmmende at tænke på, for det mindretal af danskere som nu arbejder stadig orker at arbejde.

Men det er også skræmmende for flertallet, som nu er afhængig af samfundets forsørgelse.

Reagan har fat i en dyb pointe. Der er intet mere skræmmende end den altomfattende barnepigestat.

Lad borgerne tænke selv

2009-10-17T23:35:00.002+02:00

Frederic Bastiat, som levede i første halvdel af 1800-tallet, skrev ofte, som havde han haft indgående kendskab til tankegangen i det danske socialdemokrati anno 2009.

Et udkast fra klasikkeren "Loven" fra 1850: "Socialisme, i lighed med de ældgamle idéer fra hvilke den udspringer, forveksler forskellen mellem stat og samfund. Som et resultat af dette, så hver gang vi er imod, at staten gør noget, så konkluderer socialisten (socialdemokraten), at vi er imod at noget bliver gjort overhovedet."

Lad os opdatere Bastiats idéer til vores tid:

Så hvis vi ikke støtter det socialdemokratiske svar på tågehornet, Mette Frederiksens, forbud imod "købesex", så støtter vi kvindehandel og -undertrykkelse.

Så hvis vi ikke støtter socialdemokaternes krav om forbud imod at unge kan tage solarie, så støtter vi hudkræft til kommende generationer.

Så hvis vi ikke støtter socialdemokaternes idé om forbud imod plastikposer, så støtter vi jordens undergang.

Eller?

Måske er vi nogen, der stadig tror, at statslige indblanding og en forbudsspiral uden ende ikke løser alt.

Ja, som konservativ er jeg om nogen imod kvindeundertrykkelse, sundsskadelig adfærd og miljøsvineri - men det er altså ikke statens og statens ansvar alene altsammen.

Vi har også et civilt samfund af ansvarlige individer, der kan tænke selv.

Skulle vi ikke som borgerlige lade dem?

Rio - det helt rigtige valg

2009-10-02T20:35:00.008+02:00

Stort tillykke til Brasilien og Rio for OL 2016 - og fuldt velfortjent.

Brasilien har taget kvantespring fremad de seneste 10-20 år, og er nu 'B'et i de såkaldte BRIC-lande, verdens 4 nye superøkonomier.

Brasilien har kræfterne, initiativet og fornyelsen.

Chicago, som jeg selv havde den tvivlsomme fornøjelse at besøge i denne sommer, udmærker sig, kan jeg rapportere fra egen erfaring, ved en trist, perspektivtløst fossil og nedslidt infrastruktur.

Trods amerikansk præsidents, præsidentfrues og diverse kendissers besværgelser ville et OL dér være, måske ikke en katastrofe, men afgjort ikke så lidt af en prøvelse, og særligt nyskabende ville det heller ikke have været.

Fra Rio kan man derimod forvente sig noget helt specielt, anderledes og ekstraordinært.

Tak til IOC for at stå imod det meningsløst ukritske mediehype og træffe det helt rigtige valg!

Socialdemokratiernes farvel

2009-10-01T21:24:00.006+02:00

Jeg har gennem 2 år haft ét gennemgående tema i denne blog: Opgøret med socialdemokratismens tro på, at udskæring af samfundskagen i absolut lige store stykker til alle uanset indsats og dygtighed, er vejen til alle lyksaligheder.

Efter det tyske SPD's katastrofale valgnederlag, må jeg nu overveje et nyt tema for bloggen.

Socialdemokratismens hærgen af Europa gennem adskillige generationer synes nemlig nu langt om længe forbi: I alle betydende europæiske lande forkaster vælgerne konsekvent Socialdemokratiet.

I UK famler Gordon Brown sig fra skandalesag til skandalesag, mens befolkningen med stor lede vender sig bort - og det er samtidig en sand fornøjelse at følge den Konservative David Cameron veloplagt fremlægge sit borgerlige alternativ til Labours visionsløse administration.

I Tyskland blev konservative Angela Merkel genvalgt med nu rent borgerligt flertal.

I Norge vandt socialdemokraterne, vil nogen måske indvende - og ja, men kun fordi nordmænd bosat i arktiske bygder tæller mere end nordmænd bosat i Oslo... Tillykke med det, Norge, men hvornår lader I egentlig som gode demokrater det borgerlige flertal få magten?

Og i Danmark ligger Socialdemokraterne og roder på deres 23% og gør deres bedste for at udråbe dette til en enorm sejr... Krag og Stauning må rotere mere end én gang i deres grave.

For alle borgerlige er denne besindelse i europæisk politik en lise for sjælen: Vælgerne køber ikke længere den tidligere så forlokkende, pyramidespilsagtige idé om, at man bare kan tage en hel masse fra nogle tilfældige "rige" mennesker, ca. 50% af befolkningen, og med rund hånd bestikke nogle andre tilfældige mennesker, ca. 50% af befolkningen, og dermed få mere "velfærd".

Vælgerne forstår den basale borgerlig tanke om, at velfærd kommer af hårdt, hårdt arbejde - og intet andet. Vælgerne forstår, at vi som samfund må knokle os til at have det godt - vi må tænke bedre end de andre, turde mere end de andre, gøre det bedre end de andre.

Vælgerne forstår, at erhvervslivet er alle danskeres allerbedste ven - ikke en malkeko med uudtømmeligt yver - men en ven, der med alles hjælp og forståelse, holder sikkerhedsnettet ud under alle.

Dét forstår danskerne. Lige med undtagelse af de få og til stadighed færre socialdemokrater.

Hvis vi vil have tingene til at være som de er, så må tingene laves om

2009-09-26T03:32:00.005+02:00

... lyder en paradoksal replik fra figuren Tancredo i Lampedusas underholdende roman om Italiens samling til én nation i 1800-tallet, Leoparden.

Replikken er en elegant twist på det konservative motto om at forandre for at bevare.

Men hvad er det for ting vi må ændre, hvis vi vil have at tingene skal være som de er?

Før jeg giver det svar - en interessant observation: I disse krisetider ser vi som bekendt en genopblussen af de gamle Keynesianske idéer om imødegåelse af kriser med enorme offentlige investeringer. Vi hører fra weekendens socialdemokratiske kongres konstante krav om flere og flere offentlige investeringer med det formål at imødegå den stigende arbejdsløshed, uagtet at sådanne investeringer kun kan laves med enten mere offentlig gæld eller med skattestigninger.

Det lyder jo meget tilforladeligt at forsøge at sikre den sociale stabilitet gennem offentlige investeringer, men læren fra krisen i 1970'erne er faktisk, stik imod tidens såkaldte konventionel visdom, ikke at massiv gældsætning til offentlige investeringer i længden er en effektiv krisestrategi: Nogen af os husker stadig Anker Jørgensen forsøge sig med at låne og atter låne sig ud af krisen, hvilket blot skubbede problemerne foran sig på vejen hen imod afgrunden - og hvor umådelig meget mere smertefuld genopretningen blev i 1980'erne.

Vi konservative ønsker også social stabilitet. Vi ønsker ikke massearbejdsløshed og at familier skal gå fra hus og hjem.

Men for mange politiske korrektioner af markedet har det med at gøre ondt værre: I forsøget på at rette op på én skævhed, f.eks. stigende arbejdsløshed, introduceres en anden skævhed, tindrende underskud, som så igen i længden alligevel fører til arbejdsløshed.

Vi må i stedet have modet til at fortælle vælgerne, at vi har vores velstand takket være globaliseringen og liberaliseringen af verdensmarkederne. Fordelene er bevisligt store. Men i systemet er også indbygget jævnlige kriser, der tjener et sundt og naturligt formål, at korrigere ophobede ubalancer, før en ny ligevægt kan indfinde sig med stabilitet og ny fremgang.

Derfor, hvis vi vil have tingene til at være som de er - forstået som et velstående Danmark med frie, selvforsørgende borgere - så MÅ visse ting laves om: Vi må stole på globaliseringens langsigtede fordele, den nuværende krise til trods, og i stedet for at frygte den og modarbejde den, ruste os til den og forberede os på at plukke frugterne, så snart krisen vender.

Det betyder, at vi allerede nu må væk fra omfordeling, som skaber passivitet, og i stedet tilskynde selvforsørgelse og social mobilitet. Vi må lave om på et skattesystem, der straffer overarbejde og viden. Vi må reformere de mange ordninger, der betaler arbejdsdygtige for at holde sig væk fra arbejdsmarkedet.

Fordi: Hvis vi vil have tingene til at være som de er, så MÅ tingene laves om.

Menneskets afskaffelse...

2009-09-24T22:18:00.005+02:00

... hedder en berømt bog af den store, dybt konservative tænker og forfatter, C. S. Lewis.

Bogen støtter den vestlige moralidés nødvendighed, bygget som den jo er på kristne værdier. Men allerede i 1947 så han faretegn i undervisningssystemets voksende subjektivisme og relativisme. Han mente, som bogens titel antyder, at relativismen i sidste ende truede civilisationen.

I den danske folkeskole af 2009 har årtiers kulturradikale indflydelse om ikke fuldt ud bekræftet Lewis' bange anelser, så dog i hvert fald bekræftet at de undergravede anti-værdier giver grund til bekymring: Eksempelvis vores gode danske tradition for religionsfrihed, som jo på ingen måde er lig med religionslighed - men mange skoler opfører sig som det var tilfældet. Og hele det røde Kabinet, partierne fra Enhedslisten over SF og Socialdemokraterne over til de Radikale, taler endda for kristendomskundskabens afskaffelse, som skal erstattes af et fag der blot og bart skal hedde "religion"...

Relativismen som disse venstrefløjspartier hylder, tilsiger jo, at alt er lige godt, så lad os da bare slå kristendommen sammen i en stor pærevælling med Scientologi, asetro, shamandyrkelse og hvad man ellers kan finde på ... Og hvis endelig noget er bedre end noget andet, så er det i hvert i den rødere del af skolesystemet aldrig den helt almindelige og traditionelle danske opfattelse, som er at foretrække.

Som konservativ er det mit mål at gøre op med denne skræmmende kulturnihilisme.

Jo, der er værdier bedre end andre: De værdier, som vi som nation og folk har bygget op gennem et årtusinde. Og dem skal vi ikke bare hælde ud med badevandet.

Politikens intellektuelle fallit

2009-09-22T00:46:00.002+02:00

Med aftenens pinlige retræte fra Politikens chefredaktør, som man meget sigende skal til JP for at finde, når de kulturradikale et nyt intellektuelt lavpunkt i deres ynkelige forsøg på at underminere det danske Forsvar.

Politikens beslutning om tilsidesætte Forsvarets i og for sig beskedne ønske om blot at respektere domstolene og afvente en juridisk kendelse, før man pirattrykte jægersoldatens bog, viser sig nu truffet af en chefredaktør, der i så vigtig og principiel en sag ikke har gidet besvære sig med at læse og forstå et helt enkelt brev.

Chefredaktøren udtaler sig altid med enorm bedrevidenhed, selv når han faktuelt bare tager 100% fejl, og at hans alarmerende mangel på sund dømmekraft og ansvarsfølelse ikke allerede har fået konsekvenser er mig en gåde.

Nu må domstolene så vurdere, hvad Politikens bidrag til at sætte danske soldaters liv i fare samt det gemene tyveri af en bog, skal koste i straf.

Men allerede nu betaler Politiken og dens kulturradikale eftersnakkere en velfortjent høj pris - nemlig en offentlig fordømmelse af deres landsskadelige og forkastelige adfærd, som befolkningen meget vel kan gennemskue at der ingen god undskylding er for.

Snik-snakken om principielt forsvar for ytringsfriheden er og bliver bare snik-snak som dække for ansvarsløst sensationshungeri og tyveri ved højlys dag.

Burka-tæsk

2009-09-20T16:26:00.006+02:00

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg helst havde været forslaget om burka-forbud foruden.

Vi Konservative er ikke et forbuds-parti, tværtimod hylder vi den personlige frihed.

Desuden ville jeg nødigt være den politimand, som skulle rende og anholde burkaklædte kvinder og smide dem i kachotten - det lader sig simpelthen ikke gøre at håndhæve en sådan lov.

Så jeg kan ikke fortænke de vælgere, der i seneste meningsmåling giver mit parti et hak i tuden.

Vi må op på hesten igen og forklare os lidt bedre.

For som vi diskuterede på Landsrådet, så bunder forslaget ikke i et ønske om et tøj-politi i stil med Irans, men tværtimod om kvinders frihed.

Jeg ser på vej til arbejde i Valby næsten hver morgen de samme to burkaklædte kvinder: Hyldet i sort fra top til tå, ja, selv hænderne er klædt i sorte handsker.

Er de på vej til arbejde i dén mundering?

Jeg tvivler - det kunne ellers være fantastisk - men sandheden er, at burkaen selvfølgelig forhindrer de kvinder i at fungere på nogen som helst blot tilnærmelsesvis normal måde i det danske samfund.

Det er dén ufattelige undertrykkelse, som sagen handler om.

Danske kvinder fik valgret i 1915 - siden har alle de andre frihedsrettigheder fulgt med, og vi er idag et af verdens mest ligestillede samfund, heldigvis for det.

Danmark anno 2009 bør ikke tolere kvindeundertrykkelse i nogen former. Det vil de fleste partier sikkert skrive under på. Men i modsætning til venstrefløjen, der i sin uhellige alliance med islamisterne i praksis vender det blinde øje til kvindeundertrykkelsen så snart denne er kædet sammen med islam, så mener vi konservative faktisk noget om sagen, vi ønsker faktisk at gøre noget for de kvinder.

Det er i virkeligheden dét burka-sagen handler om.

Kære Lene...

2009-09-19T14:37:00.007+02:00

Tak for din tale til Landsrådet sidste weekend.

Jeg var der i Bella Centret med mine gode venner fra Helsingør og nød dine reflektioner om konservatismen. Jeg har plukket lidt i talen for at fremhæve de afsnit, som jeg specielt nød:

"Konservatisme i praksis er at skabe en balanceret og rolig udvikling... en stærk nation, der tager vare på de svageste. En nation, hvor sammenhængskraften styrkes gennem fælles værdier. En nation, hvor der er frihed og respekt for den enkelte og dennes ansvar.

Konservatisme er ikke et populistisk modefænomen, det er en holdning, en tilstand, en livsanskuelse...

Alt er ikke lige godt. Vi tør faktisk godt stå op og sige, at vi mener, at vores værdier er mere holdbare, mere rigtige og mere retfærdige, end andre. Det er jo derfor, at vi har valgt dem!

Vores værdier har blandt andet udspring i, at vi er et kristent folk, kristen tankegang gennemstrømmer hele samfundet. Vi respekterer og anerkender naturligvis andre religioner, vi har religionsfrihed. Men! – vi har ikke religionslighed."

Det jeg siden din tale har tænkt en del på, er at konservatismen er jo som bekendt i modsætning til andre politiske "ismer" ikke en ideologi. Snarere en anti-ideologi, fordi vi ikke tror på, at fortænkte utopier kan bringe folket lykke. I stedet for ideologien tror vi på nytten af de erfaringer om det gode samfund, som danskerne møjsommeligt har erhvervet sig siden nationen blev født og danskerne kristne.

Dette anti-ideologiske ståsted er vores styrke, fordi vi ikke lader os forblænde af de utopiske politiske teorier og derfor på baggrund af erfaringen og den sunde fornuft kan træffe bedre beslutninger end andre partier.

Men af og til kan det måske også få nogen spørge: "Men hvad vil I så? Hvad tror I så på, og hvad kæmper I egentlig for?

Lene, jeg synes du gav nogle gode svar.

Hvem "plyndrer" hvem?

2009-09-12T19:55:00.002+02:00

Jeg var én af ophavsmændene til det forslag, som Helsingør Konservative vælgerforening fik vedtaget på sidste års Landsråd om at se på udligningsordningen.

Det står jeg 100% ved: Vi skal have en vis udligning, ja, men vi skal ikke som idag sætte konkurrencen ud af kraft, og belønne de kommuner, som lader stå til, og straffe dem som gør en ekstra indsats. Vi skal ikke have et system, der fire og fem-dobler antallet af idrætsanlæg i provinsen alene via kommunale overførsler.

Fordi jeg selv har kæmpet for ændre uretfærdigheden, er det ekstra beskæmmende at se, hvor uendelig overfladisk medierne tager på sagen.

Se denne overskrift fra Ritzau:

"S vil stoppe plyndring af fattige kommuner"...

Ja, sådan omtales i sædvanligvis seriøse medier forslaget om at fjerne den for almindelig mennesker ubegribelige "hovedstadsudligning"...

Og endnu engang forsøger en Socialdemokrat at caste sig selv i rollen som Robin Hood, der giver til de "fattige".

Men hvem er det der plyndrer hvem?

Det er socialdemokratismens inderste væsen at plukke fjerene af enhver - borger som virksomhed som kommune - det stikker blot den mindste smule ud fra den grå masse og vover at gøre det bare lidt bedre end gennemsnittet.

Sandheden er, at det er dygtighed og flid, som bliver plyndret.

Og at plyndre dem bare en smule mindre ville være et fremskridt.

Derfor vores forslag.

Asociale kapitalistsvin...

2009-09-03T05:25:00.005+02:00

... kalder en læge sig ironisk i en bidende kritik af S-SF's millionærskat i Berlingske.

Han har nemlig begået den socialistiske forbrydelse at arbejde for meget og er derfor havnet i den gruppe af "millionærer" der nu på Robin Hood-maner skal plyndres, så hans rigdomme kan spredes ud til alle og enhver.

Han beskriver selv sin brøde, som bragte ham over den anstødelige grænse på kr. 1.000.000, sådan:

"Udover at passe mit arbejde som speciallæge på hospitalet, arbejder jeg nemlig også i fritiden i min praksis, hvor jeg ser helt almindelige socialdemokratiske (eller folkesocialistiske) sygesikringspatienter."

Kommentaren rammer en spidende pæl gennem den forældede betonideologi, som S-SF's populistiske opgør med "millionærerne" er udtryk for.

Her har vi en mand, der arbejder i døgndrift for velfærdssamfundet. Han passer sit arbejde, og han arbejder også over, hvilket nedbringer ventelister og burde være til alles bedste. Han bliver betalt for sit arbejde i henhold til offentlige overenskomster.

Kan én eller anden indsigtsfuld socialist forklare mig, hvorfor denne mand skal straffes med brandbeskatning?

Hvis der er en god forklaring vil jeg meget gerne høre den.

For midlet til at undgå brandbeskatningen er jo meget enkelt - at arbejde mindre, hvad den gode læge da også skriver at han har i sinde, hvis Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti får magten. Dét er der formentlig rigtig mange andre "millionærer" der også vil vælge at gøre - arbejde mindre.

Arbejde mindre for at undgå brandbeskatning - mener socialisterne at det vil være til gavn for velfærden?

Læser socialdemokrater og folkesocialister Æsop?

2009-08-29T22:12:00.007+02:00

Hvis ikke, burde de måske nærstudere Æsop's fabel om gåsen, som lagde guldæg - som læserservice her i forkortet version:

En bonde har en gås, der lægger guldæg. Dag efter dag. Bonden bliver meget rig. Men han er grådig og gider ikke vente. Han slår gåsen ihjel i håb om at kunne hale alle guldæggene hjem med det samme. Men den døde gås er selvfølgelig blot tom inden i - og nu har bonden intet.

Lad os opdatere fablen og skrue tiden frem til et, forhåbentlig alternativt, scenarie, efter folketingsvalget år 2011:

Helle Thorning-Schmidts Røde kabinet med tidligere kommunist Ole Sohn som nyudnævnt finansminiser råder over et dansk erhvervsliv, der leverer solide overskud til finansiering af den danske velfærd. Dag efter dag leverer virksomhederne stabile skatteindtægter og arbejdspladser. Det danske samfund er ét af verdens rigeste takket være dette erhvervsliv. Men socialdemokraterne og folkesocialisterne gider ikke vente på at få deres i forvejen rigelige del i virksomhedernes værdiskabelse. De skruer selskabsskatterne i vejret, som de jo lovede tilbage i 2009, i håb om at kunne vride endnu mere ud af erhvervslivet. Men se - nye virksomheder ser sig om efter mere venlige lande at etablere sig i. Og iværksætterne opgiver ævret - for skulle man endelig klare sig igennem selskabsskatterne og komme ud som succes på den anden side - så venter jo en ny tur på slagtebænken, denne gang kaldet "millionærskatten"... Initiativ og virkelyst segner under den socialistiske skatteskrue. Så Helle Thorning-Schmidts Røde kabinet må forbløffet se skatteindtægterne falde - erhvervslivet bløder gennem sin dekapiterede hals. Gåsen er død - og nu har Gamle Danmark intet at falde tilbage på...

Jeg beder til Vorherre om, at en S-SF regering må forblive i fablernes verden.

Kristian Mogensens teser

2009-08-28T21:07:00.001+02:00

De er fra 1974, men stadig værd at læse:

Vi må bekæmpe de patentreformatorer, som plager landet med deres evige trang til at lave om på alt muligt. Vort udgangspunkt må være, at når en samfundsindretning har virket godt og længe, er dette et argument for at bevare den og ikke for at afskaffe den. Selvfølgelig skal vi være med til at lave forandringer, og vi har selv adskillige at foreslå. Men betingelsen for at støtte en forandring må være, at det er en forandring til det bedre.
Der må føres en politik til støtte for de flittige og stræbsomme, som trækker læsset, men som for tiden nærmest må føle sig til grin, og som idelig mistænkeliggøres eller bliver misundt, hvis de får nogen fordel ud af deres indsats. Vi må fremme forståelsen for, at det først og fremmest er folks egen indsats, som skaber tryghed og gode kår; det er ikke de værdifuldeste samfundsborgere, som forlanger, at de stegte duer af sig selv skal komme flyvende ind i munden på dem, og som samtidig har travlt med at føre misundeligt kontrol med, om der kommer flere stegte duer til naboen.
Vi må støtte de frie erhverv, hvis indsats er grundlaget for samfundets velstand. Både de store virksomheder og de små (den enkelte handlende eller håndværker) skal have lov til at være her uden idelig at blive generet af samfundet.
Vi må bekæmpe klassepolitik og skabe forståelse for, at når vi f.eks. vil fremme industriens interesser, tænker vi ikke blot og ikke først og fremmest på industriens ejere, men på alle, som er beskæftiget i industrien, og som til syvende og sidst har fælles interesser.
Vi må til det yderste bekæmpe den lammende skatteplyndring, som er slået igennem i de senere år, ikke mindst på grund af overhåndtagende offentligt frådseri.
Vi må effektivt bekæmpe det tiltagende statsdirigereri og skrankepaveri, som irriterer os alle.
Vi vil føre en ansvarlig og human socialpolitik, men afskaffe den bestikkelses- og fordelingspolitik, som samfundets socialpolitik efterhånden har udviklet sig til.
Vi må værne om retsbevidstheden, og på ny sætte det gamle ord om, at lov er lov og lov skal holdes, i højsædet. Man må holde op med idelig at lave om på love og andre offentlige forskrifter, så efterhånden ingen kan finde ud af, hvad der er gældende ret. Man må også holde op med at lefle for bevidste lovbrydere. Når det f.eks. kaldes miljøskabende, at man i ”Christiania” og andre ”alternative samfund” åbenlyst sætter sig ud over gældende regler og bestemmelser, er det at gøre nar ad de folk, der endnu søger at skabe miljø hjemme eller på deres arbejdsplads inden for rammerne af gældende lov og ret.
Vi må have mod til at bekæmpe de højtråbende mindretal, som har travlt med at nedbryde almindelig moral og anstændighed.
Vi må føre en skolepolitik, der respekterer forældrenes ret til at opdrage deres børn. Det er ikke skolens fornemmeste opgave at præge børnenes livssyn og karakter, og vi vil ikke lade pædagoger og psykologer bemægtige sig denne opgave. Derimod er det skolens opgave at bibringe børnene kundskaber, og det er børnene, der senere må betale prisen, hvis skolen forsømmer opgaven. – Man må i skolepolitikken holde op med de håbløse forsøg på at bortforklare eller tilsløre den kendsgerning, at menneskene er født med forskellige evner og anlæg.
Sidst, men ikke mindst, må vi stå vagt om landets forsvar.

Vi har brug for ny-schlüterisme

2009-08-26T20:24:00.002+02:00

Jeg er STOR fan af Poul Schlüter - Danmarks redningsmand efter Anker Jørgensens perspektiveløse overgivelse til fagforeningerne og efterfølgende pantsætning af kongeriget.

Poul Schlüter anglede ikke efter popularitet: Han fortalte danskerne at de skulle spænde livremmen ind, og han gennemførte den berømte kartoffelkur. Han gjorde det nødvendige, og vælgerne kvitterede, selvom det også gik ud over dem selv - fordi de vidste, at det skulle til for at bringe Danmark på gode igen.

Vælgerne belønnede det Konservative Folkeparti, som sjældent før og siden, indtil Tamil-sagen fuldstændigt uretfærdigt bragte hædersmanden Poul Schlüter til fald.

Siden har Danmark og det Konservative Folkeparti ikke været i sammenlignelig samklang - desværre - for danskerne er jo i realiteten ét af verdens mest konservative folkeslag.

Poul Schlüter er jo kendt for at være imod "ismer" - "ideologi er noget bras" - men her i tiden efter krisen har vi brug for en ny isme, hvad jeg vil kalde "ny-schlüterisme" som bl.a. indebærer:

At holde op med at lefle for alt hvad der rimer på "velfærd"
At fortælle borgerne den ubehagelige sandhed, at vi måske nok har afværget en global økonomisk krise af gigantiske dimensioner, men at regningen altså nu skal betales af
At få konservative dyder som mådehold tilbage i samfundsøkonomien og husholds-ditto

Alt for meget politik styres af fokusgrupper, som fører til "regression towards the mean" - en drift imod den overbefolkede midte, hvor alle partier vil det samme.

Poul Schlüter ville ikke det samme som midten - han ville et Danmark i storform, som selv bestemte over sin egen skæbne, også selvom det kunne gøre nas at få kursen rettet op. Han var ikke berøringsangst overfor samfundets mange højtråbende interesseorganisationer.

Når vi står frem med den vision som et parti, der mere end noget andet kan og vil igen bringe Danmark på ret køl, sågar trække fædrelandet tilbage fra afgrundens rand, så vinder konservatismen frem - og i nutidens økonomiske klima kan der tidsnok blive brug for det.

Henrik Møllers frygtindgydende nordjyske væbner

2009-08-19T21:42:00.003+02:00

af Kristian Juul (C)

Konservativ byrådskandidat

Ud af den blå luft dukker forleden i Helsingør Dagsblad spalter et tidligere socialdemokratisk byrådsmedlem op og erklærer sin støtte til Henrik Møller som borgmester.

Ikke så overraskende ved første øjensyn - indtil man opdager det besyndelige, at vedkommende socialdemokrat, Rasmus Prehn, var byrådsmedlem... i Ålborg!

Så forstår man bedre den mangel på lokalkendskab, som læserbrevet bærer præg af. Prehn mener, at danskerne "tænker socialdemokratisk", og det skulle ifølge ham betyde "særdeles gode chancer for generobre borgmesterposten efter alt for mange år med konservativt Tærsbøl styre".

Havde Rasmus Prehn fra sit nordjyske domicil sat sig ind i Helsingørs historie, ville han have vidst, hvad der skete for 16 år siden sidst nogen her på egnen "tænkte socialdemokratisk" og samtidig havde magten over økonomien: Den sidste S-borgmester efterlod sig som bekendt en komplet drænet kommunekasse, som kun Indenrigsministeriet kunne redde fra bankerotten. Siden har "de alt for mange år med konservativt Tærsbøl styre" resultereret i én af landets stærkeste kommunale økonomier og en markant forbedret kommunal service, trods de svære år i værftslukningens skygge - ikke så dårligt, som Henrik Møllers nordjyske væbner gør det til.

I samme periode har Rasmus Prehn haft travlt med at avancere til kommunalordfører. Det er i den egenskab han i sin store iver efter at blive Henrik Møllers støttepædagog nu laver en ren "Uffe" (Uffe Elleman erklærede som bekendt kort tid før et valg "Den er hjemme!", hvad den ikke var): Under den overmodige overskrift "På vej til sejr ved kommunalvalget" nævner kommunalordføreren i en nylig pressemeddelelse udtrykkeligt Helsingør!

Vi må vente og se, hvor meget hjemme sejren er for det nye makkerpar i Helsingørs lokal-politik Prehn & Møller. Vi lokale konservative tager ikke noget for givet, men vi har på den anden side heller ikke så magtfulde landspolitiske venner som Henrik Møller har til at tale vores sag.

Vi kan se vi er oppe imod en frygtindgydende modspiller i Rasmus Prehn, men som en anden David mod Goliath tager vi udfordringen op, for i sidste ende er det jo trods alt vælgerne fremfor nordjyske talsmænd der her på egnen afgør, hvem der har fortjent sejren.

Helsingør skal have kulturkanon

2009-08-18T21:15:00.002+02:00

Helsingør, den 18. August 2009

Pressemeddelelse i Nordsjælland.

Helsingør skal have kulturkanon

"Den lokale kultur er noget, der kan binde folk sammen, og Helsingør har meget andet end Kronborg og Hamlet at byde på, men der er behov for at få en samlet oversigt over det bedste fra den lokale kultur gennem tiderne, siger Malene Carmel, konservativ kulturudvalgsformand i Helsingør. "Vi foreslår derfor, at Helsingør får sin egen kulturkanon, der fokuserer på det bedste i Helsingørs kulturarv."

Kristian Juul, der er konservativ byrådskandidat uddyber initiativet: "Tanken opstod ved et møde for nyligt med lokale kulturpersonligheder, hvor vi snakkede om hvor mange bidrag til kulturen, der i virkeligheden er skabt i og omkring Helsingør af kreative personligheder og initiativrige personer.

Vi kan alle lære noget nyt om den lokale kultur, og på tværs af generationerne kan denne viden være med til at sikre, at vi føler os hjemme og tager et ansvar for at passe på vores by.”

Malene Carmel vil nu bede kulturforvaltningen komme med et oplæg til den videre proces, herunder oplæg til de kriterier, der skal udvælges efter, og forslag til sammensætningen af en lille, effektiv arbejdsgruppe, der kan finde perlerne indenfor arkitektur, litteratur, musik og kunst skabt i Helsingør-området.

Som eksempler på hvad der kan komme med i kulturkanonen nævner Malene Carmel komponisten Buxtehude, Romerhusene og forfatteren Martin Andersen Nexø. Nexø boede i Espergærde, da han skrev ”Pelle Erobreren”.

De konservative forestiller sig, at Helsingørs kulturkanon skal tilbydes folkeskolerne som undervisningsmateriale og ligge fremme på museer og biblioteker til alle interesserede.

For yderligere oplysninger:

Malene Carmel mca11@helsingor.dk, mobil 25 51 23 25

Kristian Juul, juul.familien@gmail.com, mobil 30 83 43 15

Gen dannelse

2009-08-16T21:05:00.004+02:00

Der er - beklageligvis - noget støvet over begrebet "dannelse".

Tidligere skrev man dannelsesromaner - som folk vel at mærke læste. Og man havde som politisk ambition at højne det danske folks almene dannelse gennem folkehøjskoler, undervisningspligt og gratis uddannelse til alle.

Siden blev begrebet slidt og fik karakter af noget belærende og utidigt.

Dannelse gik af mode.

Det er ærgreligt, for at være "dannet" rummer ellers en rigdom for den enkelte - en indsigt i verden, som er tilkæmpet gennem studier og hårdt slid - en dybde i skarpheden, når man stiller ind på virkeligheden.

Det skulle være cool at være dannet.

For vi - Danmark - har mere end nogensinde brug for en dannet befolkning, som nysgerrigt og åbent suger viden til sig, og danner sig selv i processen, til gavn for dem selv og for samfundet.

Vi har brug for det jeg vil kalde gen-dannelse - et stort politisk projekt, som sigter på at højne alle danskeres dannelse, også nydanskernes: Det burde ikke være muligt at gå uoplyst gennem livet med lukkede øjne og fingre i ørerne, blot fordi ens kulturelle tradition siger at tro og overtro kommer forud for viden.

Vi har brug for oplysning af danskere og nydanskere - lad blot folk vælge den livsindstilling frit de ønsker... men lad dem gøre det på oplyst grundlag.

Uvidenhed er ikke en option.

Er det sådan, vi ønsker, vores land skal være?

2009-08-13T21:18:00.005+02:00

... spørger retorisk Poul Nyrup Rasmussen ovenpå rydningen af Brorsons Kirke.

Jeg ved ikke, hvad det er for et "vi" den tidligere statsminister henviser til, men i fald jeg selv er en del af dette "vi", så er svaret her:

Ja.

Ja, som Konservativ ønsker jeg, at vores land skal være et land bygget på love.

Så simpelt er det.

Jeg oplever af og til, at jeg ikke er personligt enig i de domme, der afsiges i Danmark, at dommene er alt for slappe, tager alt for meget hensyn til forbryderen, og ikke giver ofrene den oprejsning de fortjener.

Jeg kan være nok så uenig. Men jeg respekterer lov og ret og anfægter ikke systemet som sådan, magtens tredeling.

Det samme havde jeg trods politisk uenighed håbet at en tidligere statsminister ville gøre - vi taler trods alt om en grundpille i vestlig demokrati.

Men nej. Poul Nyrup udtaler nok så nonchelant: "Jeg skal slet ikke gå ind i juraen. Jeg kan kun sige, at der må findes en anden vej."

Men hvad er det egentlig for en anden vej, eks-statsministeren tænker på? Hvad er en anden vej end juraen? En tilfældig folkestemning? Eller en særlov, hvor politikere ophæver sig selv til dommere og sætter magtens tredeling ud af spil, fordi man mener at man bedre kan dømme end de, som er uddannede hertil?

Man forstår, at den anden vej meget vel kunne være politisk at underkende de retsinstanser der har behandlet sagerne?

Men så hører retssamfundet jo op...

Nyrups vej er en blindgyde. Som Konservativ mener jeg, at lov og orden den eneste farbare vej.

Og ja, det er faktisk sådan jeg ønsker, vores land skal være.

Lykketofts bestikkelse

2009-08-10T20:00:00.003+02:00

I en kronik i Politiken skriver Mogens Lykketoft:

"Regeringen spiller på, at et flertal af vælgerne mener, at de borgerlige er bedst til at styre økonomien. Denne vælgeropfattelse har undret mig, fordi Nyrups regering sagligt set førte en langt mere ansvarlig økonomisk politik. Men det er gået op for mig, at danskerne svarer på noget andet – nemlig hvem de tror, der vil sørge for flest penge i deres private pengepung.

Og her er det klart, at partier, der taler imod det høje skattetryk og forud for hvert valg forsøger at bestikke middelstanden med nye ufinansierede skattelettelser, har en fordel."

Jf. denne blogs grundtanke, at pengene ligger bedst i borgernes lommer, kan jeg kun glæde mig over, at ledende socialdemokrater nu erkender, omend med umådelig fortrydelse, at borgerne stemmer efter at få lov at beholde bare lidt mere af de værdier de selv skaber.

Men ordet "bestikker" afslører socialdemokraternes grundlæggende opfattelse af, at borgernes penge i virkeligheden ikke er borgernes, men... socialdemokraternes.

For man kan som bekendt ikke bestikke nogen med noget, som i forvejen er deres eget.

Med mindre man er socialdemokrat.

Det konservative projekt - opgør med normløsheden

2009-08-09T22:03:00.005+02:00

Offentligheden råber som bekendt på projekter, politiske projekter: "Hvad er så dit projekt?" spørges enhver nyvalgt kandidat.

Lige nu spørges der især kritisk til, hvad vores nye statsministers og vicestatsministers projekt er - noget sjældnere hvad oppositionens er, selvom det da også kunne være spændende at høre.

Forleden blev et interview med Lene Espersen i dele af pressen unfair udlagt til, at det konservative projekt nu består i at opdrage børnene til at bære tallerkenerne ud og rejse sig for de ældre i bussen.

Selvfølgelig er vores projekt så meget mere, som faste læsere af denne blog vil vide, men lad mig nu tage fat i det med høflighed og dannelse:

Ja, det er også for mig en del af at være konservativ at være et ordentligt menneske, et dannet menneske, et nogenlunde civiliseret menneske, som uden at kamme over i selvhøjtidelighed faktisk tager visse grundlæggende normer alvorligt og behandler andre menneskers liv og ejendom med respekt.

Venstrefløjen som (hvad sommerens bersærkeragtige hærværksorgier i København endnu engang beviste) har gjort en dyd ud af total normløshed og respektløshed, latterliggør ikke overraskende opfordringen fra Lene Espersen.

Men jeg synes det er på høje tide at de højtbrølende autonome får modspil:

Normløshed er ikke et legitimt politisk projekt bare fordi man kan få medlemmer af Enhedslisten, inklusive de som af navn er hoppet over til socialdemokraterne, til at støtte det.

Men opgøret med normløsheden er - desværre - blevet et nødvendigt projekt.

Konservative - den sunde fornufts bolværk imod valgflæsk

2009-08-05T23:09:00.001+02:00

af Kristian Juul (C) byrådskandidat

På landsplan ser vi desværre nu skatteindtægter falde som følge af den stigende arbejdsløshed. Ingen ved, hvor længe og i hvilket omfang dette vil fortsætte.

Som konservativ byrådskandidat mener jeg, at det er sund fornuft at forberede sig på det værste - en langvarig krise. For selvom Helsingør kommune heldigvis har én af landets bedste økonomier - i lighed med flere andre konservativt styrede kommuner - så kan ingen desværre garantere at økonomien også hos os vedbliver at være så robust, når indtægerne falder og udgifterne til offentlig forsørgelse vokser, generelt i Danmark, ja i det meste af verden.

Som konservative må vi derfor være den sunde fornufts bolværk imod de partier i byrådet, specielt de "gavmilde" Lokaldemokrater, der op til valget lover til højre og venstre.

Lad mig sige det klart: Dette er ikke tiden til nye udgifter. Valgflæsket må springes over denne gang.  I stedet skal vi i kommunen arbejde på at erstatte mulige fremtidige huller i kommunekassen med andre indtægter - ved at tiltrække konkurrencedygtige virksomheder, ved at videreudvikle turismeindustrien.

At videreudvikle lokale partnerskaber mellem kommunen, virksomheder, foreninger, de enkelte borgere og boligområder er i dag mere vigtigt end nogensinde for at overvinde udfordringerne sammen - men det må lige nu være partnerskaber med det hovedformål for øje at skabe indtægter og vækst først og fremmest.

Det er omvendt den letteste sag i verden at dele milde gaver ud, specielt i en valgkamp, men det er simpelthen ikke troværdigt.

Lige nu må vi tværtimod stå sammen om at bære byrderne. 

Konservatives naturlige størrelse

2009-06-14T07:27:00.003+02:00

Mit parti har ligget på ca. 10-12% i valg og meningsmålinger gennem efterhånden en del år, mens Venstre i samme periode har ligget på ca. det dobbelte.

Men dette interne styrkeforhold mellem de to regeringsbærende borgerlige partier er ikke naturgivent.

Lad mig minde om, at i 80'erne var billedet helt det modsatte.

Ydermere, i langt de fleste europæiske lande er de store konservative folkepartier - f.eks. Tory i UK, CDU i Tyskland - langt større end de liberale partier.

Europæerne er dermed i natur langt mere konservative end de er liberale.

Dét tror jeg dybest set også danskerne er over et langt træk.

Hvordan får vi så det Konservative Folkeparti op i sin naturlige størrelse, som i hvert fald bør være det dobbelte af den nuværende tilslutning?

Jeg tror at vi konservative må blive dygtigere til at få de mange værdikonservative vælgere, der idag ikke sætter kryds ved C, til at gøre det. Værdikonservative danskere findes i dag både på socialdemokraternes højrefløj, hos Venstres byvælgere og blandt de Dansk Folkeparti-vælgere, som måske ikke har fundet nok nationalkonservatisme hos mit eget parti.

Det er vanskeligt, men ikke umuligt at favne dette spektrum af potentielle vælgere - det viser erfaringerne fra andre europæiske lande.

Socialdemokraterne - vejet og fundet for let

2009-06-11T19:37:00.003+02:00

Det er ingen hemmelighed, at jeg på disse sider har ofret mange spalter på at kritisere socialdemokraterne og deres misundelsesramte, selvdestruktive fordelingspolitik.

Men man skal selvfølgelig opretholde en fairness - og lad mig derfor slå fast, at socialdemokraterne HAR på godt og ondt præget Danmark gennem det sidste århundrede. Der findes endda socialdemokrater, som man må regne til blandt nationens bedre statsmænd, f.eks Kragh.

Men det er som om kvaliteten af socialdemokratiske politikere har været i konstant forfald fra Kraghs tid og fremefter.

Efter Anker Jørgensen fik skubbet nationen ud på falittens rand, kunne man næsten ikke forestille sig, at det ville gå værre, men ovenpå Nyrup og hans efterlønskatastrofe og Lykketoft og hans pseudoelitære pseudotrotskyisme valgte man så den ultimative letvægter, den nuværende formand.

Har du prøvet at lukke øjnene, og blot LYTTE efter hvad hun siger?

Prøv det - men kun én gang, hvis du vil beholde din forstand.

S-formandens konsekvente fornægtelse af basale økonomiske sammenhænge kan drive enhver med blot et minimum af sund fornuft til vanviddets yderste rand.

Tal de privat ansattes sag

2009-05-18T16:50:00.003+02:00

Mange partier både til højre og til venstre konkurrerer om de offentligt ansattes gunst.

Fair nok. Jeg påskønner selv den engagerede lærer, pædagog, læge, sygeplejerske, man møder i hverdagen.

Men alligevel - hvem tænker på de privat ansatte? Hvem taler deres sag højt?

Lige nu kunne der være brug for sådanne røster: Privatansatte rammes i langt, langt højere grad af finanskrisen og massefyringer end offentligt ansatte. Privatansatte må holde langt mere tilbage med lønstigninger end offentligt ansatte. Privatansatte må arbejde stadig hårdere med mindre jobsikkerhed end offentligt ansatte.

Og lad mig så lige minde om den økonomiske naturlov, at velfærdssamfundets finansiering i sidste ende kommer fra privatansattes indsats.

Af en eller anden grund er det ikke politisk korrekt. Men lige så legalt det er at prise offentligt ansatte bør det være at prise de privatansatte. Jeg tør godt - de privatansatte gør det godt!

Modermålsundervisning - for egen regning

2009-05-03T20:46:00.000+02:00

Et forslag om at genindføre offentlig modersmålsundervisning har for nyligt været på byrådets dagsorden i forbindelse med budget 2010. Som konservativ byrådskandidat vil jeg hermed slå fast at jeg mener, at dette IKKE er en kommunal opgave. Forældrene må naturligvis selv til lommerne.

Danmark er et frit land, inklusive Helsingør Kommune, og enhver skal være yderst velkommen til at selv at tage initiativ til at undervise egne eller andres børn i urdu, tyrkisk eller farsi eller hvilket som helst sprog man nu måtte ønske - men for egen regning.

I Danmark er modersmålet per definition dansk, og når man skal vokse op og fungere i Helsingør kommune, så er det altså dansk, som kommunen skal betale for - udover fag som engelsk, tysk og fransk, som er det de fleste skal bruge i deres senere erhvervsliv. Det er de sprog vi kan være bekendt at bede skatteyderne støtte - resten må være op til privat initiativ.

Beton Socialistisk Folkeparti

2009-04-25T15:50:00.002+02:00

Op til Socialistisk Folkepartis landsmøde er del artige sandheder dukket op, som har revet sløret af Villy Søvndals projekt:

Lad mig slå fast:

SF ønsker fortsat at afskaffe kapitalismen, det betyder at noget så grundlæggende som den private ejendomsret vil være fortid hvis SF - himlen forbyde det - nogensinde skulle få magt som agt
Forslaget om ØD er første skridt mod netop afskaffelsen af kapitalismen - men hvordan "overskudsdeling" skulle løse finanskrisen er dog himmelråbende uklart - lige nu er der jo ikke just så meget overskud at tage af, så forestiller SF sig også at lønmodtagerne fremover skal dække virksomhedernes underskud? Ellers hører alting jo op for et parti, der påstår at ønske "retfærdighed"
SF ønsker en "revolutionær proces" - hvad det så end måtte betyde? Skulle befolkningen i et anfald af kollektivt vanvid give socialisternes flertal og kende sig til "revolution", vil SF så give folket mulighed for at fortryde? Fortidens revolutioner har jo ikke just været med demokratisk fortrydelsesret.

Alt dette psedumarxistiske revolutionssvæmeri ville være så fjollet at tage stilling til, at jeg ikke gad sætte mig til tasterne, hvis lige det var, at SF lå til ubegribelige over 20% af stemmerne.

Men de mange som anser SF som harmløse, skal vide hvad det er for en utrolig ufolkelig sag de støtter. For det danske folk er IKKE i samklang med SF's betonsocialistister.

Intet marked uden lov og orden

2009-04-19T19:26:00.000+02:00

Man kan ikke have et velfungerende marked uden lov og orden.

Manglen på basale reguleringer, som ejendomsret, love imod svindel og bekæmpelse af korruption, er grunden til, at markedsøkonomierne aldrig er slået ordentlig an i lande med en svag stat.

Men manglen på mere subtile reguleringer af de finansielle institutioner i USA og andre steder de sidste 10-20 år viste sig næsten lige så fatal.

De fleste virksomheder, også de finansielle, opfylder kundernes reelle behov og har en nobel mission ved siden af det basale mål om at være profitable.

Kapitalisme bygger på tillid. Men når selvinteressen tipper over i grådighed, må samfundet have et værn.

Det arbejder specielt borgerlige europæere kraftigt på at genetablere i disse tider, fremfor den socialdemokratiske/keynesianske model at sprøjte stadig flere skatteborgerpenge ud i økonomien.

Håbet er, at reguleringerne oveni krisen får os til at tænke os bedre om - om materialismen, grådigheden, forurening og rovdrift på ressourcerne er vejen frem?

Målet er en lidt mere tøjlet, lidt mere moderet - ja, lidt mere konservativ - kapitalisme.

En bærbar på pulten foran hver eneste elev!

2009-04-08T11:43:00.000+02:00

Den danske Folkeskole daterer sig så langt tilbage som næsten 200 år, nemlig til 1814, da tvungen skolegang fra det 7. til det 14. år blev indført, og de første lærerseminarier oprettet. Slår man op under året 1814, springer det i øjnene, at skoleloven var et enligt lyspunkt i en ellers ufattelig mørk tid for Danmark: Ovenpå datidens finanskrise efter Napoleonskrigen, som havde ledt nationen ud i den ydmygende statsbankerot og pengeombytning, var spot føjet til skade ved Freden i Kiel, hvor Danmark blev tvunget til at afstå Norge til Sverige.

Finanskrise ovenpå et antal dyre krige - og svaret: en langsigtet satsning på de nye generationer gennem uddannelse, uddannelse, uddannelse.

En modig satsning i en tid, hvor landet var i knæ: Man tog sig råd til at tilbyde uddannelse til folket, ikke kun eliten, i håbet om, at børnenes højere vidensniveau og dannelse ville kaste af sig senere i voksenlivet.

Interessant nok begyndte den kaotiske danske økonomi da også så småt at forbedres, med en naturlig forsinkelse dog, nemlig i slutningen af 1820'erne - altså samtidig med at de første årgange efter skolelovens indførelse var gennem skolesystemet.

Gennem snart 200 år har vi i Danmark lært af succesen fra dengang og udvundet dette vores eneste "råstof" - fra 1800-tallets bondenation over 1900-tallets industrination til det 21. århundredes vidensnation.

God uddannelse gør det idag som dengang muligt for hvert et barn at bryde med sin baggrund og udfylde sine talenter. Men gør vi det stadig godt nok?

Meget er rettet op de sidste 8 år siden 2001's katastrofale PISA-undersøgelse trak tæppet væk under vores illusioner og afslørede enorme huller i folkeskoleelevernes basale færdigheder - resultatet af årtiers kulturradikale underminering af uddannelsessystemet. Flere timer og større krav har bevisligt virket.

Men genopretningen af Folkeskolen må følges af endnu mere ambitiøse mål: I verden af idag er råstoffet "viden", hårdt tilegnet og dog en flygtig størrelse, stadig det mest værdifulde man kan eje.

Danmark - engang en af verdens rigeste lande - ligger idag i en småkedelig midtergruppe på nationernes rangstige, og vi risikerer at glide endnu længere ned, hvis vi ikke får flere unge gennem uddannelserne. Samtidig skal de unge selvfølgelig også have mere relevant viden med sig undervejs: Brugen af IT skal være tidssvarende og i top. Vi kan ikke sende vores unge ud i det 21. århundredes erhvervsliv oplært med 20. århundredes forældede atlas og slidte tavler.

Og hvad sker der iøvrigt med de, som dropper ud og intet har lært undervejs? De må kæmpe om de stadig færre ufaglærte jobs: Som 3F fornyligt viste, vil 229.000 ufaglærte arbejdspladser forsvinde denæste 3 år, og selv om konjunkturerne skulle vende i 2011, vil mindst 122.000 ufaglærte job aldrig komme igen

Den borgerlige regering har puttet mange penge i Folkeskolen, i forvejen verdens dyreste, men når pengene ikke af sig selv udviser mirakler er det nok fordi vi stadig mangler det allervigtigste, som ingen regering kan give børnene: Forældrenes kærlige motivation, når de læser lektier med børnene, når de opmuntrer til at arbejde stædigt med fagene, specielt i matematik, engelsk og naturfag, når de tilskynder børnene til videreuddannelse.

Lærere og forældre har tilsammen et fælles projekt, der vil vise sig afgørende for Danmarks fremtid i det 21. århundrede: At motivere og lede vores unge til et højere vidensniveau. Samfundet skal stille rammerne til rådighed, og fremfor toiletter skulle vi måske hellere tale om at sætte en bærbar på pulten foran hver eneste elev fra børnehaveklassen og op?

Opgør med kulturelt selvhad - stoltheden tilbage!

2009-04-06T08:16:00.001+02:00

Af Kristian Juul (C)

Konservativ byrådskandidat, Helsingør

Det er efterhånden så længe siden salmerne forsvandt fra skolerne her i kommunen, og at svinekødet blev bortvist fra daginstitutionerne, og at bad efter idræts- og svømmetimer pludselig blev et problem, at vi næsten har glemt at det engang var anderledes.

Men indimellem kan det alligevel være på sin plads at spørge - som en deltager på et konservativt arrangeret Fritænker-møde gjorde forleden - om vi er gået for langt, "i tolerancens hellige navn"?

Som deltager i mødet tilkendegav jeg min konservative holdning: Det er vi - gået for langt. Helsingør er ikke, og skal ikke være et multikulturelt bysamfund. Vi har én kultur, den danske, med ét sæt værdier - og dem skal vi naturligvis holde fast i og være stolte af.

Danskerne er tolerante folk, men tolerancen stopper og skal stoppe overfor de religiøse ekstremister, bandemedlemmer og andre modstandere af danske værdier, der uden nogen respekt for os og vores kultur, afkræver netop ubetinget respekt og tolerance af os.

På mødet blev talt om det kulturelle selvhad, som nogen danskere i misforstået tolerance eller pga. dårlig samvittighed over vestens fortidige "synder" mod andre folkeslag har tillagt sig, men som på ingen måde fremmer integrationen.

Som konservative vil vi gøre op med dette totalt misforståede kulturelle selvhad. For det første fordi vi elsker det danske af hjertet, men også fordi vi kun vækker respekt blandt nydanskere ved at stå 100% fast på vores danske kultur og vores kristne tro. Hvis vi ikke kender og værdsætter vores egne rødder, hvordan skulle vi så kunne overbevise nydanskerne om at disse rødder er noget værd?

Vi konservative i Helsingør prioriterer derfor kulturen og historien højt her i kommunen. Ikke som en luksus, som vores politiske modstandere af og til fremstiller det - men som en nødvendighed, som en gave vi giver til vores børn, så de kender deres rødder, og for at værne om den sammenhængskraft vi så møjsommeligt har opbygget i vores lokalsamfund.

Opgør med kulturelt selvhad - stoltheden tilbage!

2009-04-06T08:16:00.000+02:00

Fornyelse af den borgerlige pagt

2009-04-04T18:29:00.002+02:00

Med den nye V-statsminister ser vi konservative frem til en fornyelse af den borgerlige pagt. Fogh har især på værdipolitikken ført an i en borgerliggørelse af Danmark.

På skole-, rets- og udlændigepolitik har Fogh medvirket til at stå op mod mindst et halvt århundredes kulturradikalisme. Vi har nu en politik, som er langt mere samklang med befolkningen.

Lars Løkke står over for en udfordring, men med os Konservative som partner vil værdipolitikken komme tilbage i fokus, og med skattereformen også en ægte borgerlig fordelingspolitik.

Svaret på krisen

2009-03-31T20:26:00.001+02:00

Med finanskrisen er det, som om den borgerlige selvforståelse er blevet rystet i sin grundvold hos mange: Virker kapitalismen, globaliseringen og det frie marked alligevel ikke? Og hvis ikke, hvad skal man så sætte i stedet?

Tvivlen har givet den røde blok en smule medvind i meningsmålingerne, men ikke båret frem af nogen dybfølt begejstring blandt vælgerne for det ellers så fallerede socialistiske lighedsprojekt, snarere udfra devisen, at "måske skulle man prøve noget andet".

Men svaret på krisen er ikke en U-vending og forældet socialistisk nonsens.

Svaret på krisen ligger tværtimod og venter i petriskålene i laboratorierne hos de danske biotech-virksomheder, som resten af Europa med rette misunder os. Svaret på krisen ligger og venter i opfindernes garager. Svaret på krisen ligger og venter i skrivebordsskufferne hos vores mange vidensarbejdere.

Svaret er med andre ord at tage os sammen - og i stedet for at begræde krisen arbejde os den kloge vej ud af den.

Ny statsminister

2009-03-30T21:09:00.002+02:00

Bliver det denne uge vi får ny statsminister?

Når det nu ikke kan blive en konservativ kvinde denne gang, glæder jeg mig over at KV-alliancen uanset svaret fortsætter og stadig har mere end 2 år til at vende den ændrede folkestemning, som krise og usikkerhed om regeringsledelsen har skabt.

For når der pt. er tegn på rødt flertal er det jo ikke et udtryk for, at danskerne er blevet socialister.

Tværtimod har danskerne vel i historien sjældent støttet borgerlige værdier mere end nu: ansvarlighed, lov og orden, belønning af ærligt arbejde.

Men regeringen har ikke haft den bedste dagsform gennem lang tid, har ikke sat en borgerlig agenda, og det straffer vælgerne.

En ny Venstre-statsminister holdt til ilden af mit eget mere reformivrige parti bør tilsammen kunne genvinde tilliden, men det kræver en anderledes stil og indsats end den vi har set på det sidste: Vi har brug for borgerlige politikere, som ikke frygter sin egen skygge - som ser virkeligheden og vælgerne i øjnene og fortæller, at vi ikke kommer ud af krisen ved at klippe hinanden (læs: sætte nytteløse socialdemokratiske offentlige arbejder igang) og ved at skære den skrumpende samfundskage ud efter lineal (læs: brandbeskatte de "rige").

Vi kommer ud af krisen ved at belønne og opmuntre til driftighed, nytænkning og initiativ.

Borgerlig i krisetid

2009-03-28T20:41:00.006+01:00

Krisen sætter spørgsmålstegn.

Spørgsmålstegn ved vores finansielle og økonomiske systemer, ved den politiske og erhvervsmæssige ledelse.

Er markedet og kapitalismen svaret? Eller den planøkonomi, som historien ellers havde kastet på møddingen? Eller en tredje vej? Og kan vi stadig lære af historien, eller er denne krise helt unik og kræver dermed helt unikke svar?

Den, som måtte have endegyldige svar på disse spørgsmål, måtte være velkommen til at træde frem.

Personligt er jeg dog ikke i tvivl:

De borgerlige dyder - arbejdssomhed, sparsommelighed, samfundssind, ansvarlighed - er i disse krisetider mere påkrævede end nogensinde.

Der er kun én vej ud -hårdt arbejde.

Slut med at vandre fra skranke til skranke

2009-03-24T20:11:00.002+01:00

af Kristian Juul (C)
Konservativ byrådskandidat

I kvalitetsreformen blev fremført mange gode nye rettigheder for patienter, bl.a. én fast kontaktperson på sygehuset, som man kan henvende sig til for at få råd og vejledning. Også hjemmehjælpsmodtagere skal have tilbudt én fast kontaktperson, som de kan henvende sig til. Mange steder bruges også faste støttepersoner, der tildeles udsatte børn og unge.

En god idé, nærmest indlysende god - men hvorfor dog stoppe her?

Vi hørte for nyligt lokalt erhvervsliv, f.eks. Bavarian, efterlyse en fast kontaktperson når man skulle i dialog med kommunen om f.eks. byggesager, fremfor at skulle gå fra Herodes til Pilatus.

En idé, som jeg som konservativ byrådskandidat hermed gerne vil støtte.

Som udgangspunkt bliver sagsbehandling nemlig sjældent bedre af at lade sagen vandre fra behandler til behandler - som hver gang skal bruge uforholdsmæssigt meget tid på at sætte sig ind i sagerne. Og selv når dette er nødvendigt, bør borgeren i hvert fald ikke belastes ved at skulle forklare sig på ny - det må være kommunens hovedpine at sørge for at briefe nye sagsbehandlere til bunds.

Når det kan lade sig gøre på hospitalerne og andre steder, så bør arbejdet, også i Helsingør Kommunes forvaltninger, kunne tilrettelægges, så borgeren altid henvender sig til én og samme faste person.

Krise frem til 2020'erne?

2009-02-21T11:32:00.002+01:00

Det er som om alvoren er ved at gå op for os. At krisen er virkelig.

Og så alligevel ikke. Vækstpakkerne som fordeles med rund hånd over alle verdens økonomier, ledsages nemlig for mig se af en urealistisk forventning om at være et "quick fix", en hurtig indsprøjtning af penge, som vil få det onde til at gå væk hurtigt, så vi kan komme tilbage til "normale" tilstande. Mange forventer, at det værste vil være ovre om allerede 1-2 år.

Det kommer ikke til at ske.

De få eksperter, som har taget sig tid til at studere de øknomiske cykler i mere langtsigtet perspektiv, f.eks. Harry S. Dent, forudser, at krisen tværtimod vil vare til et stykke ind i 2020'erne. De baserer det på demografi, teknologi, forbrugsmønstre - og alle indikatorer peger nedad.

Hvad betyder det politisk - i Danmark, her og nu? For mig at se, må politikerne som lige nu har travlt med at vise "handlekraft" gennem diverse vækstpakker, hvis effekt er tvivlsom, begynde at forberede befolkningen på, at så godt som vi har haft det i de sidste 5-10 år kommer vi ikke til at få det igen, ikke i denne generation i hvert fald.

Vi har levet over evne, og både det offentlige og de private husholdinger kan lige så godt indstille sig på dette faktum.

Det er ikke sjovt for nogen politiker at sige, at hårde tider venter forude, og at de ting man gør for at forhindre dette, ikke nødvendigvis virker.

Men det er sandt, og nogen må fortælle sandheden.

Denne krise går ikke over om 1 eller 2 år. Friværdiernes og aktiefesternes tid er ovre. Der venter os istedet årtier med hårdt arbejde og beskedent afkast - oveni klimaudfordinger, energiproblemer og globale geopolitiske omvæltninger.

De, som lover jer en hurtig vej ud - tro dem ikke.

Så længe markedet virker, så lad det

2009-02-19T23:37:00.002+01:00

Som Per Stig Møller forleden påpegede er vi som Konservative ikke
sort-hvide i forhold til den frie markedsøkonomi.

I modsætning til henholdvis socialisternes anti-markedsideologi og liberalisternes dogmatiske pro-markedsideologi.

Man kan også sige det sådan: Så længe markedet virker, så lad det. Men når det bryder sammen, så sæt noget andet i stedet – uanset ideologi.

I finanskrisen er markedet i flere sektorer på nippet til at bryde sammen – og "lad-falde-hvad-ikke-kan-stå" doktrinen er ikke nødvendigvis den klogeste strategi.

Især tænker jeg på de mindre og mellemstore innovative videnstunge opstartsvirksomheder, som måtte blive kvalt ufortjent i fødslen af finanskrisen.

De skal nok med tiden blive erstattet af andre, når krisen en dag er overstået, men det er samfundsøkonomisk uhensigtsmæssigt at spilde så meget dyrekøbt viden på gulvet.

Så selvom det aldrig er en konservativ præference at skyde offentlige penge i private projekter, så må alle muligheder stå åbne i denne krise.

Ingen ved rigtigt, hvad der skal til for at løse krisen, men vi må bruge vores sunde fornuft og ikke lade ideologi stå i vejen.

Som alternativ til Socialdemokraternes ugennemtænkte forslag om statsdrevet bankvirksomhed, kunne man styrke de eksisterende institutioner, f.eks. en ekstraordinær pulje til Vækstfonden eller andre, som støtter opstartsvirksomhederne.

Det vil være en god investering i fremtiden.

Skolelukninger? Ikke under konservativ ledelse!

2009-02-16T22:40:00.001+01:00

Læserbrev af Kristian Juul, Konservativ byrådskandidat (C)
Venstre i Helsingør har på det seneste slået til lyd for, at skolelukninger kan blive en realitet udfra at det ikke er økonomisk rentabelt at drive de små skoler i yderdistrikterne.

Isoleret set kan det lyde som et plausibelt argument. Alligevel er vi Konservative lodret uenige med Venstre. Man kan ikke se så isoleret på regnestykket. En skole er med til at skabe liv i yderdistrikterne, og nye tilflyttere blandt børnefamilier vil altid foretrække små bysamfund med en lokal skole fremfor bysamfund uden.

Lukker man en lokal skole, vil huspriserne derfor rasle ned. Dertil kommer hensynet til, at de lokale skoler gør dagligdagen nemmere for både børn og forældre, der slipper for lang transport, fordi børnene selv kan gå eller cykle til skole. Og endelig vil de faciliteter den lokale skole tilbyder ofte også bruges udenfor skoletiden, f.eks. idrætsfaciliteter, legepladeser, osv.

Venstre i Helsingør er meget optaget af at rationalisere sig til besparelser, men vi Konservative mener, at når det gælder skolelukninger kan man let kan spare for dyrt. I stedet for den ufrugtbare fokus på kortsigtede besparelser kunne man overveje en mere flexibel brug af skolerne de steder, hvor børnetallet i de kommende år ligger lavt. Kunne man eks. udleje dele af bygningerne til lokalt erhverv eller kulturliv?

Traditionelt har vi konservative prioriteret trvislen i Helsingør Kommunes mindre bysamfund højt. Det koster måske lidt ekstra i forhold til at centralisere og satse på stordrift - men vi tror fuldt og fast på, at det er en politik, som lønner sig i det lange løb.

Historien viser: Konservative bedst til at lede gennem krisen

2009-01-27T22:44:00.000+01:00

Ser vi på Helsingørs velstand idag, er det let at glemme, at da vi Konservative overtog ledelsen af Helsingør i 1994 efter 75 år med socialdemokratisk styre, var kommunekassen gabende tom. Kommunen var tæt på at blive sat under administration. I kølvandet på værftets lukning og tabet af mange store arbejdsplader havde krisen bidt sig fast i vores lokale samfund. Manglende mod til at træffe svære valg havde lammet det daværende byråds handlekraft.

Læserbrev af Kristian i lokalpressen

Ser vi på Helsingørs velstand idag, er det let at glemme, at da vi Konservative overtog ledelsen af Helsingør i 1994 efter 75 år med socialdemokratisk styre, var kommunekassen gabende tom. Kommunen var tæt på at blive sat under administration. I kølvandet på værftets lukning og tabet af mange store arbejdsplader havde krisen bidt sig fast i vores lokale samfund. Manglende mod til at træffe svære valg havde lammet det daværende byråds handlekraft.

Det er værd at minde om, at midt i rådvildheden tog vi Konservative ansvaret for at vende udviklingen. Vi trådte ind på scenen med en ny og anderledes vision for byen. Som ny borgmester tog Per Tærsbøl sine kerneværdier som forretningsdrivende med sig på rådhuset: Der skulle være orden i økonomien - kommunen skulle aldrig mere stå i en situation, hvor vi ikke kunne svare enhver sit.

Det blev et langt sejgt træk at få betalt gælden af og få fyldt kommunekassen op igen, vel at mærke uden at tage de "nemme" løsninger i brug, såsom voldsomme skattestigninger eller drastiske serviceforringelser. Men det lykkedes som bekendt.

Idag står Danmark overfor en krise, der er værre end den, som Helsingør stod i for 15 år siden. En krise, der allerede har ramt bredt, og som ikke vil blive nem at løse.

Frem til kommunevalget senere i år, er jeg sikker på, at byrådets opposition vil forsøge at få vælgerne til at tvivle på, om vi Konservative er de rigtige til at lede kommunen gennem endnu en tid med krise. De vil forsøge at underspille, hvad de konservative kerneværdier om ansvarlighed og respekt for borgernes initiativ og virkelyst har udrettet.

Men når oppositionen hævder, at de kan gøre det bedre, vil jeg bare sige: Vi tror på borgerne og vi beder dem huske på Helsingørs historie gennem de sidste 15 år. For historien er én af flere gode grunde til, at borgerne med ro i sindet kan tro på de Konservatives evne til at lede - i gode tider og i dårlige tider.

Loft over socialdemokratiske tåbeligheder

2009-01-14T22:22:00.003+01:00

"Bodegapolitik", er S-formandens forslag om loft over direktørlønninger blevet kaldt. Jeg er enig.

Forslaget er typisk socialdemokratisk misundelsespolitik.

At staten nu skulle til at lægge loft over privatansattes løn tenderer en form for betonstalisme, som ikke engang SF kan tilslutte sig - S overhaler således alle andre partier venstre om.

Der kommer sjældent noget ud af misundelse. Og den socialdemokratiske glæde over at kunne begrænse en lille håndfuld direktørers lønninger, ville hurtigt blegne ved udsigten til, at man derved ville skræmme endnu flere kvalificerede folk langt væk fra vores i forvejen skatteplagede land.

Danske banker har brug for dygtigere ledere, ikke ringere. Og gode ledere koster altså det, som markedet er villig til at betale - også udenfor Danmark.

Socialdemokratiets forslag om loft for direktørlønninger er derfor ubrugeligt, en destruktiv leflen for lave og overfladiske instinkter.

Derimod er der hårdt brug for et loft over socialdemokratiske tåbeligheder.

Kystbanen: Privatiser, men gør det fuldt ud

2009-01-13T21:32:00.003+01:00

Som pendler fra Helsingør til København droppede jeg med fuldt overlæg Kystbanen denne uge og tog bilen i stedet.

Jeg holder ellers meget af tog, men noget sagde mig, at den nye operatør, DSB First, ikke ville stå distancen, og jeg havde ikke nerver til at udsætte mig selv og min arbejdsplads for urimelige forsinkelser som følge af elendig planlægning og udførelse.

Fra starten af var der noget lorent ved den til lejligheden konstruerede operatør, DSB First, der trods løfter om vandtætte skodder til DSB, alligevel slår f.eks. stillingsopslag for DSBFirst op på DSBs hjemmeside.

Jeg støttet afgjort privatiseringer. Arriva har eksempelvis gjort det godt mange steder. Imidlertid er denne besynderlige konstruktion, DSB i samarbejde med skotske First Group, som giver sig ud for at være uafhængig af DSB på trods af tegn på det modsatte, ikke en spiller som kan være i pendlernes interesse.

Som enhver kunne sige sig selv er DSB First i realiteten viderebærer af det gamle statsmonopols ikke kunde-venlige kultur og til stadighed vigende performance, trods de hule løfter om "store forbedringer af både driftsikkerhed, service og rengøring".

Så næste gang Kystbanen kommer i udbud - sørg for, at det bliver en ægte privatisering!

Keynes ikke svaret

2008-12-27T08:01:00.004+01:00

Krisen er med en vis ret blevet i omfang sammenlignet med 1930'ernes depression - og hvad er så mere naturligt end også at hale den tids løsning, New Deal med keynesiansk massive offentlige investeringer, op ad mølposen, for at "kickstarte" økonomien?

Det er især venstrefløjens patentløsning, men jeg tror man skal passe meget på falske analogier. Hvor meget ligner vor tids økonomi den svundne tid for 70-80 år siden, når det kommer til stykket?

Ikke ret meget. 1930'erne var et industrisamfund, hvor infrastrukturen stadig var svag, hvor flytningen fra land til by endnu ikke var kulmineret.

Det gav mening dengang at satse umådelige skattekroner i store investeringer i infrastruktur, såsom veje, jernbaner, opførelse og renovering af offentlige bygninger, osv.

I dag har vi en infrastruktur, der på ingen måde er "nedslidt" - spørg blot en hvilken som helst udlænding og de vil skamrose os for vores infrastruktur. Den skal vedligeholdes, ja, og på udvalgte områder udbygges, ja, men massiv udpumpning af skattekroner i fysisk infrastruktur, vil ikke i sig selv skabe vækst.

I Danmark har vi derimod brug for gode idéer - og at videnstunge virksomheder og medarbejdere investerer og omsætter de gode idéer til gode, konkurrencedygtige produkter.

Så løsningen er ikke at lade håndværkerne og bygningsarbejderne opføre keynesianske monomenter.

Løsningen er innovation - og at staten sikrer, at der kan lånes penge til at virkeliggøre de gode idéer.

Jeg vil tale borgernes sag

2008-12-18T19:23:00.000+01:00

Helsingør i dag er ikke det Helsingør, jeg voksede op i gennem 70erne og 80erne. Heldigvis.

Det Helsingør årgang 2008, som mine tre børn vokser op i er nemlig et bedre Helsingør. Et Helsingør med orden i økonomien.

Et Helsingør med overskud. Men Helsingør kan og Helsingør skal blive endnu bedre.

Én ting, jeg har hørt mere end én gang, kan gøres bedre, er forvaltningernes service overfor borgerne. Jeg har en blog, der hedder Borgeren ( borgeren. blogspot.

com). Det er ikke tilfældigt, for som borgerlig helt ind i hjertet står jeg langt hellere på borgernes side end på systemets.

Det gælder også den kommunale administration. Jeg tilhører en ny generation af konservative helsingoranere med dybe rødder i lokalsamfundet.

Bliver jeg valgt, vil jeg være borgernes vagthund, som giver hals, når systemet træder ved siden af, når kommunen blander sig i for meget - eller gør for lidt. Så klik ind på bloggen og fortæl mig, hvor du synes, kommunens administration skal oppe sig. Hvor mener du der er brug for at tale borgernes sag overfor forvaltningerne?

Landsråd 2008: Kristian Juul taler for vækst og imod udligning

2008-12-01T22:26:00.001+01:00

Kontraktpolitikkens endeligt?

2008-11-18T21:21:00.002+01:00

Trods besværgelser om det modsatte fra det for tiden største regeringsparti, sættes der nu spørgsmålstegn ved om begrebet kontraktpolitik har udspillet sin rolle.

Jeg støttede selv kontraktpolitikken i tiden efter Nyrup. Efter Socialdemokraternes vanemæssige brud på valgløfterne, mest eklatant med efterlønsskandalen, var der brug for at forny tilliden mellem regering og vælgere.

Men finanskrisen har også på dette punkt vendt op og ned på meget, Tiden er blevet mindre forudsigelig, mindre stabil.

Man kan med rette spørge om ikke landets regering har fået udtalt behov for i særlige situationer at kunne reanalysere situationen og dermed kunne handle mere frit imellem valgene, om nødvendigt også i modstrid mod afgivne valgløfter, hvis f.eks. en global finanskrise kræver ændrede beslutninger?

Alternativet er jo enten handlingslammelse overfor ændrede forudsætninger, eller at gennemføre de afgivne løfter med hovedet under armen og i strid mod bedre vidende, dvs. hvad landets bedste kræver.

Selvfølgelig kræver det en tvingende omstændighed at bryde kontrakten indgået med vælgerne ved sidste valg, og det skal altid være med tungt hjerte at der gribes til sådanne skridt, men fire år er desværre nok for lang tid - især i disse tider - at have hænderne bundet på ryggen.

laissez faire?

2008-11-11T00:38:00.003+01:00

Når man som konservative og borgerlig ønsker mere frihed og mindre indblanding fra det offentlige, mødes man nogen gange med den holdning, at man er "laissez faire".

Men sandheden er som borgerlig må man altid nære skepsis, når venstrefløjen lover at løse små og store samfundsproblemer gennem nye offentlige tiltag.

En ting er, at stadig mere stat koster dyrt - og skatteskruen er allerede strammet til det ubærlige - men det drejer sig IKKE kun om økonomi. Det er mere et spørgsmål om menneskesyn.

Som konservativ er jeg ikke utopist. Venstrefløjens socialistiske ideal-borger, opslugt ene og alene af fællesskabets interesser, er utopiske karikatur-tegninger. Virkelighedens mennesker er på godt og ondt styret af egne, lokale og nationale interesser. Egeninteresse lyder måske ikke så nobelt, men det er realiteten, og som borgerlig anerkender jeg, at lige præcist egeninteresse er en meget vigtig driver af samfundshjulene.

Når man vil lade det offentlige løse et givent problem, skal man derfor kritisk spørge, hvordan løsningen vil påvirke borgernes egen interesse i at løse problemet. Vil den offentlige løsning fjerne privates incitament til selv at gøre noget? Kan man omvendt tilskynde privat løsning gennem bedre incitamenter? Og ikke mindst - er den offentlige løsning overhovedet nødvendig, eller bare en panik-reaktion på dagens avisoverskrifter?

Ofte er den fornuftige, konservative konklusion på ovenstående, at man i en given situation ikke nødvendigvis skal iværksætte en række nye offentlige initiativer, men stole på borgernes egen formåen.

Laissez faire? Jo, faktisk betyder udtrykket jo "lade gøre" - og det er jo præcist, hvad vi vil: Lade borgerne gøre noget ved tingene selv.

Det udgiftspolitiske flertals Pyrrhyssejr

2008-11-02T05:47:00.003+01:00

Ved de det mon ikke godt - sådan inderst inde?

Jeg taler om forhandlerne fra S, SF, og Dansk Folkeparti, som i ugens løb udadtil jublede over deres "sejr", da det "udgiftspolitiske flertal", som den uhellige S-SF-DF alliance rammende er blevet kaldt, fik dagpengereformen til at kuldsejle.

Men jeg spørger om disse forhandlerne fra S, SF, og Dansk Folkeparti ikke inderst inde godt ved, at de i populismens navn har vundet en Pyrrhus-sejr - en meget dyrekøbt sejr?

For det er jo ikke for sjov, at regeringen ønsker at tage fat på et så ømtåleligt emne som dagpengeperioden. Det er ikke noget man som politiker bliver populær på, at skære i velerhvervede rettigheder.

Men grunden er selvfølgelig, at den strukturelle mangel på arbejdskraft, allerede HAR skadet vores økonomi ganske voldsomt, og at skadevirkningerne kun bliver større og større, så længe handlingslammede populister nægter at se virkeligheden i øjnene.

Så det udgiftspolitiske flertal vandt muligvis en sejr på den korte bane, men taberne bliver desværre mange, f.eks. de mennesker som ønsker sig et holdbart, finansieret velfærdssamfund sikret i længere tid end til næste valg.

Min tale til opstillingsmøde KV 2009

2008-11-01T19:42:00.002+01:00

Holdt ved ekstraordinær generalforsamling 26. oktober 2008, hvor Helsingørs Konservative Vælgerforenings 20 kandidater til kommunalvalget 2009 blev valgt

Hvorfor jeg blev konservativ?

Ja, det er - som Lene Espersen sagde her på landsrådet lige så meget et spørgsmål om livsanskuelse, som om politik.

Jeg er ud af en søskendeflok på 5 - pengene var ikke altid lige store. Jeg har derfor arbejdet siden jeg var 10 - også mens jeg gik på gymnasiet, også mens jeg læste til dyrlæge. Ikke alle mine jobs var lige sjove, men jeg LÆRTE noget af dem alle. Det jeg især lærte var, at hvis man evner det skal man forsørge sig selv. I et velfærdssamfund skal man yde før man kan nyde.

Som konservativ støtter jeg derfor skattestop og skattelettelser. Hårdtarbejdende familier -ikke specielt de velstående, men almindelige familier, der tager fat og måske også arbejder over i ny og næ til samfundets bedste - de skal ikke plukkes økonomisk. Man skal ikke straffes for at tage vare på sig og sine, men tværtimod belønnes.

Men ikke alle har mulighed for at yde. Jeg har arbejdet i mange år med at udvikle ny medicin mod alvorlige sygdomme. Jeg har gennem mit arbejde set, hvad det betyder at blive alvorligt syg. Derfor mener jeg også, at de som har brug for hjælp, syge, ældre, handicappede, skal samfundet gøre ALT det vi kan for.

Derfor har jeg også rost Per for, at Helsingør kommune er én af dem i landet, som bruger allermest på f.eks. ældrepleje - det fortjener de, det er for mig en konservativ mærkesag.

Så personligt ansvar og omsorg for de svage - det er nogle af mine grunde til at være konservativ.

Anmeldelse: Phillip Bobbitt's 'Terror and Consent'

2008-10-30T08:46:00.002+01:00

Phillip Bobbitt: 'Terror and Consent'
Allen Lane, 672pp, £25.

Af Kristian Juul

Philip Bobbitts 'Terror and Consent' handler om det 21. århundredes terrorisme, som adskiller sig kvalitativt fra tidligere tiders. De nye typer terroristceller er paradoksalt nok spejlbilleder på den selvsamme ”markedsstat” – karakteriseret ved outsourcing, netværk og ”frit valg på alle hylder” – som de bekriger. Kontroversielt finder Bobbitt, at ”målet helliger midlet”, og at vi i terrorbekæmpelsen må nytænke begge dele, både mål og midler. Terrorbekæmpelsens realistiske mål kan ikke være ”sejr”, men "ikke at tabe", hvilket især betyder størst mulig beskyttelse af civilbefolkningen. Og til opnåelse af det mål, må vi acceptere nye midler, som hidtil har været fremmede for retsstaten med dens traditionelle fokus på bagudskuende opklaring og bevisføring – nye forebyggende midler som ikke sigter på straf, men på optrevling og afværgelse af planlagte terroraktioner.

Krigen mod terror – eller krigene, som Bobbitt insisterer - som befinder vi os i nu og i lang, lang tid fremover, kan ikke sammenlignes med nogen andre krige verden har kendt til.

Det hænger sammen med den helt nye slagmark, som disse krige foregår på: Ikke på åbne, ”post-Westphalske” sletter med to hære opmarcheret overfor hinanden, men som oftest i det skjulte lige midt i hjertet af det han kalder ”markedsstaten”.

Slagmarken ”markedsstaten”, den centrale præmis i bogen, kræver en uddybning: Markedsstaten ifølge Bobbitt skal forståes som afløseren til vores velkendte nationalstater. Dens basale forhold til sine borgere adskiller sig fra nationalstaten ved mere at ligne forholdet mellem private firmaer og deres kunder. I modsætning til nationalstaten ser markedsstaten sig ikke som mere end "minimal provider of goods and services", og har derfor trukket sig ud af luftfartselskaber, teleselskaber og andre traditionelle statsselskaber.

I stedet for at skabe større lighed gennem omfordeling og velfærdsydelser til marginaliserede grupper, satser markedsstaten på uddannelse, efteruddannelse og jobtræning. Samfundets velstand søges maximeret gennem vækst , som beriger alle grupper i sidste ende, snarere end ved omfordelingsmekanismer, som historien har vist bremser vækst, og snarere gør alle lidt fattigere end de behøvede at være. Pensioner er i markedsstaten i mindre grad en fast betingelsesløs ydelse, men i højere grad en afspejling af individets egne valg omkring opsparing gennem arbejdslivet. Hæren er ikke værnepligtsbaseret, men baseret på frivillige.

Kort sagt, staten forventes ikke at skabe velstand, men til gengæld at skabe infrastrukturen, de samfundsmæssige rammer for at borgere og virksomheder kan skabe velstand.

Fremfor alt er markedsstatens opgave dog at beskytte borgerne mere end at beskytte territoriet og grænserne.

Dér hvor Bobbitt virkelig bliver original og provokerende er, når han efter sin karakteristik af markedsstaten erklærer, at Al Qaida og fremtidens terrorgrupper i deres organisation og virkemidler minder forbløffende meget om markedsstaten selv.

Paradoksalt nok - trods sin krigserklæring mod alt moderne – benytter de nye terrorgrupper sig, som markedsstaten, af decentral organisering, af løst sammenvævede netværk, af udlicitering, bruger frivillige som kæmpere, og de financieres ved frivillige bidrag fremfor tvangsudskrevet beskatning. Man har ikke mange regler, men til gengæld en ufravigelig "grundlov" nemlig shariaen.

Bobbit argumenterer for at Al Qaida derfor er en "virtual stat", der uventet har fundet sin niche, sit leverum, sit virtuelle ”territorium” i netop den grænseløse globaliserede verden, hvor det er let at skjule sig i de enorme bysamfund og udnytte nettet til planlægning og finansiering af terroristaktiviteterne.

Ligesom andre stater råder Al Qaida-”staten” over masseødelæggelsesvåben, og ligesom stater erklærer man krig, som da man 23. august 1996 erklærede krig mod USA, og fik modsvaret 14. september 2001, hvor USA erklærede krig mod terror.

Al Qaidi er med andre ord en af de uventede, utilsigtede komplikationer ved globaliseringens åbne, grænseløse verden – på samme tid et spejlbillede af og en svoren fjende af den nyankomne markedsstat.

På denne jomfruelige ”slagmark” med disse to nyankomne fjender – markedsstaten og dens teroristiske vrængbillede som defineret her - overfor hinanden er det klart, at militære mål og midler må nydefineres.

Eksempelvis begrebet ”sejr”: Tidligere tiders absolutte "sejr" over fjenden, hvor man efter kampen vender hjem i triumtog kan vi glemme alt om. "Mission Accomplished" er en umulighed i denne krig, for den decentraliserede fjende har ikke ét hovedkvarter, ikke én leder, hvis udslettelse kan sikre sejren

Evnen til at beskytte civilbefolkningen betyder derfor ALT i krigen mod terror. Vi, de åbne demokratiske samfund, skal ikke gøre os håb om at vinde, forstået som at nå det utopiske mål at udrydde al terror fra klodens overflade en gang for alle. Men vi skal ifølge Bobbitt istedet stræbe efter ikke at tabe, hvilket vi kan gøre ved at forhindre, forpurre de store anslag, og ved en effektiv indsats når katastrofen alligevel slår til.

Denne anskuelse leder forfatteren til skarpt at kritisere Bush-administrationen for dens manglende styring af Iraq efter sejren i 2003 over Saddam Hussein. Man så sig som to nationalstater i en traditionel konflikt og led derfor under den gammeldags opfattelse at militær sejr var førsteprioritet. "Mission Accomplished" blev udråbt alt for tidligt, hvor man burde haft travlt med at sikre civilbefolkningen og genoprette lov og orden.

Bobbitt udvider dog sin pointe overraskende, idet han finder, at markedsstatens absolutte fokus på beskyttelse af civile også gælder når katastroferne ikke er menneskeskabte. Iagttagere har eksempelvis udråbt USAs humanitære indsats efter tsunamien som et sjældent succesfuldt slag mod terror. Omvendt har fiaskoen ved orkanens Katrinas oversvømmelse af New Orleans skadet USA’s omdømme umådeligt – og indirekte USA’s lederskab og chancer for succes i krigen mod terror.

Hvis målet ikke er ”sejr”, men ”ikke at tabe” gennem beskyttelse af civilbefolkningen – hvad så med midlerne ifølge Bobbitt i den nye krig?

Bobbitt kritiserer her skarpt de mange kritikere af krigen mod terror, som har krævet at mål og midler skal være helt sepererede, og spørger provokerende - hvis målet ikke helliger midler, hvad gør så?

Kravet om at skille mål og midler ad i krigen mod terror ser Bobbitt som et absolutistisk renhedskrav, som medfører en paralyse og forhindrer os i at forsvare os, eller som ender op i dræbende kritik af ethvert behjertet forsøg på at forsvare os.

Vi må se i øjnene, at skal vi nå målet ikke at tabe til terroren, kræver det midler, som vi ikke før ville tage i anvendelse: Forebyggende tilbageholdelse af mistænkte terrorister, øget overvågning, mere nærgående afhøringsteknikker (dog selvfølgelig ikke tortur).

I terrorbekæmpelse - specielt når/hvis masseødelæggelsesvåben falder i terroristhænder - er opklaring og straf, modsat ordinær kriminalitetsbekæmpelse, helt underordnet i forhold til at forhindre ugerningerne. Det betyder, at vi som borgere skal lære at anerkende efterretningstjenesternes forpurring af plots og optrevling af terrorgrupper som det tætteste vi kommer på "sejr". Det betyder også, at i myndighedernes afhøring af mistænkte terrorister er fremskaffelse af beviser til en fremtidig retssag underordnet det mål at fremskaffe informationer som kan afværge nært forestående angreb eller optrevle andre netværk.

Denne argumentationsrække leder Bobbitt til en diskussion af den ubehagelige ”Tikkende bombe”-problematik – om man for at afværge et terrorangreb skal have lov at torturere en mistænkt.

Her er Bobbitt befriende klar: Afhøring af mistænkte terrorister skal foretages indenfor loven, og tortur skal aldrig lovliggøres. Men samtidig pointerer han, at i en ”Tikkende bombe”-situation vil enhver ansvarlig myndighedsperson forventes at gøre, hvad situationen kræver – og retsvæsenet selvfølgelig efterfølgende forventes at se med milde øjne på eventuelle lovovertrædelser, som situationen krævede.

Krigen mod terror rejser i det hele taget mange moralske og juridiske dilemmaer, men retssamfund skal naturligvis altid respektere egne love. Hvis loven af idag ikke tillader de midler, situationen iøvrigt kræver, så understreger Bobbitt, at loven skal laves om fremfor at bøje eller bryde den i terrorbekæmpelsens navn.

Et godt eksempel er aflytning og overvågning: Når intet er lettere for en terrorist end at oprette en hotmail eller købe en anonym mobil med taletid kan tidligere tiders krav om klar juridisk begrundelse og dommerkendelse som grundlag for aflytning og overvågning ikke opretholdes. Det må tillades at "screene" al kommunikation - selvom det involverer uskyldige borgeres og på en måde krænker eller indskrænker deres retssikkerhed.

Dilemmaerne får Bobbitt til at citere filosoffen Waltzer (1973), der i sit essay "Political action: the problem of dirty hands" påviste, hvordan beslutningstagere kan havne i dilemmaer, hvor ingen af valgene er entydigt moralsk forsvarlige – hvilket dog ikke er det samme, som at man skal afholde sig fra at træffe det valg, som redder flest mulige uskyldige, trods at det giver ”beskidte hænder”.

Bogen er dybt originalt og indsigtfuldt, klart den bedste post 9/11-bog jeg har læst. Som få andre blander Bobbitt historie, jura og miltær strategi sammen i en overbevisende forklaring af den nye tids terror, hvis udspring ikke er religion eller fattigdom, men som udspringer af modstanden mod markedsstatens frihedsrettigheder og næsten ubegrænsede valgmuligheder, paradoksalt kombineret med terroristernes kyniske udnyttelse af selvsamme markedsstats historiske teknologiske, økonomiske og demokratiske landvindinger.

Min største anke er dog, at jeg savner en mere udtømmende definition på netop "market-state", Bobbitts centrale præmis. Markedsstatens fokus beskrives udelukkende i forhold til samfundets økonomiske, juridiske og militære funktioner - men hvor i markedsstaten bliver der plads til den rolle nationalstaten har haft i 150 år som bærer af de kulturelle, historiske og religiøse bånd mellem borgerne? Staten har jo og vil altid have andre formål end "frit valg på alle hylder". Jeg synes man kan stille spørgsmålstegn ved, om "borger" og "bruger" og "forbruger", som jeg læser Bobbitt, i markedsstaten virkelig smelter sammen til én og samme.

Som europæer føler man sig også lidt overset, når Bobbitt i sin analyse af markedsstaen og den globale terrorbekæmpelse stort set kun dybdeanalyserer US/UK, mens EU-landene stort set lades udenfor beretningen, fraset nogle drøje hug til især enkeltmedlemmer som Frankrig, Tyskland og Spanien. Ruslands og Kinas (voksende) rolle diskuteres heller ikke.

I Bobbitt’s risikovurdering af terrroristers mulighed for at anskaffe og bruge WMD sad jeg som læser med en lille tvivl – især indenfor mit eget kompetencefelt, oligonucleotider (jeg arbejder for et biotech-firma specialiseret i oligonucleotider), en teknologi som Bobbitt mener meget let og billigt kan anvendes til at ”genoplive” koppevirus og bruges som biologisk våben. Dét er, selvom jeg også selv kender Guardian-historien fra sommeren 2006, dog ikke så let som det fremstilles!

Kissinger, Blair, vores egen Per Stig Møller og mange andre har rost denne bog til skyerne, og med god grund.

Vil man forstå det 21. århundredes hidtil største sikkerhedspolitiske udfordring, terroren, er bogen et must.

Uberettiget kritik af udenrigsminister

2008-10-25T04:14:00.007+02:00

I forlængelse af redegørelsen om formodede CIA-flyvninger i dansk luftrum, kritiserer diverse oppositionspolitikere Udenrigsminister Per Stig Møller.

Historien handler om, at regeringens redegørelse beskriver, at Storbritannien - efter at det kom frem, at USA i to tilfælde havde krænket britisk luftrum - fik en amerikansk forsikring om, at det ikke var sket i flere tilfælde siden 2001.

Dette mener oppositionen skulle være i modstrid med, at udenrigsministeren på pressemødet i torsdag fastslog, at "alle de lande, der har forsøgt at få USA til at af- eller bekræfte hemmelige fangeflyvninger, er blevet afvist af Washington".

Dette får oppositionspolitikerne til at konkludere, at der er en modsigelse her, og at udenrigsministeren derfor taler "usandt", f.eks. Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod:

»Per Stig Møller taler jo usandt, når han siger, at ingen lande har fået noget af vide om transporterne fra amerikanerne«

Men er der nogen reel selvmodsigelse mellem redegørelsen og udenrigsministerens ord?

Og hvad var det egentlig, der skete i den omtalte sag om krænkelser af britisk luftrum?

Det beskæftiger interessant nok de noget skingre oppositionspolitikere sig ikke nøjere med i deres iver efter at mistænkeliggøre regeringen. De danske medier er heller ikke til meget hjælp.

Vil man kende UK-sagen nærmere er man nødt til at gå til internationale medier, f.eks. ABC eller USAToday eller Guardian

Her er historien, som daterer sig til februar 2008:

CIA Director Michael Hayden acknowledged Thursday that two rendition flights carrying terror suspects refueled on British territory, despite repeated U.S. assurances that none of the secret flights since the Sept. 11 attacks had used British airspace or soil.

Hayden told agency employees that information previously provided to the British "turned out to be wrong."

The spy agency reviewed rendition records late last year and discovered that in 2002 the CIA had in fact refueled two separate planes, each carrying a terror suspect, on Diego Garcia, a British island territory in the Indian Ocean.

"The refueling, conducted more than five years ago, lasted just a short time. But it happened. That we found this mistake ourselves, and that we brought it to the attention of the British government, in no way changes or excuses the reality that we were in the wrong. An important part of intelligence work, inherently urgent, complex, and uncertain, is to take responsibility for errors and to learn from them," Hayden stated in the message obtained by The Associated Press.

Hayden said neither man was tortured and denied there has ever been a holding facility for CIA prisoners on Diego Garcia. Both men remained on their respective planes during the brief stops, according to a U.S. intelligence official who spoke on condition of anonymity because of the sensitivity of the matter.

Hvad er altså sagens substans her: At CIA 5 år efter transporterne gennemgår deres optegnelser og opdager, at man har begået en fejl. USA underretter derefter på eget initiativ UK, og beklager meget og lover at lære af denne fejl.

Når Per Stig Møller derfor forklarer, at "alle de lande, der har forsøgt at få USA til at af- eller bekræfte hemmelige fangeflyvninger, er blevet afvist af Washington", er det derfor 100% korrekt.

Det var ikke UK, som fik af- eller bekræftet noget som helst. USA tog tydeligvis selv initiativ til at fortælle briterne om sagen om de ulovlige CIA-landinger på Diego Garcia i det Indiske Ocean.

Det er en vigtig forskel, og hvis oppositionspartierne havde sat sig ordentligt ind i sagen, ville de indse, at udenrigsministeren ikke har talt "usandt".

Oppositionen har som demokratisk pligt at kritisere regeringen, men dette er en intellektuel slap og sjusket kritik.

"Socialliberale under de blodrøde faner"

2008-10-21T10:24:00.002+02:00

Overskriften er ikke min formulering, men en forarget radikals afstandtagen fra Margrethe Vestagers forbløffende melding om, at R godt vil i regering med SF.

Jeg roste her på bloggen R for deres finanslovs-forslag, som fokuserede på lavere topskat og kortere dagpengeperiode for at øge arbejdsudbuddet. Fornuftige borgerlige holdninger...

Men hvorhen slingrer R nu hen? Væk fra de besindige borgerlige værdier og over imod et "blodrødt" socialistisk parti, som trods Villy Søvndals taktiske trækken ind mod midten, stadig i deres partiprogram fra 2003 taler for en "revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen" og "gennemgribende reformer, hvis langsigtede konsekvens vil være en egentlig afskaffelse af den kapitalistiske magtstruktur."

Mener Margrethe Vestager at hun i et regeringssamarbejde med socialister, som ønsker en revolutionær proces og afskaffelse af kapitalismen, bedre kan komme igennem med lavere topskat og kortere dagpengeperiode end ved samarbejde med Konservative og Venstre?

Jeg forstår ærlig talt godt pragmatiske radikale ser med vantro deres parti - tidligere kendt som socialliberalt - indlemmet under "de blodrøde faner".

Jeg kan kun opfordre de sidste tilbageværende borgerligt sindede radikale vælgere, som ønsker en ansvarlig økonomisk politik og en moderat borgerlig linie, til at se sig godt om i det politiske landskab efter alternativer.

Ordet krise: oldgræsk for "vendepunkt"

2008-10-15T22:02:00.006+02:00

Det hævdes nu, at finanskrisen giver fornyet interessere for Marxismen. Karl Marx er blevet "moderne igen", siges det.

Hm.

Når socialister nu søger svar på tidens spørgsmål i "Das Kapital", er det svært at tage alvorligt.

Marxister har gennem de sidste 150 års forudsagt kapitalismens snarlige sammenbrud nogenlunde lige så ofte som Jehovas Vidner har forudsagt den nærtstående dommedag. De har også taget fejl mindst lige så ofte.

Som borgerlig ser jeg finanskrisen som et udtryk for, at kapitalismen tværtimod rent faktisk virker:

Ordet krise kommer som bekendt af det oldgræske ord for "vendepunkt".

Finanskrisen kan, hvor ubehagelig den end føles i øjeblikket, meget vel være begyndelsen til en løsning af en række ophobede ubalancer i verdensøkonomien.

Vi burde huske af historien, at økonomien i frie markedssamfund helt naturligt bevæger sig i Sinus-kurver.

Det er præcist derfor, at verdenskriserne til marxisternes store ærgrelse aldrig har ført til kapitalismens sammenbrud, men tværtimod altid banet vejen for ny udvikling og vækst.

Så, nej, krisen betyder ikke, at gamle Marx alligevel havde ret.

Kapitalismen og markedssamfundet er mere sejlivet end som så. Når Adam Smiths "usynlige hånd" lægger arm med socialismens overdrevne statsstyring og indskrænkning af det private initiativ og ejendomsret - så vinder markedets usynlige hånd altid, fordi markedskræfterne i modsætning til planøkonomi har evnen til at skabe hurtig omstilling og fornyet ligevægt og demed den bedste løsning for helheden.

Prisen for at blæse på miljøet

2008-10-12T22:11:00.003+02:00

Jeg er glad for USA, men jeg er ikke glad for amerikanske bilfirmaer.

På rejser derovre har jeg ofte vantro som europæer taget mig til hovedet over de monstrøst overdimensionerede benzinslugere, som Detroit har spyttet ud til bilkøbere, som tilsyneladende aldrig kunne få det stort nok.

Det har været drevet frem af billig olie, og enhver med sund fornuft kunne sige sig selv, at det kunne aldrig gå i længden, at folk skulle pendle alene i køretøjer som mindede om tanks, hvor benzinøkonomi stod allernederst på prioriteringslisten.

Sund fornuft har dog ikke rådet i Detroit.

Og nu ligger man som man har redt: GM med laveste aktiekurs i 60 år, og Ford og Chrysler ikke meget bedre.

De to firmaer måtte forleden ud og benægte at betalingsstandsning var nært forestående - hvilket selvfølgelig får én til at spekulere på, om det helt usandsynlige ikke kunne ske før man ved af det - at én af de 3 store bilproducenter går konkurs.

GM har set skriftet på væggen, og deres nye el-bil Volt ser interessant ud, som et bud på en anvendelig el-bil til det brede marked.

Men spørgsmålet er om det ikke er for sent.

Mit bud er, at de japanske og til en vis grad tyske producenter som for år tilbage lagde en grøn og langsigtet strategi for at udvikle benzinbesparende biler, allerede har vundet slaget om det globale bilmarked, og at de amerikanske mærker i overskuelig fremtid være totalt blæst af banen.

Venstre - husk de dynamiske effekter

2008-10-12T21:42:00.003+02:00

Jf. Politiken bekymrer Venstre sig om finansieringen af det - i denne krise yderligere begrundede - Konservative krav om sænkning af topskatten fra 63 til 50%.

Venstre behøver nu ikke være så bekymrede. F.eks. kunne de spørge deres egen skatteminister.

Mange har gennem tiden påpeget, at når topskatten bliver sat ned, så vil det skabe så store dynamiske effekter i samfundet, at skattelettelsen betaler sig selv hjem, men her i sommers blev denne holdning blåstemplet i en intern rapport fra Skatteministeriet.

Den 148 sider lange rapport "Skatternes Økonomiske Virkning" påpeger, at lavere topskatgør det mere attraktivt at uddanne sig og være mere flittig på jobbet.

Det giver en såkaldt selvfinansieringsgrad af sænkninger i topskatten på 136 procent!

Så Venstre - der er ingen grund til at vride og vende sig for at finde finansieringen - skattelettelser tjener sig mere end ind igen.

Det har vi skatteministeriets - ledet af en V-minister - ord for.

Derfor vil Konservative ændre udligningen mellem kommunerne

2008-09-29T23:43:00.001+02:00

Helsingør Konservative Vælgerforening opnåede en historisk sejr, da vi vores forslag om "Ændring af kommuneudligningen" blev vedtaget med et stort flertal - 258 mod 198 – på weekendens Konservative landsråd, båret frem af vores Borgmester Per Tærsbøls overbevisende fremlæggelse.

Vedtagelsen var en succesrig kulmination på en årelang kamp fra Helsingør Konservative Vælgerforening for at sikre en mere retfærdig kommunal udligning, som jo især er gået hårdt ud over nordsjællandske kommuner.

Nu er det officiel Konservativ politik at arbejde på at få gjort ordningen mere retfærdig og gennemskuelig.

I min tale på landsrådet, som støtte for forslaget, påpegede jeg, at det er der galt med udligningen, ikke så meget er omfordelingen mellem Øst- og Vest-Danmark, mellem by og land, mellem Hovedstad og provins, selvom det naturligvis er galt nok.

Det største problem med udligningen er, at den bremser væksten i hele Danmark.

John F Kennedy sagde engang: tidevandet løfter alle skibe i søen. Hvad han mente var, at når et samfund har vækst, kommer det alle til gode.

Tidevandet løfter alle skibe i søen – og gennem de sidste syv års vækst har almindelige danskere i Øst og Vest, i land og by da også oplevet en historisk velstandsstigning.

Men i den nuværende økonomiske krise er væksten ved at gå i stå - i virksomhederne, i privatøkonomien, i boligmarkedet - på nogle punkter også i den oplevede velfærd, som borgerne møder ude i kommunerne.

En oplagt konservativ opskrift på dét problem er at få samfundkagen til at vokse.

Vejen ud af krisen er med andre ord, at vi skal til at belønne borgere og kommuner, som skaber vækst – og holde op med at straffe dem.

Udligning er et ærgreligt eksempel på at incitamentet til vækst mangler. Når mere end halvdelen af en kommunens vækst hales ud ad kommunekassen og omfordeles til andre kommuner – så ryger incitamentet til vækst

Hvis samfundskagen skal vokse, skal vi huske på, at det lønner sig at investere dér, hvor det giver bedst afkast. Hovedstaden kæmper med Stockholm, ikke med Svendborg, Trekantsområdet kæmper med Hamborg, ikke med Holstebro.

Vejen til vækst og en bedre kommunal velfærd er derfor, at kommuner og regioner som satser på vækst, skal beholde en rimelig del af væksten selv. De skal have lov at investere overskuddet i yderligere infrastruktur og i forbedringer til borgere og virksomheder.

Kun en fornyet vækst, ikke udligning og endeløs omfordeling mellem kommunekasserne, vil løfte bådene i søen igen!

Søvndal får egen boomerang i nakken

2008-09-26T23:16:00.002+02:00

SF's formand Søvndal kritiserer statsministeren for hykleri, fordi statsminister Anders Fogh Rasmussen angriber USA for ikke at bidrage nok i kampen mod klimaændringer, men for nogle måneder siden roste Bush »miljøforkæmper«.

Det er en bemærkelsesværdig kritik fra en mand, der selv om nogen har præsteret kursvendinger og hykleri som få andre. Læs eksempelvis denne rystende gennemgang af Søvndals opførsel under Muhammed-krisen. Hvordan manden kom styrket ud af den sag, må være en gåde større end DaVinci-mysteriet.

For det andet har SF selv for nyligt fuldstændigt undergravet sin troværdighed som grønt parti.
På sit finanslovsforslag for 2009 har SF ikke har afsat en krone til natur og miljø! Og de kan ikke selv forklare tilfredsstillende hvorfor!

For det tredje er kritikken af Fogh i sin substans urimelig. Fogh forsøgte at anerkende, at Bush regeringen trods alt havde rykket sig en smule på klima-området - at Bush f.eks. selv nu har erkendt problemet - en langt klogere taktik end gold kritik overfor værten.

For det fjerde er SF-formanden ikke just saglig i sin egen formidling af klima-problemer. Læs blot denne sønderlemmende gennemgang af fejl og mangler i Villy Søvndals fremstilling af klimaproblemerne.

Kritikken rammer - som så ofte - den flamboyante SF-formand i nakken.

Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig...

2008-09-25T16:18:00.005+02:00

... , men hvad du kan gøre for dit land."

Jeg er netop vendt hjem fra Washington DC, som jeg har besøgt for første gang.

Jeg skal spare blog-læserne for turistbeskrivelserne, men størst indtryk gjorde besøget på Arlington helte-kirkegården, hvor Kennedy'erne ligger begravet, og hvor JFK-citatet, som vist på billedet ovenfor, er mejslet ind i sin fulde ordlyd:

And so, my fellow Americans: ask not what your country can do for you - ask what you can do for your country.

My fellow citizens of the world: ask not what America will do for you, but what together we can do for the freedom of man.

Finally, whether you are citizens of America or citizens of the world, ask of us the same high standards of strength and sacrifice which we ask of you. With a good conscience our only sure reward, with history the final judge of our deeds, let us go forth to lead the land we love, asking His blessing and His help, but knowing that here on earth God's work must truly be our own.

JFK var en politiker, der turde stille krav til borgerne, som ikke leflede for de lavere instinkter, men formåede at sætte borgerens egen hverdag i relief. At borgerens tilvalg og fravalg, ofre og indsats, har konsekvenser, for ens eget land, for menneskets frihed.

Og at den gode samvittighed er eneste sikre belønning for at være en god borger - både for sin nation og som verdensborger.

Det er store krav at stille, når belønningen er så usikker, men den måde JFK sagde det på, inspirerede millioner til at sætte sig selv lidt til side, og fællesskabet i centrum.

Det kunne vi også godt bruge mere af i dag. Tiden med krig mod terror, med økonomisk krise, med energikrise er ikke en tid, hvor man først og fremmest skal tænke på sig selv, men mere på hvad man selv kan gøre for at bidrage til bevarelsen af de nationale og internationale fællesskaber, som er så hårdt under pres.

Stramning en udstrakt hånd til kontanthjælpsmodtagere

2008-09-23T12:36:00.005+02:00

Regeringen har besluttet at ægtefæller, som modtager kontanthjælp, fremover skal arbejde 450 timer i løbet af de seneste to år hver for at være berettiget til at modtage kontanthjælp.

Jeg ser det som en udstrakt hånd til kontanthjælpsmodtagere: Som samfund VIL vi helt enkelt have kontanthjælpsmodtagere til at tage fat i det danske arbejdsmarked. I den nuværende arbejdskraftsmangel er der simpelthen ingen undskyldning for at holde sig udenfor arbejdsmarkedet.

Den tidligere 300-timers regel motiverede en tredjedel flere kontanthjælpsmodtagere til at slutte sig til arbejdsmarkedet, og stramningen vil givet anspore endnu flere til at bidrage konstruktivt til det danske samfund.

300-timers reglen var en stor succes, hvilket blev sagligt ikke-politisk belyst i en rapport fra Socialforskningsinstituttet, hvis øvrige hovedresultater var:

Oppositionen var imod dengang 300-timers reglen blev indført, men trods den beviselige succes, vånder man sig stadigvæk, imod bedre vidende, men af rent og skært ideologiske årsager.

Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen siger eksempelvis: "At man ændrer det her, vil få nogle frygtelige konsekvenser for de svageste i samfundet."

Ja, kig på tabellen og bedøm selv.

Det vil få den "frygtelige konsekvens" at flere kontanthjælpsmodtagere ønsker arbejde, kan tiltræde arbejde indenfor en måned, føler sig i stand til at passe et almindeligt arbejde, har mere tiltro til at kunne opfylde beskæftigelseskravet, reelt søger arbejde - og selvfølgelig allervigtigst, reelt kommer i arbejde.

Reglen er ikke et slag over fingrene til de svage, som oppositionen hævder - det er en udstrakt hånd.

Afslutningen på en "super-bobbel"?

2008-09-21T10:45:00.005+02:00

Vi er som bekendt midt i en krise, hvis mage ikke er set siden Depressionen i 1930'erne. Personligt tror jeg ikke vi har nået bunden endnu, selvom det allerede ser mere end slemt nok ud med de ufattelige finanskrak i USA, og de mindre men stadig alvorlige bankkrak herhjemme, husprisernes fald fra tinderne osv. Nu meldes det endda, at folk begynder at sælge ud af deres indbo for at få enderne til at mødes.

Det er slemt, men det bliver dog ikke en gentagelse af 1930'erne, fordi regeringerne ikke tillader det totale kollaps. I det omfang der er offentlige midler til rådighed, går man både i USA, Danmark og andre lande ind og garanterer eller dækker over i hvert fald en del af tabene. Man kan mene, at det er utidig indblanding i markedet - hvad det principielt er - men de fleste uanset ideologi er nok enige om, at i sådan ekstrem situation kan man ikke lade falde, hvad ikke kan stå, men er nødt til at gøre noget for at bevare forbrugernes og virksomhedernes sidste gran af tillid.

Skal man forstå krisen i større historisk perspektiv, tror jeg at det vi ser nu ikke er et tilfældigt her-og-nu udsving, men tværtimod er reaktionen på en række ubalancer, der har været hobet op gennem årtier i de vestlige økonomier, især USAs.

Dot.com-boblen i slutningen af 1990'erne, boligboblen i dette årti, blev begge næret af en stadig større opfindsomhed hos villige lånudbydere, der lagde tidligere tiders forsigtighed på hylden og satsede på kvantitet fremfor kvalitet. Samtidig gjorde liberalisering og globaliseringen formidling af kreditter mellem lande og verdensdele uendeligt meget nemmere.

Det skortede ikke på advarsler, men mange troede på "den nye økonomi", som skulle være evig optur uden kriser, og hvor man, som overvismanden med rette undrer sig over, troede man ikke kunne bruge historien til at lære af.

Samtidig ændrede borgernes holdning til gældsætning sig markant. Hvorfor bruge 30 slidsomme år på at betale sit hus ud, når man kunne feste for friværdien her og nu?

I USA lagde man på regeringsniveau tidligere tiders snusfornuftige husholdningstankegang på hylden og brugte løs af midler man ikke havde i optimistisk tiltro til, at man kunne vokse sig ud af gælden.

I Danmark har vi ikke ført så uansvarlig en økonomisk politik siden Anker Jørgensen, så derfor har vi i modsætning til USA orden i statsfinanserne, men på borgerniveau har de fleste af os vel haft en finger med i de omtalte bobler - som finansmanden George Soros har slået sammen under den sigende betegnelse "super-boblen".

Kun magisk tænkning har kunnet få os til at bilde os selv ind, at huspriserne og friværdien bare kunne blive ved at stige, for inderst inde ved vi jo godt, at værdier ikke kommer af ingenting, men altid kun ved hårdt arbejde.

Det lyder kedeligt og måske som en lidt gammeldags dyd, men skal jeg pege på noget positivt ved tidens krise, er det, at vi forhåbentligt ved enden af den, smøger ærmerne op og lige så stille arbejder os tilbage på rette spor.

Der er ingen nemme veje ud af krisen - spekulanterne har fejlet - der er kun hårdt arbejde tilbage.

Velfærdsstatens afløser

2008-09-21T10:14:00.002+02:00

Inspireret af udenrigsministerens sommerlæsning er jeg selv gået i gang med Phillip Bobbits banebrydende "Terror and Consent" - en must-read for alle, som ønsker at forstå den post 9/11 verden vi lever i - og den fremtid som venter.

Jeg vil senere komme tilbage med en dybdegående anmeldelse af værket, men jeg vil her berøre Bobbits originale betragtninger om den gennemgående forandring alle vestlige stater - jeg vil tilføje Danmark inklusive, naturligvis - står overfor.

Hvad vi har været vant at leve i, er nationalstaten, som gennem det meste af efterkrigstiden her i landet har taget karakter af velfærdsstat - dvs. en stat som opretholder sin legitimitet i forhold til borgerne ved - udover at have magtmonopol og sikre lov og orden - at forbedre den materielle velstand og velfærd - og ved i større eller mindre grad bruge betragtelige kræfter på at omfordele midler mellem borgerne for at udjævne forskelle imellem disse.

Hvad vi idag står er ifølge Bobbit en fundamental redefinering af staten til det han kalder "Market State". Fokus er her på mere at skabe de optimale rammer og betingelser for borgerne, at maximere mulighederne for borgerne, og i behandlingen af borgerne tage ved lære af markedets imødekommenhed overfor forbrugernes behov. Markedsstaten vil derfor også privatisere de aktiviteter, hvor imødekommelsen af borgernes behov bedre varetages af private aktører.

Istedet for at bruge enorme kræfter på at tøjle markedet, modstå markedskræfterne og vilkårligt omfordele mellem borgerne, vil denne nye type stat anspore borgerne til initiativ og vækst og søge markedet udvidet til hele tiden at tilbyde borgerne nye services.

Når vi ser på den danske velfærdsstat anno 2008 er det tydeligt, at Bobbits analyse rammer plet, og at vi er i en meget besværlig overgangsfase på vej væk fra velfærdsstatens rigide strukturer og massive fokus på omfordeling fremfor vækst.

Alene de demografiske betingelser og de umådelige vanskeligheder ved at skaffe arbejdskraft i det offentlige, burde formå politikere - især velfærdsfundamentalisterne på venstrefløjen - til at forstå, at den velfærdsstat vi kender ikke kan opretholdes uændret, og at udfordringerne ikke løses ved blot mindre justeringer.

Fremtiden er en tid med en mindre stat, en mindre offentlig sektor - men til gengæld en stærk og aktiv stat og offentlig sektor, der fylder hullerne ud, hvor private ikke kan, men som også villigt trækker sig, når markedet bedre løser opgaverne - en stat hvor græsen mellem at bære borger og være forbruger er mindre skarp, hvor god "kundeservice" findes i det private såvel som i det offentlige.

Markedsstaten - velfærdsstatens afløser.

Det store flertal er ligeglade - med Politiken

2008-09-11T14:24:00.004+02:00

Under overskriften "Vælgerne tror ikke på Lene-effekten" referer Politiken til en metodisk ikke særligt troværdig analyse, som journalisten så samtidig fejlfortolker efter bedste - eller værste - evne.

Det påståes, at "for 68 procent af vælgerne har rokaden i partitoppen hos Det Konservative Folkeparti ingen indflydelse på, hvorvidt de i fremtiden vil sætte deres kryds ved liste C", hvilket skulle være i modstrid med, at "flere politiske iagttagere har ellers spået, at Det Konservative Folkeparti vil få fremgang med Lene Espersen i spidsen."

Det skrives videre: "Vælgernes benhårde dom er altså, at det store flertal er ligeglade. "

Men dette er en fortolkning, som i høj grad kan anfægtes, selv hvis man tager den tvivlsomme undersøgelse bag for gode varer:

Hvis 68% af vælgerne ikke vil lade den nye formand påvirke, om de vil stemme på C, så er der 32% tilbage som godt kan påvirkes.
Blandt de borgerlige vælgere vil 23 procent være mere positive for at stemme konservativt, mens otte procent har det direkte modsat - det er mange potentielle vælgere.
Dagens første egentlige meningsmåling viste en markant konservativ fremgang på mere end 3% - i fuldstændig modstrid med artiklens præmis

Jeg kender ikke journalistens bevæggrunde for at lave så stærkt tendiøs analyse af en måling, som man også kan kritisere for at være lavet indenfor første 1-2 døgn efter formandsskiftet - skulle Lene Espersen ikke lige have en chance for at melde politisk ud først? Men det ligner et klodset forsøg på politisk farvet journalistik.

Heldigvis er vælgernes benhårde dom altså, at det store flertal er ligeglade - med hvad Politiken skriver.

Tak Bendt, tillykke Lene

2008-09-09T11:45:00.002+02:00

Jeg vil gerne takke Bendt Bendtsen - en særdeles succesfuld formand for vores parti, som har skabt sammenhold, hvor der var allermest brug for det, og derefter brugt egne og gruppens kræfter på at at få konservative mærkesager igennem i regeringen.

Jeg byder også den nye formand velkommen - Lene Espersen er en fantastisk kommunikatør og har været én af regeringens mest gennemslagskraftige ministre gennem en årrække. Hun er den rette til at sikre konservative mærkesager som skattelettelser og stram retspolitk. Jeg er sikker på, at det får nye vælgere også hurtigt øjnene op for.

Radikale på vej hjem til de borgerlige?

2008-09-07T07:10:00.002+02:00

De radikale kalder sig på papiret et borgerligt parti, selvom de har en ejendommelig tradition for at springe frem og tilbage mellem den blå og røde blok. Det har indimellem været svært at få øje på de borgerlige værdier i partiets politik, men når det gælder økonomi er der en tendens til, at de bliver mere og mere enige med de borgerlige partier, især De Konservative, og fjerner sig mere og mere fra S-SF.

Seneste finanslovsudspil fra partiet ser sjældent lovende ud: Man fokuserer på præcist de instrumenter, som kan øge arbejdsudbuddet - lavere topskat, kortere dagpengeperiode, men til gengæld til en sats, som er til at leve af.

De radikale har her fat i den helt rigtige opskrift til påny at få vækst i Danmark.

Til gengæld er det svært at se, hvorfor de stadig ser sig som en del af et fremtidigt alterativt regeringsflertal (bank under bordet for at det ikke sker) med S og SF, der jo lider af allergisk berøringsangst overfor skattesænkninger og nødvendige reformer af dagpenge og efterløn.

Kulturværftet - i al sin skønhed

2008-09-06T21:05:00.003+02:00

Lad ikke Lokaldemokraternes brok og anti-alting ødelægge glæden.

Nyd hellere denne fantastiske 3-D video af Kulturværftet, fundet på Youtube, som viser hvordan hele herligheden kommer til at se ud.

Jo, vi helsingoranere kan godt begynde at glæde os...

Mere markant borgerlig profil påkrævet

2008-09-05T23:24:00.003+02:00

Ny meningsmåling peger på at VKO-flertallet er i fare, pga. et stemmeskred hos Venstre.

Interessant nok går S også tilbage, så der er ikke tegn i sol og måne på, at vælgerne tiltrækkes af den socialdemokratiske statsministerkandidat, men måske snarere en advarsel om, at vælgerflertallet ikke er trygge ved flere sager på det seneste, f.eks. den nylige EU-sag og andre små og store sager.

At det rammer Venstre, men ikke mit eget parti De Konservative, kan jeg på ingen måde glæde mig over, da det vigtigste er at beholde et borgerligt flertal.

Men det overrasker ikke. Set over en bred kam er venstreministrenes dagsform markant under niveau, med en påfaldende mindre synlig statsminister siden valget, en rystet finansminister, og en fra dag 1 yderst presset integrationsminister.

Dertil kommer, at de eneste Venstre-ministre med overskud til lidt ideologisk pondus pt., nemlig Kristian Jensen og Søren Gade, blev eftertrykkeligt banket på plads, da de henover sommeren forsøgte sig med lidt gode borgerlige ord om, at alt for mange danskere stadig er på overførselsindkomst, fordi det pga. brandbeskatning ikke kan betale sig at arbejde.

Den slags er ikke god latin i det nye Venstre.

Men svagheden ved Venstres taktik gennem de sidste syv år - at føre socialdemokratisk fordelingspolitik, men borgerlig værdipolitik - er tydeligvis, at nu hvor værdipolitikken, særligt indvandringspolitikken, sættes under pres, begynder vælgerne ikke så overraskende at sive.

De siver f.eks. til Dansk Folkeparti. Og i kulissen står et SF, der med vis succes har markedsført sig som "ansvarligt".

Jeg tror dog stadig der er stemmer i ægte borgerlig politik: Både værdipolitisk og fordelingspolitisk.

Derfor skal vi lægge os i selen for at fastholde og tiltrække de borgerlige danskere. F.eks. de utrolig mange danskere, der sætter en ære i hårdt arbejde, og som synes at hårdt arbejde skal belønnes og ikke brandbeskattes.

Eller f.eks. de utrolig mange danskere, som har nogle grundfæstede værdier - kald dem blot gammeldags, men jeg ville kalde dem eviggyldige - om f.eks. at tage ansvar for sig og sine, og ikke per reflex bare lægge alt over på samfundets skuldre.

Vælgere straffer lige for tiden den lidt slappe præstation fra V-ministrene, men vi må kæmpe for, at det ikke betyder, at borgerligt sindede lader en ræverød opposition komme til magten med alle de ulykker, det ville betyde for landet - og så må vi skærpe den borgerlige profil, så det bliver tydeligt, hvor stor forskellen er.

Ansvarlig snak fra de Radikale

2008-09-01T05:42:00.003+02:00

Morten Helveg Petersen roser nu regeringens økonomiske kurs, men betegner til gengæld de tre partier, S SF og Dansk Folkeparti som »det udgiftspolitiske flertal« og beklager, at Socialdemokraterne har besluttet sig for at alliere sig med SF og Dansk Folkeparti i store dele af den økonomiske politik.

»Det er underligt at se denne tornerosesøvn blandt disse tre partier. De vil ikke se på reformer af dagpengesystemet og efterlønnen. Det virker, som om de ikke har forstået alvoren for dansk økonomi«, siger Morten Helveg Petersen.

»Det er uansvarligt, at man ikke vil lave arbejdsmarkedsreformer, og at man forestiller sig, at der skal postes milliarder ud til offentligt forbrug. Det er et hurtigt fix, og det er mangel på realisme i forhold til den økonomiske situation. Det kan ikke blive ved«.

Det er ærlig snak fra et oppositionsparti, som tydeligvis har set de økonomiske realiteter i øjnene - at vi er midt i en økonomisk recession, som kun forværres af, at der er alt for få hænder på arbejdsmarkedet, og at man derfor ikke kan love og "garantere" til højre og venstre.

Det er bedrøveligt, at flertallet udenom regeringen ikke er mere ansvarligt, og vælger en populistiske linie som "garanter" for uændret efterløn og dagpenge, når økonomien slet ikke rummer pladsen til sådanne garantier.

De Radikale skal derimod have stor ros i denne forbindelse for deres økonomiske ansvarlighed - udfordringen er dog blot, at R's mandater ikke rækker, så enten DF eller S skal se at vågne op af tornerosesøvnen, hvis vi skal have gjort noget ved de hurtigt voksende økonomiske problemer.

Forstenet Socialdemokrati klynger sig til efterlønnen

2008-08-29T11:41:00.003+02:00

S-formanden afviser idag kategorisk ikke alene forslaget fra Arbejdsmarkedskommissionen om hurtigt at sætte efterlønsalderen op til 62 år, men enhver form for ændring af efterlønnen.

Thorning-Schmidts eneste begrundelse er, at hun ikke vil skabe "usikkerhed for borgerne".

Jeg tror ikke nogen partier går ind for at skabe usikkerhed for borgerne.

Men hvorhenne er S-formandens seriøse overvejelser om baggrunden for Arbejdsmarkedskommissionens forslag - nemlig den fatale mangel på arbejdskraft, som har kastet Danmark ud i økonomisk recession for første gang i årtier?

Stadig lammet et det granatchok, som efterlønnen påførte forgængeren Poul Nyrup, mangler Socialdemokraternes nuværende formand enhver form for mod eller evne til at gøre noget ved tidens alvorligste problem i Danmark - at det offentlige betaler sunde, raske og arbejdsdygtige mennesker for at træde ud af det arbejdsmarked, som har så desperat brug for dem.

Efterlønnen fremstår idag som en monumental fejltagelse, som påfører samfundsøkonomien ødelæggende konsekvenser - og det eneste parti, som har modet til at fortælle vælgerne ligeud, at vi ikke længere har råd til at betale arbejdsdygtige menneskers alt for tidlige tilbagetrækning, er Det konservative Folkeparti.

Jeg ved at det ikke er populært. Jeg ville ønske jeg som politiker kunne "garantere" vælgerne at alle velerhvervede rettigheder varer ved for evigt, også retten til at trække sig tilbage 5 år før den egentlige pensionering.

Men sandheden er, at hvis vi ikke har modet til at reagere nu, vil skadevirkningerne af efterlønnen og arbejdskraftsmanglen blive mangedoblet.

Hvis vi lader os lamme af frygt for "at skabe usikkerhed", så risikerer Danmark at ende i en situation, hvor intet længere er sikkert.

Det aldrende Danmark

2008-08-26T21:59:00.003+02:00

Hans Kornø Rasmussen tegner i bogen "Den danske stamme" et demografisk billede af, hvordan den danske fremtid vil forme sig.

Han slår fast, at siden 1968 har vi ikke reproduceret os selv, dvs. haft et fødselstal, som har overgået antal døde. Når befolkningstallet alligevel har holdt sig nogenlunde stabilt, skyldes det dels at vi lever længere, dels indvandring - faktisk er det over 90 % af befolkningstilvæksten i Danmark som skyldes indvandring.

Søren Pind har for nyligt jf. JP inspireret af denne bog udtalt frygt for, at den øgede indvandring kan have udslettet den særegne danske stamme i år 2050.

Jeg hilser debatten velkommen. Demografi lyder gabende kedsommeligt, men det måske én af tidens største politiske udfordringer.

Danmark ældes - og det er en ringe trøst, at Sydeuropa ældes endnu mere idet der forudses dramatisk faldende befolkningstal i lande som Italien og Spanien pga. katastrofalt lave fødselsrater.

Fødselsunderskuddet vil i de kommende årtier stille alle vestlige samfund overfor enorme udfordringer - færre forsørgere, flere som skal forsørges.

Når politikere så nødigt taler om dette problem, er det måske fordi det er stort og så strukturelt, at de færreste kan se en løsning på det.

Hvordan ansporer man en hel befolkning til at få markant flere børn? Kan man som politiker overhovedet tillade sig at blande sig i noget så privat som beslutningen om at stifte familie, og hvor stor familien skal være - selv på det overordnede plan?

Måske, måske ikke, men befolkningen skal i hvert fald kende de langsigtede konsekvenser af fødselsunderskuddet - den gradvise reduktion af det danske folk.

Skal man for alvor gøre noget ved problemet, tror jeg det kræver en familiepolitik, som er helt nytænket, og som opererer på meget langt stræk - og som virkelig tilbundsgående sætter ind med tiltag, som letter de stressede og pressede børnefamiliers hverdag.

Den politiske sommer 2008

2008-08-21T08:53:00.003+02:00

Velkommen tilbage efter sommerferien til "Borgerens" læsere - næsten 2000 har gennem det sidste halve år klikket sig ind på bloggen, og jeg takker hver og én for interessen og for de mange tankevækkende kommentarer.

Mit mål for resten af året er gennem højaktuelle, personligt vinklede indlæg at nå ud til endnu flere læsere for at få endnu mere debat.

Sommeren 2008 bød på mere politisk drama end sædvanligt i agurketiden.

Størst drama har været omkring EU-domstolens kendelse om arbejdskraftens frie bevægelighed, der ser ud til at underminere dele af den danske indvandringspolitik. Tonen har været skinger, og Dansk Folkeparti har scoret en del points på den sag.

Skal man imidlertid prøve at tøjle følelserne en smule og se nøgternt på sagen, så vedrører dommen kun et meget lille hjørne af indvandringspolitikken. Som jeg ser det, presser EU ikke nu pludselig en ladeport åben gennem Danmarks grænser, men domstolens pointe er at arbejdskraft skal have vide beføjelser for at krydse grænserne indenfor EU.

Lige nu er Danmarks største strukturelle problem mangel på arbejdskraft, og i stedet for sort-hvidt at gøre domstolen til skurk, burde man anerkende arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor unionen som et gode, der skal afbalanceres med Danmarks selvfølgelige ret til at hævde vores ret til selv at definere udlændingepolitikken.

Den anden store sag i sommeren 2008 vedrører også udlændingepolitikken, nemlig S og SF's pludselige forbrødring omkring bl.a. 24-års reglen.

Kommentatorer mente efterfølgende, at trækket havde styrket oppositionen, men jeg er uenig:

SF gør af rent og skært magtbegær vold på grundlæggende principper. Dette er et kalkuleret kynisk skaktræk, som skal lukke den flanke venstrefløjen har i forhold til befolkningens holdninger til indvandring.

Nu spiller jeg selv skak og jeg må bedrøve Villy med at denne manøvre er FOR åbenlys. Både internt og i befolkningen er man altså ikke dummere, end at man let kan gennemskue hulheden i SFs kovending.

Der er allerede intern ballade i SF over beslutningen, se f.eks. her. Og meningsmålingerne viser stik imod kommentatorernes vurdering ikke tegn på, at oppositionen står stærkere i befolkningen.

Nu venter så efteråret, og hvilke politiske sager forventes at fylde dagsordenen?

Jeg ser personligt frem til, at diskussionen om skattepolitik spidser til, når Skattekommisionen i starten af 2009 afleverer sine anbefalinger. Aldrig har behovet for at nedsætte personskatterne været større, og som Konservative er det vores fornemste pligt at gøre alt for at skubbe beslutningerne den rigtige vej. Vær sikker på, at jeg i "Borgeren" og andre fora vil gøre mit yderste!

Dernæst er der den globale og hjemlige økonomiske recession: Som jeg skrev i min klumme i 180 grader er det som om alvoren ikke rigtigt er gået op for os. Jeg er temmelig sikker på, at det kommer den til.

Vi skal genopfinde en formel for vækst i det danske samfund, vi skal have mere innovation, teknologi, forskning. Men først og fremmest skal vi gennem skattepolitikken give borgerne meget mere incitament til at yde deres ypperste - til egen, men i sidste ende også til samfundets bedste.

En krise, men ikke en systemkrise

2008-07-11T12:10:00.002+02:00

Den økonomiske krise i Danmark og i verdenssamfundet mærkes stadig hårdere – de stigende mad- og benzinpriser, de faldende boligpriser. I dag kom så endnu et bank-kollaps, Roskilde Bank.

Med mine 40 år er jeg gammel nok til at huske sidste store krise – 70’erne – og hvor langt og sejt et træk landet måtte igennem for at få økonomien tilbage på ret kurs igen under den Konservative ledelse af landet i 80’erne.

Jeg husker krisen i 70’erne som en uventet mavepuster efter de sorgløse 60’ere, og også denne gang er det, som det kommer bag på os, at de gode tider, som nu har varet stort set uafbrudt siden starten af 90’erne, ikke varer ved.

Men hvorfor? Frie markedssamfund er kendetegnet ved periodiske opgangs- og nedgangstider. Det er markedets indbyggede dynamik, som bevirker at gradvist opbyggede skævheder mellem udbud og efterspørgel korrigeres – nogle gange blødt og umærkeligt, andre gange voldsomt og dramatisk.

Med andre ord – hvad vi oplever, er en krise, men det er ikke, som visse venstreintellektuelle er begyndt at hævde – kapitalismens krise, en systemkrise. Tværtimod er krisen et tegn på systemets sundhed, på markedernes indbyggede evne til at korrigere sig selv, når visse ubalancer er blevet for store.

Løsningen er derfor ikke den traditionelle venstreorienterede recept – mere regulering, mere stat, mindre privat. Dét prøvede Anker Jørgensen som bekendt i 70’erne, med fatale resultater.

Løsningen er at lade markedet korrigere sig selv i fred og ro, sådan som det så småt er ved at ske nu, at lade markedet finde en ny balance.

Den dummeste politiske beslutning nogensinde

2008-07-09T15:11:00.006+02:00

Med ni års forsinkelse fortryder Svend Auken nu to ting:

At SR-regeringen i 1999 "pillede" ved efterlønnenen
At SR-regeringen samtidig i 1999 sætte pensionsalderen ned fra 67 til 65 år.

Jeg kan roligt slå fast, at jeg er enig i det med pensionsalderen. Hvad angår efterlønnen burde Svend Aukens fortrydelse snarere gå på, at han overhovedet indførte den.

Men for nu at kommentere på pensionsalderen, så fristes jeg til at citere professor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet, Per H. Jensen

'Da man i 1999 nedsatte folkepensionsalderen fra 67 til 65 år, var det det dummeste, som danske politikere nogensinde har gjort'.

Det er glædeligt, at ledende socialdemokrater nu kommer til nogenlunde samme erkendelse.

Mogens Lykketofts søforklaringer om, at man i 1999 ikke kunne forudse udviklingen i middellevealderen, er derimod helt ubrugelig.

Faktum er, at allerede dengang gav sænkningen af pensionsalderen et helt forkert signal til borgerne om, hvornår man bør trække sig tilbage.

Siden er konsekvensen af den "dummeste politiske beslutning nogensinde" blevet endnu værre:

Den giftige cocktail af tidlig pensionering og muligheden for efterløn til borgere, som slet ikke behøvede trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, har efterhånden fået dansk økonomi til at gå i stå på grund af arbejdskraftmangel.

Vi har som samfund ikke råd til at leve med de fatale konsekvenser af SR's fejldispositioner.

Pensionsalderen må op, og efterlønnen afskaffes.

Tænketanken CEPOS har fornyligt beregnet, at der ville komme 200.000 flere i arbejde, hvis vi gik tilbage til 67 år som pensionsalder og afskaffede efterlønnen.

Vi kunne godt bruge 200.000 ekstra par hænder på det danske arbejdsmarked.

Det er ikke et spørgsmål om ideologi, men om sund fornuft: Skal Danmark ud af krisen, må alle borgere, som kan arbejde, også gøre det - uanset alder. Den luksus at lade staten betale raske og rørige for at trække sig tidligt tilbage, hører en svunden tid til, og jo før politikerne indser dette, jo bedre.

Barnepigestaten

2008-07-06T23:43:00.002+02:00

Bragt i Weekendavisen 4. juli 2008
af Kristian Juul

Er velfærdsstaten ved at kamme over og udvikle sig til en barnepigestat?

Hvad andet end barnepigestat kan vi nemlig kalde det, når levnedsmiddelkontrollanter i fødevaresikkerhedens navn, som det skete for nyligt, møder op i FCK's fanbutik for at forlange skærpet kontrol af lakridspastiller og energibarer?

Som borger kan man blot ryste på hovedet over denne type meningsløs lovgivning "for dit eget bedste", hvoraf FCK-sagen blot er ét aktuelt eksempel blandt alt for mange.

Det enorme spild af tid og penge den slags medfører er grelt nok, men hvad værre er - den tiltagende udskiftning af sund fornuft med rigide regler udhuler gradvist vores personlige frihed.

Folkesundheden udgør i dag frontlinjen i statens tiltagende trang til at blande sig i borgernes liv: Offentlig sundhed er ikke længere blot et spørgsmål om at stille et velfungerende sundhedsvæsen til rådighed, men i stigende grad om statslige restriktioner overfor borgernes før frie adfærd, når det gælder fødevarer, medicinforbrug, rygning, sodavand, transfedtsyrer, alkohol, spil, mobiltelefoner, cykelhjelme - jeg kunne blive ved.

Men trods barnepigestatens detailstyring af livet fra vugge til grav, har Danmark som bekendt ikke en prangende placering mht. levetid. Er der således virkelig belæg for at tro, at til stadighed mere af den infantiliserende indblanding fra staten vil give os et længere eller lykkeligere liv?

Selvom borgerlige ikke er uden medskyld i udviklingen, kommer disse indgreb i vores frihed som oftest fra venstrefløjen, og ikke uden grund: Min påstand er, at velfærdsstatens tiltagende barnepigementalitet er en ny form for socialisme, eller måske rettere den velkendte gammeldags slags, men blot pakket mere appetitligt ind.

I stedet for at omfordele rigdommene yderligere, hvilket vanskeligt kan lade sig gøre i Danmark, da vi som bekendt allerede er verdensmestre i omfordeling, udgør barnepigementaliteten en mere farbar vej for venstrefløjen til hele tiden at lade "fællesskabets bedste" stå over borgernes personlige valg og frihed.

Nobelprisvinder i økonomi, James Buchanan, redegjorde for nyligt i artiklen "Afraid to be Free: Dependency as Desideratum," for fænomenet politikere, der i stigende grad ikke kan modstå fristelsen til at blande sig i næsten ethvert tænkeligt aspekt af vores liv, kombineret med, mere foruroligende, en manglende bekymring hos borgerne over indblandingen.

Måske er vi blevet så vant til, at forsigtighed må stå over selv den mest abstrakte risiko, at vi ikke længere stiller spørgsmålstegn ved formynderiet? Måske kunne FCKs lakridspastiller teoretisk udgøre en risiko, forsvindende lille, ja, men alligevel? Måske er det godt, at staten slår ned på den slags?

Eller måske er det altsammen et symptom på, at vi ligefrem blevet bange for friheden, som James Buchanan provokerende skriver?

Som borgerlig og frihedselskende tror jeg fuldt og fast på, at det er friheden og det frie marked, ikke statens indblanding og formynderi, som har gjort os så historisk set sunde, lykkelige og generelt godt stillet som vi nu er.

Vi må derfor som borgerlige arbejde på at tvinge staten til at slippe sit omklamrende tag i borgerne. Frie borgere behøver ingen livslang rideranke på barnepigestatens skød for at leve et godt liv, tværtimod.

Borgerlig dynamik, socialdemokratisk stilstand

2008-07-02T10:40:00.007+02:00

Det er glædeligt at se Venstre-folk langt om længe tilslutte sig, hvad vi Konservative har sagt så længe - at dansk økonomi i den globale økonomi langsomt, men sikkert er ved at kvæles under skattetrykket, og at lettelser i topskatten er den sikreste vej til at få folk til at arbejde mere.

Og arbejde mere, er den eneste vej ud af det, der kan gå hen og blive den værste økonomiske krise siden oliekrisen.

I skærende kontrast til denne analyse er Socialdemokraternes svar. Morten Bødskov "tordner" imod lettelser, fordi "de ikke er fuldt finansieret".

S vil i klassisk Keynesiansk stil hellere igangsætte store offentlige anlægsinvesteringer.

Det giver mindelser om Stauning og 1930'ernes krisestyring.

Men man skal altså passe uhyre meget på med paralleler til nutidens krise og 1930'ernes depression. Vi har idag i modsætning til 1930erne ingen massearbejdsløshed.

Krisen skyldes tværtimod, at industrien skriger efter arbejdskraft og derfor ikke kan udnytte kapaciteten.

Og så vil S offentlige anlægsinvesteringer! Dvs. enten konkurrere med erhvervslivet om den i forvejen utroligt knappe arbejdskraft eller skulle importere endnu mere arbejdskraft for at få det gjort!

Det er et helt ubrugeligt og direkte skadeligt forslag!

Og så er Socialdemokraternes snævre fokus på, om skattelettelser er fuldt finansierede eller ej, krone for krone, udtryk for en betonagtig tankegang.

De dynamiske effekter af, at produktiviteten stiger pga. skattelettelser, som dermed i høj grad bliver selvfinansieret, er veldokumenteret og har virket glimrende i de lande, som har været mindre berøringsangste overfor reformer.

Som det bedrøveligvis har været tilfældet i mange år, så lever Socialdemokraterne i fortiden, og deres svar på nutidens problemer er utidssvarende løsninger.

Kun borgerlig økonomisk politik kan redde Danmark ud af krisen.

En sidste kommentar: Véd S iøvrigt selv hvad de vil?

For kun få måneder udtalte Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup:"Det er min vurdering, at topskatten skal sænkes. Det kan være, at der bliver tale om en kombination af, at færre skal betale topskat, og at skatten på den sidst tjente krone sættes ned."

Kloge ord, som man nu løber fra hurtigere end en hest kan rende.

Privatforbrug dækker legitime behov - ikke luksus

2008-06-20T14:25:00.004+02:00

Ritt Bjerregaard går idag i Politiken til angreb på privatforbruget og påstår, at regeringen "prioriterer fladskærme og designermøbler over børn og gamle".

Man mærker den typiske socialistiske forargelse over den storforbrugende småborger, som altid tænker mere på sig selv end på fællesskabet.

Jeg vil dog godt sætte spørgsmålstegn ved præmissen.

Hvor meget af almindelige danskernes disponible indtægt går i virkeligheden til fladskærme, designermøbler og anden luksus?

Forsvindende lidt. Virkeligheden er en anden, end Ritt fremstiller den.

Takket være verdens højeste skattetryk har danskerne nemlig trods nogle af verdens højeste lønninger kun et særdeles middelmådigt privatforbrug sammenlignet med USA og andre vestlige lande.

Privatforbrug i Danmark handler derfor sjældent om den slags unødvendig luksus, som Ritt Bjerrgaard antyder, men oftest mere om at tage sig råd til at kunne give sine børn sund mad, at tage sig råd til en tryg bolig og transport frem og tilbage mellem hjem og arbejde, at tage sig råd til lidt fritidsaktiviteter med børnene.

Det er helt urimeligt at latterliggøre privatforbruget som investeringer i ”fladskærme og designermøbler”. Privatforbruget handler tværtimod om i hverdagen at kunne dække fuldt legitime behov og er derfor omdrejningspunktet for den enkeltes og familiernes velfærd.

Når skatten som i Danmark når et niveau, hvor rådighedsbeløbet ofte reduceres til langt under halvdelen af lønnen, er det derfor ødelæggende for borgernes følelse af velfærd.

Dette er baggrunden for privatforbruget, ikke bevidstløs trang til overdreven luksus, som Ritt så arrogant antyder.

nej til Ligelønskommission

2008-06-16T23:08:00.007+02:00

Mit parti, De Konservative, har nu meldt klart fra overfor tanken om en såkaldt "Ligelønskommission" i kølvandet på strejken.

Jeg finder der er langt flere grunde til at være imod sådanne kommissioner end for:

Det ville være en bureaukratisk, centralistisk styring af løndannelsen - måske nærmest planøkonomisk - som er fjernt fra danske traditioner og vores berømte aftalemodel
Det ville skabe helt urealistiske forventninger, som aldrig ville kunne indfries
Dele af fagbevægelsen selv, ser forslaget som utidig indblanding, f.eks. Ingeniørforeningens formand, Lars Bytoft Olsen, som har sagt, at en ligelønskommission hører til "i det gamle Sovjet eller i Maos Kina".

Hvad vil jeg så sætte i stedet?

Fremfor mere centralisme, vil jeg foreslå en tiltrængt modernisering af den offentlige sektors bureaukratiske lønsystem, så det minder meget mere om det private erhvervsliv.

Stive løntrin, hvor man stiger i løn udfra anciennitet eller uddannelse alene er fuldstændigt outdated. Tværtimod bør lønnen også i det offentlige få lov at variere markedsmæssigt efter udbud og efterspørgsels-princippet.

Sagt med andre ord, er der mangel på eksempelvis sygeplejersker, bør prisen på dem, lønnen naturligvis også stige. Men hvor meget lønnen skal stige bør ene og alene være betinget af markedskræfterne, og i hvert fald ikke være ideologisk begrundet, sådan som sygeplejerskernes formand noget malplaceret lægger op til.

Radikalt svigt

2008-06-12T21:51:00.006+02:00

Det var en bedrøvelig oplevelse her til aften i DR at se Margrethe Vestager forsvare sine stærkt kontroversielle udtalelser få timer efter terrorbomben i Pakistan om, at Danmark nu måtte revidere sin udenrigspolitik, så vi ikke slår over i "en aggressiv udenrigspolitik, hvor vi opfatter os selv som Nordens Israel eller Det Andet USA".

Margrethe Vestager vævede og talte sort i store dele af interviewet, men man forstod dog, at hun fortrød ingenting - dét gentog hun adskillige gange.

At hendes udtalelser kunne opmuntre terrorister til at tro, at Danmark bøjer sig for terror, ville hun slet ikke forholde sig til i interviewet.

Endnu mere katastrofalt var det, at hun ikke tilfredsstillende kunne redegøre for, hvilke ændringer hun ville lave i udenrigspolitikken for at gøre den "mere aktivistisk" og "mindre aggressiv". Hun prøvede sig med at FN-mandat skulle være et must for at gå i krig, men måtte erkende at Danmark lige nu kun har soldater udstationeret på netop FN-mandat, så dette krav ville ingenting ændre.

Med andre ord kræver de radikale en ændring i politikken på den værst tænkelige baggrund og timing, men kan ikke forklare, hvad ændringen skal være.

Det Radikale Venstre har historisk med sin "Hvad kan det nytte" holdning, og sin "Ligge død" politik gennem det forrige århundrede stået som eksponenten for et Danmark med bøjet hoved og slatten rygrad, så få ting kan overraske fra den side, men dette er alligevel et politisk svigt fra de radikales side af en størrelse, som burde få konsekvenser.

Klumme om den truende krise

2008-06-02T22:48:00.002+02:00

Jeg har fået trykt en klumme i den borgerlige netavis 180grader om den truende krise i Danmark og i verdensøkonomien her:

Socialdemokrater i destruktivt ideologisk korstog

2008-05-31T14:51:00.007+02:00

Socialdemokraternes uforståelige kamp imod private sundhedsforsikringer fortsætter nu med PR-videoer, peppet op med skinger retorik, såsom at det "truer "lige sundhed for alle", eller udtalelser som Henrik Sass Larsen (S) her:

»Vi er skrækslagne ved, at dette breder sig. Derfor er vi nødt til at stoppe op og gøre alt, hvad vi kan for at bremse udviklingen, hvis vi skal redde den frie og lige adgang til sundhedsvæsenet..."

Når nu "truslen" er så skrækindjagende skulle man tro, at socialdemokraterne ville gå skridtet ud og forbyde sundhedsforsikringerne.

Men nej. S vil naturligvis vanen tro ikke forbyde noget som man kan tjene skattepenge på. Derfor vil man "blot" nøjes med at fjerne fradragsretten for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer som årligt beløber sig til 3-400 mio. kr, med andre ord "nøjes" med at brandbeskatte denne væmmelige "trussel". Temmelig hyklerisk.

Og også den sikre vej til, at lavtlønnede fuldstændigt afskæres muligheden, mens højtlønnede nok skal finde anden finansiering. Så udover at være hykleriske, er socialdemokraterne også dybt asociale med dette korstog.

Iøvrigt er det en socialdemokratisk vrangforestilling, at det danske sundhedsvæsen er skævt.

Faktisk har der aldrig i Danmarkshistorien været mere fri og lige adgang end i dag, hvor alle er garanteret en behandling inden for en måned - en præstation som VK-regeringen har opnået, og som Nyrup-regeringen aldrig var i nærheden af.

At nogle arbejdsgivere som supplement har valgt at tilbyde en sundhedsforsikring til høj som lav i firmaet, fordi de gerne vil have deres medarbejdere hurtigere i behandling og tilbage til arbejdet, er en supergod forretning for firmaet, for medarbejderen og for samfundet.

Man skal vist være socialdemokrat for at se noget problematisk i dette, og bevidst ønske at genere firmaer og medarbejdere blot for en abstrakt betonidelogisk tvangstankes skyld.

De private sundhedsforsikring generer jo ikke andre, tager ikke noget fra nogen - tværtimod giver det bedre plads i det offentlige sygehusvæsen.

Danmark bliver stadigt fattigere

2008-05-31T08:13:00.006+02:00

Agenda har en vigtig, men desværre meget overset historie at fortælle:

Fra 1995 til 2006 er Danmarks placering blandt verdens rigeste lande faldet fra 11. pladsen til en 17. plads i Den Internationale Valutafonds købekraftsjusterede sammenligninger.

Det overrasker mig ikke. Jeg rejser ofte med mit firma i f.eks. USA og har mødt helt almindelige mennesker derovre, f.eks. sygeplejersker, som har et forbrug, som ville forbløffe de fleste danskere.

Derovre skal der ikke nødvendigvis en lang uddannelse eller strålende karriere til for at kunne køre rundt i Lexus'er og bo i kæmpestore huse.

Vi er simpelthen ved at blive kørt agterud af mere dynamiske økonomier.

Gode eksempler er Irland eller Canada, der har satset på det ellers helt oplagte - at sikre virksomhederne den arbejdskraft de har brug for, f.eks. ved et skattesystem som ikke brandbeskatter overarbejde eller jager virksomheder eller kvalificerede udlændinge væk.

Vi har lullet os selv i søvn i Danmark ved tanken om, at vores rigdom skyldtes vores "unikke" skandinaviske velfærdsmodel.

Hvornår vågner vi danskere op og indser, at vores indretning af samfundet ikke er optimal, men at brandbeskatningen forarmer os som nation?

Vi kan ikke blive ved med at fokusere på, hvad der skal tages fra "de rige" og gives til "de fattige", sålænge vi som nation blot rutscher længere og længere ned i velstand.

Det er muligt vi ender med alle at blive "lige" - lige fattige. Men er det virkelig det vi vil?

Som Konservativ tror jeg på vækst. Men i de sidste mange år, er væksten i Danmark blevet stadigt sløvere. Det holder simpelthen ikke.

Vi skal derfor allesammen til at smøge ærmerne op og se at få bestilt meget, meget mere.

De som er på deltid, skal stimuleres til at arbejde på fuld tid.

De som er på fuldtid, skal stimuleres til at arbejde over.

Og sidst men ikke mindst - den fjerdedel af danskerne, som idag slet ikke arbejder, skal selvfølgelig med alle midler stimuleres til at arbejde.

Des flere love, des flere forbrydere

2008-05-26T22:44:00.010+02:00

Jyske lov - eksempel på nødvendig lov

Ved hver ny regerings tiltrædelse tages der som et næsten fast ritual fat om problemet med det tilsyneladende evindeligt voksende antal love og regler med velmente initativer som "oprydning i lovjunglen", "regel-sanering", "afbureaukratisering", osv.

Det ender som regel med en symbolsk afskaffelse af et par åbenlyst tåbelige love, hvorefter lovmøllen så lysteligt kværner videre.

Hvorfor?

Fordi den af medierne så efterspurgte "politisk handling" imod forskellige uønskede samfundsfænomener som regel er, netop, nye regler og love.

Lovinitiativer er ofte den pressede politikers "nemme svar" på den fortraskede journalistiske trumf i pseudokritiske interviews: "... og hvad vil du så gøre ved det"?

Når kravet "Nu må Folketinget gribe ind" runger, er hverken kamphunde, mobilsnak, lommeknive, tørklæder, tatovering og piercing af unge for små eller private emner.

Det er sjældent kønt at se på, måske derfor Bismarck sammenlignede dette at lave love med at fremstille pølser, "man er bedst tjent med ikke at se processen..."

Misforstå mig ikke. Jeg er konservativ. Jeg er tilhænger af lov og orden. Men respekt for loven styrkes ikke just af unødvendige love.

Kun de store problemer skal derfor løses politisk gennem lovgivning. Jo flere love og påbud, der er, des mere forarmes folket, jo mere frihed tages fra os...

Des flere love, des flere forbrydere, lyder et ordsprog så gammelt, at de fleste har glemt det, men det er værd at huske på, at faren ved overregulering er at ingen ellers nok så lovlydig borger kan holde loven.

Der laves idag love for adfærd, der før blev reguleret udmærket ved almindelig god omgangstone mellem mennesker.  Der sættes idag grænser for adfærd, der burde være et personlig valg

Poul Schlüter stod som bekendt i spidsen for efterkrigstidens største regelforenklingskampagne, hvor det i en sjælden succesfuld operation lykkedes at afskaffe 2000 cirkulærer, bekendtgørelser og anordninger.

Måske er det en ny konservativ statsminister, der skal til, før det virkelig lykkes at tynde ud i lovjunglen?

Politiker af overbevisning

2008-05-21T22:21:00.008+02:00

For nogen tid siden vakte Gordon Brown opsigt med sin erklærede paradoksale store beundring for en politisk ærkefjende, Margaret Thatcher, som han gav hædersmærket "conviction politician", et begreb som ikke kan oversættes direkte til dansk, nærmest kommer vel "politiker af overbevisning".

Underforstået, Margaret Thatcher, var af en helt anden og sjældnere slags end de fleste politikere. Hun var én af dem, som gik ind i politik med en politisk overbevisning lejret dybt i sjælen, en overbevisning som hun holdt urokkeligt fast ved og regerede ud fra, også når det var svært eller ubelejligt.

Margaret Thatcher passede som få på Gandhi's berømte slogan "Vi må selv være den forandring vi ønsker at se", dvs. som politiker altid sætte sine principper højere end de dagligdags taktiske hensyn. Selv socialdemokraten Brown kunne ikke andet end værdsatte sådan en stålfasthed.

Sådanne politikere er sjældne. I Danmark efterhånden mere sjældne end storken. Men som storken endnu ikke helt uddøde, heldigvis.

I mit eget parti vil jeg pege på Lars Barfoed som et godt bud på kategorien. Hans - i Venstre-toppens øjnes stærkt utaktiske og ubelejlige - insisteren på, at efterlønnen og børnechecken bør afskaffes, jo før jo bedre, er et udtryk for ægte politisk overbevisning og meningers mod, som jeg kun kan tage hatten af for.

I Venstre, partiet i egen selvforståelse med "højt til loftet", kunne Søren Pind med hans interessante "10 liberale teser" nævnes, men en kandidat kunne paradoksalt nok også være Anders Fogh Rasmussen him-self, anno 1993, vel at mærke. Dén unge Anders Fogh Rasmussen, som brød med al berøringsangst overfor velfærden, og skrev "Fra socialstat til minimalstat", et politisk-filosofisk mesterværk, som han selv sammenfatter sådan:

”Et ægte velfærdssamfund skal koncentrere sine kræfter om at hjælpe de svageste, som ikke er i stand til at klare sig selv. Og det skal kunne betale sig at arbejde.
Bogen er et forsøg på at sige, at der er et eller andet galt i samfundet, når 80 procent af befolkningen omfordeler til de selvsamme 80 procent. Det er en ond cirkel, hvor middelklassen er blevet gjort afhængig af offentlige ydelser. Det skyldes, at familierne betaler så meget i skat, at de ikke kan klare sig uden hjælp fra de offentlige kasser. Men det betyder også, at dem, der virkelig har brug for hjælp, ofte bliver skubbet i baggrunden. Men hvor socialdemokraterne tror, at staten kan sikre og garantere den sociale tryghed, så siger jeg: Det kan staten kun, hvis danskerne har skabt en så stor produktion, at der er noget at fordele af. Pengene til velfærd kan kun komme ét sted fra, nemlig fra den arbejdsindsats, som hver enkelt danske udfører. Derfor skal det kunne betale sig at arbejde.

Jeg kan dårligt tænke mig et bedre udtryk for oprigtig, dyb borgerlig overbevisning - at hjælpe de svage, men alle som kan, skal klare sig selv, og de flittige skal selvfølgelig belønnes for deres indsats - at den massive socialdemokratiske omfordeling indenfor middelklassen er et fatalt og umoralsk svigt overfor de, som virkelig har brug for hjælp - at pengene til velfærd kommer fra erhvervslivets produktion.

Men jeg savner, som ægte borgerlig, at mærke, hvor overbevisningen, som lyser ud af ovenstående, blev af, hvor genfindes den i Anders Fogh Rasmussen og hans politiske projekt anno 2008?

Hvor er opgøret henne med at "80 procent af befolkningen omfordeler til de selvsamme 80 procent"? Hvor er opgøret med at "familierne betaler så meget i skat, at de ikke kan klare sig uden hjælp fra de offentlige kasser"? Og hvorfor skal det være tabu at kritisere en efterlønsordning, der "ikke hjælper de svageste, som ikke er i stand til at klare sig selv", men tværtimod altovervejende sunde og raske 60-årige som udemærket kan klare sig selv?

Som bekendt har Venstre med næb og klør kæmpet imod alle Konservative initiativer indenfor især skat og efterløn som kunne rette op på selvsamme diagnose af velfærdssamfundet, som Anders Fogh Rasmussen så klarsynet stillede anno 1993.

Hvorfor? Skal taktikken virkelig sejren over overbevisningen?

Eller måske er spørgsmålet snarere: Hvad skal man som ægte borgerlig stille op?

Mit svar: Man kan vælge borgerlige politikere af overbevisning, politikere for hvem pragmatisme ikke er det ypperste hæderstegn, politikere som ikke af taktiske hensyn lader sig nøje med den tvivlsomme kombination af borgerlig værdipolitik og socialdemokratisk fordelingspolitik.

Man kan vælge de, som af ægte overbevisning giver os hele den borgerlige pakke, fordi de ikke kan andet.

1987

2008-05-16T22:42:00.003+02:00

Året 1987 bød på premieren af TV-serien Simpsons, en morsom afklapsning af middelklassen.

Året 1987 bød også en anden afklapsning af middelklassen, men den var knap så morsom: Topskatten.

Topskatten, lad mig minde om, på 15% ekstra oven i alle de andre skatter giver skattevæsnet hjemlen til at inddrage næsten to tredjedele af almindelige danskeres lønforhøjelser.

Topskatten rammen nemlig omtrent 40% af befolkningen, nærmere bestemt 960.000 danskere som tjener 29.600 kr. om måneden eller derover.

Om 3 år vil antallet af danskere, der rammes af topskat runde en million.

Jo, det lyder som en idé så absurd, at den kunne være hentet ud af Simpsons.

Absurd, fordi det der var tænkt som en skat på "rige", nu inkluderer skolelærere, sygeplejersker og sågar pædagogmedhjælpere!

Som bekendt tjener pædagogmedhjælpere på almindelig grundløn ikke 29.600 kr. om måneden, så når de rammer topskat-grænsen er det naturligvis fordi de og andre blandt disse snart 1 million danskere blot gør, hvad samfundet så hårdt har brug for, nemlig arbejder over.

Man burde kalde en spade for en spade og omdøbe topskatten til "overarbejdsskat".

Måske kunne dette så også åbne folketingsflertallets øjne for, at i et Danmark med skrigende mangel på arbejdskraft, er det nok noget nær det dummeste man kan gøre at straffe mennesker, som påtager sig overarbejde.

S og V forsømmer begge kulturen

2008-05-14T22:36:00.009+02:00

Man skændes så det brager på Københavns rådhus om, hvor lidt eller meget man bruger på kultur, men hverken S eller V skulle råbe så højt.

Må jeg på alle kulturinteresseredes vegne gøre opmærksom på at en ny undersøgelse viser, at socialdemokratiske og venstreledede kommuner ligger i et lunkent midterfelt, mens SF's enlige kommune med borgmesterpost sammen med lokallisternes er helt nede og skrabe bunden, når det gælder kultur.

Konservative kommuner er derimod solstrålehistorien i toppen og bruger i gennemsnit 20% mere end landsgennemsnittet på kultur.

Det er naturligvis et resultat jeg som konservativ er rigtig stolt af. Kulturen er - sammen med videnskaben - én af samfundets bærende grundpiller.

Kultur er et andet ord for dannelse, og dannelse er afgørende for os som mennesker. Uden dannelse famler vi i blinde.

Bliver kulturen et tema i den kommunale valgkamp 09, hvad jeg afgjort håber, kan vi i Det Konservative Folkeparti møde vælgerne med ro i sindet.

Den negative sociale arv - Helsingør går forrest

2008-05-14T22:26:00.004+02:00

Jeg deltog i ét af den slags møder man bliver meget klogere af i går aftes - et møde om kampen imod den negative sociale arv. Det viser sig, at Helsingør faktisk er trendsættende på flere områder. Læs mere her.